Du har ikke ret til at opføre dig sådan i mit hjem! Alvildes stemme rystede af undertrykt vrede.
Hun stod i entreen og holdt sin taske tæt ind til brystet som et skjold.
Det er min lejlighed, Gudrun! Min!
Hun kunne se foragt lysne i svigermoderens øjne.
Hvad skal jeg gøre, når du ikke selv kan holde orden? Gudrun knurrede. Støv på hylderne, beskidt service i vasken. Er det sådan anstændige mennesker lever?
Alvilde klemte så hårdt om taskestellet, at hendes knoer blev hvide. Indeni kogte hun af foragt og magtesløshed.
Jeg arbejder, Gudrun! Jeg har ikke altid tid…
Til vigtige ting må man altid finde tid, afbrød svigermoren og løftede hagen, før hun gik mod døren. Jeg hjælper jer blot, og i stedet for tak vælger du at være uforskammet.
Døren smækkede blødt, og Alvilde stod alene tilbage i entreen. Stilheden i lejligheden væltede ind over hende, men indeni rasede en storm. Hun sparkede skoene af og vandrede gennem stuen, køkkenet, soveværelset. Overalt var der spor af Gudruns “omsorg.”
Og i soveværelset… Her havde svigermoren åbenbart lige afsluttet sin rydning. Tuben med creme var væk fra natbordet. Den lille figur, de havde købt på ferie, manglede på kommoden.
Alvilde løb gennem lejligheden som et jaget dyr. Hendes hænder dirrede af vrede. Hun kom hjem træt fra arbejde, havde drømt om et bad, en kop te i hendes yndlingskop… Nu kunne hun ikke finde noget i sin egen lejlighed. Alt var flyttet.
Døren klikkede. Niels kom hjem fra arbejde. Da han så sin kone stå midt på køkkenet med et forvirret udtryk, vidste han straks, at noget var galt.
Alvilde, hvad er der sket? Niels gik hen til hende, men hun vred sig væk fra hans favn.
Din mor har været her igen! Alvildes stemme knækkede. Hun har “ryddet op” i vores soveværelse! I soveværelset, Niels! Forstår du, hvor forkert det er?
Niels sukkede og strøg sig gennem håret. Hun kendte den bevægelse det var hans måde at undgå konfrontation på.
Alvilde, hun mener det jo godt…
Godt?! Hendes øjne mørknede af vrede. Jeg kan ikke finde min telefonoplader! Min yndlingskop er væk, jeg har ledt i en halv time! Og håndklæderne har hun gemt et sted!
Han forsøgte at tage hendes hænder, men hun trak sig væk mod vinduet.
Hun smider konstant mine ting ud, Niels! Alvilde blinkede tårerne væk. Ting, der betyder noget for mig! Men hun kalder dem bare skrammel!
Mor udtrykker bare sin omsorg, sagde Niels blidt. Hun er vant til, at alt er på sin plads…
Den slags omsorg kvæler mig! afbrød hun skarpt. Jeg er træt af, at en anden bestemmer i mit hjem! Din mor flytter ting, beslutter, hvad jeg skal have. Jeg er færdig, Niels!
Hun sank ned på en stol og gemte ansigtet i hænderne. Skuldrene dirrede. Niels nærmede sig og lagde forsigtig en arm om hende.
Undskyld, skat. Jeg taler med mor, okay? Jeg beder hende stoppe…
Alvilde smilede bittert.
Og hun vil helt sikkert lytte til dig. Det tror jeg virkelig på…
Niels fik roet hende. Han lavede te og fandt hendes yndlingskop den var gemt i bageste hjørne af skabet.
Men svigermoren stoppede ikke.
Tre dage senere kom Alvilde hjem og vidste straks: Gudrun havde været der igen. Lugten af hendes tunge, sødede parfume hang i luften. På køkkenet var alle krukker med mel og gryn blevet omrokerede efter størrelse. Da hun åbnede køleskabet, var alle madvarer placeret med irriterende nøjagtighed.
Alvilde sank ned på sofaen. Vrede boblende indeni, men hun havde ikke kræfter til endnu en konflikt.
En uge senere gentog historien sig. Denne gang havde Gudrun “ordnet” tøjskabet. Alt var omhængt. Hendes yndlingskjole, der plejede at hænge forrest, var nu krøllet og skubbet tilbage på den øverste hylde.
Alvilde stirrede på det åbne skab og kæmpede mod tårerne. Hjemmet var ikke længere et fredfyldt tilflugtssted. Hver gang hun kom hjem fra arbejde, spekulerede hun: Havde svigermoren været der? Hvad var blevet flyttet, gemt eller smidt ud denne gang?
Fredag aften ringede telefonen.
Ja, mor… Selvfølgelig… Lørdag? Okay, vi kommer… Ja, jeg hilser fra hende.
Niels vendte sig mod hende med et skyldbevidst udtryk.
Mor inviterer på middag i morgen. Hun siger, hun har noget at fortælle.
Alvilde stivnede et øjeblik.
Skal vi virkelig?
Alvilde, kom nu. Hun gør altid så meget for os. Laver altid noget lækkert.
Lørdag aften gik de op ad trappen til Gudruns lejlighed. Femte sal, ingen elevator i den gamle bygning. Alvilde gik langsomt, hver trin føltes som en straf. Hun ville hellere være på arbejde, i et proppet tog, ja, endda hos tandlægen bare ikke her.
Det skal nok gå, Niels klemte hendes hånd. Mor har lavet dine yndlingsretter. Og hun har bagt den kage, du elskede sidst.
Alvilde smilede skævt.
Ved bordet talte Gudrun kun til sin søn. Fortalte om naboen fra tredje sal, en ny tv-serie, priserne på torvet. Alvilde sad tavs og rodede halvhjertet i tallerkenen.
Alvilde, spiser du ikke? svigermoren så endelig på hende.
Jeg er bare lidt træt, svarede hun automatisk.
Nå, men Gudrun lagde gaflen fra sig og foldede hænderne. Jeg har faktisk noget at fortælle. Jeg og Gerda har besluttet os for en kur på Bornholm. Ti dage, for at komme lidt til kræfter.
God idé, mor! Niels lyste op. Du har virkelig brug for en pause.
Ja, det tænker jeg også, nikkede Gudrun og trak en nøglering op af forklædepokken. Her er nøglerne til lejligheden. I kan få dem, bare i tilfælde af noget. Og vand blomsterne, hvis I vil være søde.
Alvilde stirrede på nøglerne. To nøgler på en simpel ring. En plan begyndte langsomt at tage form i hendes hoved. Hun kunne ikke lade være med at smile.
Hele den følgende uge var Alvilde i godt humør. Kollegerne lagde mærke til forandringen hun smilede mere, nynnede endda ved computeren.
Hvad er der sket? spurgte Niels en aften ved middagsbordet. Fik du lønforhøjelse?
Alvilde smilede hemmelighedsfuldt og viftede afværgende.
Bare i godt humør.
Dagen før Gudruns hjemkomst tog hun tidligt fri fra arbejde. Sagde, hun skulle til lægen.
Nu stod hun foran svigermorens dør med nøglerne i hånden. Hjertet hamrede som før en eksamen. “Nu er det min tur,” tænkte hun og drejede nøglen.
Søndag mødte de Gudrun på stationen. Hun så udhvilet ud, fortalte om behandlinger, nye bekendtskaber, maden.
Kan I forestille jer, de serverede havregryn med honning og nødder! Jeg har skrevet opskriften ned.
Alvilde sad på bagsædet og tav. Maven knyttede sig af nervøsitet.
Gudrun åbnede døren til sin lejlighed og frøs på dørtrinnet. Et øjeblik, endnu et. Hun tog et skridt ind, så endnu et. Blikket flakkede gennem entreen.
Hvad… hvad er det her? hendes stemme knækkede.
Hun skyndte sig ind i stuen. Alt var rent, men intet var, hvor det skulle være.
Mine figurer! Gudrun løb til vitrineskabet. Hvor er mine figurer?!
Hun stormede gennem rummene, åbnede skabe og skuffer. Ansigtet blev rødt af vrede. Pludselig vendte hun sig mod Alvilde. Øjnene flammede.
Det var dig! hvæsede hun. Du har gjort det!
Alvilde løftede hagen og smilede let.
Jo, det var mig, svarede hun roligt. Så slog hun teatralsk hænderne sammen:
Er du ikke tilfreds? Jeg har sørget for dig. Ville bare hjælpe. Så du ikke selv skulle gøre rent, når du kom hjem.
Niels stod med åben mund og så skiftevis på sin mor og kone. Men han sagde ingenting.
Og ved du hvad? fortsatte Alvilde i samme uskyldige tone. Jeg smed de gamle figurer ud. Og kopperne. Du bruger dem jo aldrig, de samler bare støv. Det er skrammel! Lige som du altid siger om mine ting.
Du havde ingen ret til det! Gudruns stemme blev skinger. Det er mit hjem! Mine ting! Hvor vover du?!
Men du ryddede også op i mit hjem, sagde Alvilde roligt. Ubehageligt, ikke?
Niels! svigermoren vendte sig mod sønnen. Ser du, hvad din kone har gjort?!
Niels åbnede munden, men Alvilde var ham forud:
Åh, se tiden! Vi må afsted, vi har aftaler. Hun tog Niels i armen. Men jeg kommer igen, Gudrun. Fremover vil jeg takke dig for al din hjælp!
Uden at vente på svar, trak hun en målløs Niels med sig ud. De gik ned ad trappen i tavshed. Først da de var ude på gaden, sukkede han:
Det var dog noget…
Alvilde smilede. En varm følelse af tilfredshed bredte sig i hende. Planen var lykkedes perfekt.
…To måneder senere havde Gudrun ikke vist sig i deres lejlighed én eneste gang.
“Jeg vandt,” tænkte Alvilde tilfreds.
