**Dagbogsnotat En anden historie**
Hun ville bare se, hvem han havde byttet hende ud med
Thorsen gik lige ind i køkkenet med frakken på og satte sig ved bordet.
“Jeg elsker en anden kvinde. Hun venter mit barn. Jeg forlader dig for hende,” sagde han uden indledning.
Ella slukkede for vandet og vendte sig mod ham.
“Er det den pige, der sælger æbler på torvet? Mette, tror jeg?” spurgte hun roligt.
“Vidste du det?” Thorsen så forbløffet på hende.
“Kære, du kan ikke lyve. Selvfølgelig vidste jeg det. Elsker du hende, eller er det bare på grund af barnet?”
“Undskyld.” Han sænkede hovedet.
*”Betyder de ti år, vi har været sammen, ingenting for dig? Hvad med mig?”* skreg hendes øjne, men Ella tav.
“Har du tænkt dig at gifte dig med hende?” spurgte hun.
“Ikke nu.”
“Så lad os opføre os som før på instituttet. Jeg vil ikke have sladder og hvisken.”
“Enig. Så går jeg nu?” Han rejste sig.
Ella vendte sig mod vasken, tændte for vandet og stirrede på det, indtil han var gået.
Han gjorde det hurtigt tog kun det nødvendigste. Måske kom han tilbage?
Hun slukkede for vandet, satte sig ved bordet på hans plads, lagde hovedet på hænderne, men græd ikke.
***
Hun græd heller ikke for en måned siden, da hendes veninde fortalte, hun havde set Thorsen med en anden.
“En studerende?” havde Ella spurgt. “Han har altid været populær blandt dem. Hvad ser de i ham?”
“Nej. Hun sælger frugt på torvet ved universitetet. Hedder Mette. Kommer fra landet, bor i en kollektiv på Nørrebrogade. Treogtyve år,” sagde veninden præcist, som om hun læste det fra en politirapport.
“Hvordan ved du alt det?”
“Byen er lille. Min gamle klassekammerat bor i samme hus. Lise Sørensen. Din Thorsen kommer der ofte.”
“Jeg kan ikke huske hende. Så det er der, han går hen ikke til ekstra timer med studerende.”
Man tror det ikke, før man ser det selv. Næste dag fulgte Ella efter ham. Hun vidste, hvornår hans sidste forelæsning sluttede, ventede i lobbyen bag en søjle.
Da han forlod bygningen, fulgte hun i sikker afstand, undgik at stirre på hans ryg. Han kunne mærke det og vende sig. Hun ville ikke virke patetisk. Hun ville bare se, hvem han havde valgt over hende.
Han stoppede ved Mettes frugtbod. Der var en lille kø tre mennesker. Pigen i en uldtrøje og cowboybukser vejede æbler med rutine. Da hun bøjede sig ned, faldt hendes flette over skulderen, og nogle løse lokker dansede foran ansigtet. Hun blæste dem væk med en latter. Et sødt, men almindeligt ansigt med smilerynker. Hendes sorte øjne skød hurtige blikke mod Thorsen. *”Hun snyder dem sikkert. Skulle jeg ringe til Forbrugerombudsmanden?”* tænkte Ella bittert.
Den sidste kunde, en gammel dame, undersøgte hvert æble grundigt, før hun lod Mette lægge det i posen.
“Det er nok,” sagde damen endelig.
“Prøv blommerne de er søde og fine til marmelade,” foreslog Mette.
Damen rystede på hovedet.
“Nej tak. Hvad skylder jeg?”
Posen vejede nok et kilo, men Mette nævnte en latterligt lav pris. Damen betalte glad og skyndte sig væk.
*”Hun er sød mod gamle mennesker!”* tænkte Ella forbløffet. *”Selvfølgelig taber hun ikke penge. Hun skriver nok de rådne frugter af. Eller spiller hun generøs for Thorsens skyld?”*
Hun gik dagligt forbi torvet, men havde aldrig lagt mærke til Mette. Thorsen havde åbenbart gjort.
Da køen var væk, gik han hen til hende. Ella så, hvordan pigens øjne lyste. *”For hende er han en gud en snart-ph.d.!”* Mette rettede på hans jakke, strøg hans skuldre, som om hun fjernede usynligt støv. Den omsorgsfulde gestus ramte Ella hårdt. Hun troede, det bare var en affære men det var kærlighed.
Hun så ikke Thorsens ansigt, men vidste, hans blik var lige så ømt. Hun gik, før de opdagede hende.
Og dér, hjemme i lejligheden, brød gråden løs
***
Hun havde bemærket ham på universitetet. Tavs, alvorlig, deltog ikke i fester, havde fået venner, ignorerede pigerne. Han var smuk, hvis ikke for det mørke blik under de tætte bryn. Der var noget hemmelighedsfuldt over ham. Han mindede hende om en dansk H.C. Andersen-skikkelse.
En dag satte hun sig ved siden af ham til forelæsningen.
“Hey. Keder du dig?” spurgte hun.
Han smilede, og ansigtet blev lyst. *”Han er smuk,”* tænkte hun. Herefter sad de altid sammen. Han fulgte hende hjem.
“Hvad ser du i ham?” spurgte en fornærmet veninde.
“Det fortæller jeg dig ikke så stjæler du ham,” svarede Ella.
Deres forhold udviklede sig langsomt. Men inden de blev færdige, blev de et par, og efter eksamen gift. Hans forældre var døde i en bilulykke derfor hans tavshed.
Men i sengen var han øm, og bagefter læste han digte af Holberg, Ewald, Pontoppidan. Han læste så smukt. Ellas hjerte bankede, når hans stemme rørte ved noget dybt i hende.
Hun ønskede sig et barn, men det var næsten umuligt. Som barn faldt hun gennem isen, og lægerne sagde, hun nok ikke kunne få børn. Efter ti år sammen var der stadig intet mirakel. Thorsen sagde, de kunne adoptere, men Ella ville have sit eget barn.
Efter studiet blev de begge ansat på instituttet.
Med tiden blev deres forhold roligt, mere som et venskab. De tilbragte alt tid sammen, kendte hinanden ud og ind. For Ella var det nok. Men Thorsen savnede passion, det der fik blodet til at brænde. Og et barn. Så han fandt en simpel pige, der kunne give ham det.
Da hun hørte, han skulle være far, føltes det som en kniv i hjertet. Ikke på grund af utroskaben men barnet. *Han* fik en datter eller søn, mens hun aldrig ville opleve moderskabet.
Nå ja hvis ikke hun selv kunne føde, måtte en anden gøre det. Hun kunne ikke hade barnet. Måske passede Mette bedre til ham enkelt, ukompliceret. Hvad var hun selv? En intelligent, men barnløs kvinde. Læste han også digte for *hende*?
På arbejdet spillede de, som ingenting var sket. De gik hver for sig, undskyldte med møder eller forberedelser. Ingen stillede spørgsmål.
Thorsen flyttede ind hos Mette. Ella håbede, han ville komme tilbage, men ugerne gik, og han blev væk. Hun undgik at kigge mod torvet.
En dag mellem timerne fortalte han med strålende øjne, at hans datter var født. Hun tvang sig til at lykønsk
