Med bankende hjerte bankede hun på døren. Kun stilheden svarede tilbage.
Med dirrende hjerte bankede Frida på døren. Da der ikke kom noget svar, tog hun forsigtigt nøglen op af sin taske og låste døren op Gud, hvor længe var det siden, hun sidst havde været her? Alt så ud som før, intet havde ændret sig i det hus, der engang var så kært og elsket, men nu føltes alt koldt og fremmed.
Næsten et år var gået siden skænderiet med Mads. De havde også før haft deres uoverensstemmelser. Frida plejede at tage sin lille datter Sol med og forsvinde hjem til sin mor. Som regel kom Mads, der savnede hende, løbende dagen efter for at blive forsonet. Livet faldt på plads igen, og fred bredte sig i deres forhold. Men sidste gang var alt anderledes
Hun skubbede minderne til side og gik beslutsomt hen til skabet for at finde de nødvendige papirer. Dokumenterne lå uforstyrret, netop som hun selv havde lagt dem i mappen. I to måneder havde en ung mand, der længe havde været forelsket i Frida, ivrigt gjort kur til hende. Der var ikke sket noget mellem dem, men for en uge siden havde han officielt bedt om hendes hånd.
Og hele den uge havde Frida ikke kunnet sove. Noget tyngede hende, hun kunne ikke træffe en beslutning. Først troede hun, at konflikten med Mads ville løse sig. Han ville banke på døren, som han plejede, se hende dybt i øjnene og sige: “Hvor jeg har savnet dig!”
Men dagene gik, månederne skred hen, og intet ændrede sig. Hun så Mads sjældent, han blev koldere og fjernere, en kløft udviklede sig mellem dem. Han kom kun for at hente Sol, tog pigebarnet stille i hånden og gik med hende hjem til sig selv. Senere bragte han hende lige så stille tilbage. Sol fnisede og viste sig frem med de gaver, faren havde givet hende en ny kjole eller et par sko, som hun dansede rundt i foran spejlet. Og Frida mindedes, hvordan Mads øjne havde lyst, når han gav hende gaver. Men nu han så ikke engang på hende, det føltes akavet at være sammen, og hun skyndte sig væk til sit eget værelse. Hendes mor, som aldrig havde været vild med Mads, sagde ofte: “Det, Gud giver, er det bedste.” Langsomt begyndte hun selv at tro på det.
Frida trak vejret dybt, kastede et afskedsblik rundt i stuen og standsede brat. På sofaen lå Mads og sov. Formodentlig efter en lang arbejdsdag. Hendes første indskydelse var at gå, men noget fik hende til at blive. Hvert velkendt træk i hans ansigt, nu slappet og med stubbet skæg, de mørke ringe under øjnene Hun satte sig langsomt ned ved siden af ham. Hvad vidste hun egentlig om denne mand, hun havde levet ved siden af i årevis? Hvilke tanker gemte sig bag den rynkede pande? Pludselig dukkede et glemt billede af en ung Mads op i hendes sind de klare drengeøjne, det varme, lysende smil Det var sådan et smil, der engang havde vendt hendes verden på hovedet. Kunne det virkelig passe, at den smilende dreng og denne trætte mand var den samme? Og alligevel var der ikke gået så lang tid. Smilet vendte tilbage, så levende og klart, som om det anklagede hende
Gud, hvor var alt det forsvundet hen? Hun så sig desperat omkring, som om hun ledte efter en syndebuk for sit ødelagte liv. Hjertet snørede sig sammen, bankede vildt, fyldt op med tungelige minder. Deres engang så hyggelige og eventyrlige verden var langsomt blevet fyldt med bagateller, fortæringer, tårer og en hav af håbløs uforståelse. En evigt træt Mads, der arbejdede tre jobs for at forsørge hende og Sol og ikke være afhængig af nogen Frida havde haft tid til at tænke over det hele og forstå, at det blot var hendes egen mangel på tålmodighed, kvindelig smidighed og visdom
Og dog, der var engang, hvor de var vanvittigt lykkelige. Det var ikke bare hendes fantasi. Frida rejste sig brat, hun havde et brændende ønske om at bevise det for sig selv. Hendes blik faldt på Mads hånd, der lå på deres bryllupsalbum, på det billede, hvor de bare strålede af lykke
Hånden rystede, og billedet faldt med et blødt bump til gulvet. Da hun så op, stivnede hun Mads stirrede på hende.
“Frida, er du kommet hjem?” Hans øjne lyste af glæde, og tanken om, at hun for en halv time siden kunne være gået for altid, blev næsten uudholdelig
