Hvordan kunne hun bare dukke op hos mig og skræmme mine børn? Jeg råbte af hende: “FORSVIND HERFRA!”
Min mor havde kun ét øje. Jeg hadede hende. Hendes tilstand gjorde mig så flov. For at forsørge familien arbejdede hun som kok i skolens kantine. En dag, da jeg gik i folkeskolen, kom hun for at besøge mig. Gulvet svigtede under mig. Hvordan kunne hun gøre det? Jeg var så flov, at jeg lod, som om jeg ikke så hende. Jeg stirrede på hende med had og løb væk. Næste dag sagde en klassekammerat: “Hey, din mor har kun ét øje!” Jeg ville synke i jorden. Jeg ønskede, hun bare ville forsvinde. Da jeg så hende den dag, råbte jeg: “Kunne du ikke bare dø, så jeg ikke skal skamme mig over dig?”
Mor svarede ikke engang. Jeg tænkte ikke over mine ord, for jeg var så fyldt af vrede. Jeg var ligeglad med hendes følelser. Jeg ville ikke have hende i mit liv. Jeg arbejdede hårdt og rejste til København for at studere. Siden fik jeg job, købte et hus, og fik børn. Livet var godt.
Så en dag dukkede hun op. År var gået, hun havde aldrig mødt sine børnebørn. Da mine børn så hende, grinede de. Hvordan turde hun komme her og skræmme dem? Jeg skreg: “FORSVIND!” Hun hviskede kun: “Undskyld… jeg må være kommet til det forkerte hus.” Og så var hun væk.
Senere fik jeg et brev om en skolegenforening. Jeg fortalte min kone, det var en forretningsrejse. Efter mødet besøgte jeg mit barndomshjem. Naboerne fortalte, at min mor var død. Jeg følte ingenting. De gav mig et brev, hun havde efterladt:
“Min kæreste søn, jeg tænkte altid på dig. Jeg er ked af, at jeg skræmte dine børn den dag. Da jeg hørte, du kommede til genforeningen, var jeg så glad. Men jeg vidste ikke, om jeg kunne stå op for at se dig.
Jeg er ked af, at du skammede dig for mig. Da du var lille, mistede du dit øje i en ulykke. Jeg kunne ikke bære, at min søn skulle vokse op med kun ét øje. Så jeg gav dig mit. Nu er jeg stolt, for det er mit øje, der ser verden for dig.
Med al min kærlighed, Mor.”
