“Kirsten Møller, er du blevet helt tosset? Det er studentergilde, ikke en karneval!” klassenlæreren for 12.A slog ud med hænderne. “Levende sommerfugle? Hvor skal vi finde dem? Og hvad skal vi bruge dem til?”
“Men Mathilde, det skal jo være noget specielt!” insisterede Kirsten og bankede med kuglepennen mod ide-listen. “Det er vores børns sidste skolefest. De skal huske det resten af livet!”
I rektors kontor sad forældrebestyrelsen for afgangsklassen samlet. Mette sad i hjørnet og lyttede halvt, mens hendes tanker var langt væk det forestående projekt på jobbet, de ubetalte regninger, og den stille, men vedvarende bekymring for hendes mand, der på det sidste havde virket så fjern.
“Mette Hansen, hvad siger du?” Mathildes stemme trak hende tilbage til virkeligheden. “Du arbejder jo inden for eventplanlægning, ikke?”
Mette rettede sig op på stolen og samlede hurtigt sine tanker.
“Jeg synes, vi skal fokusere på det, der virkelig betyder noget for ungerne,” sagde hun roligt. “God musik, et fotografiområde, måske en lille forfriskning. Alt andet er unødvendige luksusting, der æder budgettet og kræver alt for meget energi.”
Kirsten fnøs og rullede med øjnene.
“Naturligvis, du vil altid spare. Men børnene vil have en fest!”
“Børnene vil feste med deres venner, ikke glo på sommerfugle,” svarede Mette blidt. “Spørg Freja, hvis du ikke tror på mig.”
Nævningen af datteren fik Kirsten til at slappe lidt af.
“Nå, men lad os afstemme. Hvem er for den enkle version uden overflødigheder?”
De fleste hænder gik i vejret, og Mette åndede lettet op. Et problem mindre. Nu manglede hun bare at finde ud af, hvad der foregik derhjemme.
På vej hjem fra mødet ringede hun til sin mand.
“Halløj, Mads? Er du stadig på arbejde?” spurgte hun, mens hun navigerede mellem parkerede biler.
“Ja, jeg bliver nødt til at blive lidt længere,” svarede han træt. “Projektet er presset, du ved det godt. Vent ikke på mig til aftensmad.”
“Igen?” Mette kunne ikke skjule sin skuffelse. “Tredje gang denne uge.”
“Mette, nu starter du ikke på det igen,” lød hans irriterende stemme. “Jeg arbejder, jeg går ikke i byen. Og rolig, jeg kommer til Frejas studentergilde, det lover jeg.”
“Fint,” sagde hun og besluttede at lade emnet ligge. “Ses i morgen.”
Derhjemme sad Freja ved køkkenbordet og læste i en historiebog. Eksaminerne var ovre, men der ventede stadig optagelsesprøver, og datteren læste flittigt.
“Hvordan gik mødet?” spurgte hun uden at kigge op. “Reddede du os fra endnu en af Kirstens vanvittige idéer?”
Mette smilede, mens hun tog madvarer ud af køleskabet.
“Forestil dig, denne gang ville hun have levende sommerfugle.”
“Ad,” grimasserede Freja. “Jeg ville være bange for, at en af dem landede på mit hoved.”
“Præcis min tanke,” sagde Mette og tændte komfuret. “Far bliver sent igen.”
“Som sædvanlig,” trak Freja på skuldrene. “Mor tror du ikke, at han…”
“Hvad?” Mette holdt kniven i hånden og stirrede på hende.
“Altså, han bliver bare så ofte sent. Og han lyder så underlig i telefonen. Måske har han problemer på arbejdet? Eller…” hun tav.
“Eller hvad?” Maddes hjerte knugede sammen.
“Ingenting, det er dumt,” Freja viftede afværgende. “Det er bare mærkeligt.”
Mette vendte tilbage til at skære grøntsager, men tankerne kredsede nu endnu mere. Havde Freja også bemærket forandringen i Mads’ adfærd? De sidste tre måneder havde han været så anderledes distræt, ofte sent hjemme, og i weekenderne havde han altid “vigtige ærinder”. Hans telefon var konstant i lommen, og en gang havde hun set ham slette beskeder.
Tyve års ægteskab, og så denne pludselige forandring. Selvfølgelig havde hun tænkt på utroskab hvordan kunne hun undgå det? Men hver gang havde hun skubbet tanken væk. Mads var ikke den type. De havde gennemgået så meget sammen realkreditlån, Fødslen af Freja, de hårde tider, hvor de begge havde mistet deres jobs. Kunne det virkelig passe, at nu hvor alt var godt, så…
“Mor, hvad så? Du har skåret løg færdig for længst,” Frejas stemme bragte hende tilbage til virkeligheden.
“Jeg dagdrømte,” Mette tørrede en uønsket tåre væk og skyldte den på løgene. “Lad os spise, og så hjælper du mig med at vælge en kjole til festen.”
De næste to uger fløj forbi i en travl hverdag. Mette delte sin tid mellem arbejde og forberedelser til Frejas studentergilde. Mads fortsatte med at arbejde over, men lovede at komme til festen til tiden.
På dagen selv var Mette tidligt oppe frisøren, manicuren, en let makeup. Hendes 45 år sad godt på hende, især når hun smilede. Til den store dag havde hun valgt en elegant, mørkeblå kjole, der fremhævede hendes figur. Freja havde insisteret på, at hun skulle se perfekt ud.
“Så mine klassekammerater kan blive misundelige over, hvor smuk og ung min mor er,” sagde hun og hjalp med håret.
Freja selv var pragtfuld i sin hvide studenterkjole. Da Mette så på hende, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.
“Åh, nu begynder du igen,” knurrede Freja, men også hendes øjne glinsede. “Hvis du ødelægger din makeup, går jeg ikke sammen med dig.”
“Det gør jeg ikke,” lovede Mette og tørrede øjnene. “Jeg er bare så stolt af dig. Jeg kan ikke tro, at min lille pige er blevet så stor.”
De aftalte, at Mette ville møde op til den officielle del, mens Freja ville ankomme tidligere sammen med klassekammeraterne. Mads skulle møde direkte til festen.
Festsalen var forvandlet. Balloner, blomsterdekorationer, et fotografiområde med årstallet alt var, som forældrebestyrelsen havde planlagt. Mette nikkede anerkendende; selv uden sommerfugle så det imponerende ud.
Forældrene strømmede til og tog plads. Mette efterlod en stol tom til Mads og kiggede konstant mod døren. Der var et kvarter til starten, men han var der stadig ikke.
Hun ringede ingen svar. Hun sendte en sms: *Vi starter snart. Hvor er du?* Svaret kom næsten med det samme: *På vej. Der om 10 minutter.*
Festoplæsningen begyndte. Rektor holdt en tale, og derefter gik studenterne én efter én op for at få deres eksamensbeviser. Da Freja blev kaldt frem, strakte Mette halsen for at spotte Mads han havde lovet ikke at gå glip af dette øjeblik. Og så så hun ham.
Mads stod ved væggen i den anden ende af salen og klappede for deres datter. Og ved siden af ham en ukendt kvinde. En høj blondine i en rød kjole, lidt yngre end Mette selv. Hun sagde noget til ham, og Mads smilede det særlige smil, der engang kun havde været for familien.
Mette følte, at gulvet svigtede under hende. Så det var det. Derfor de sene aftener, de mystiske opkald, de slettede beskeder. Han havde en anden. Og han havde endda taget hende med til deres datters studentergilde!
Freja, der nu holdt sit bevis, kiggede rundt efter sine forældre. Da hun fik øje på sin mor, vinkede hun glad, og da hun så sin far, smil
