**Dagbog**
Jeg har altid drømt om at blive færdig med skolen og flytte hjemmefra. Jeg bor med mine forældre, men jeg har længe haft lyst til at flytte – ikke fordi der er noget galt hjemme, tværtimod. Det er fordi de elsker mig så meget og bekymrer sig alt for meget. Jeg er stolt af mine forældre, for jeg ved, at mange i min klasse kun har deres mødre, eller hvis de har en far, så er han ikke særlig omsorgsfuld.
I børnehaven og de tidlige skoleår gik jeg altid glad hånd i hånd med min mor og far. Der var ingen i verden, der var lykkeligere end mig.
*Mor og far, I er de bedste forældre i verden,* sagde jeg til dem, og de strålede af glæde.
De var altid der. De fulgte mig til skolen og ventede, indtil jeg trådte ind ad døren. Jeg vendte mig altid om og vinkede.
*Lille skat, jeg håber på topkarakterer,* sagde min far, og jeg lovede ham det.
Men med årene blev deres kærlighed og omsorg mere som en byrde. Jeg begyndte at tænke:
*Jeg bliver ikke hjemme, når jeg er færdig med skolen. De kvæler mig med deres bekymring. Det var fint, da jeg var lille, men nu i de højere klasser er det for meget.*
De beskyttede mig for alt. Derhjemme var det endnu værre. Jeg lagde mærke til, at de altid gav mig det bedste stykke kød, den lækreste kage eller den fineste chokolade. Selvom det var ligegyldigt for mig – enhver kage eller slik ville gøre det.
Det blev værre, da jeg startede i 8. klasse. Allerede i 6. klasse havde jeg protesteret:
*Mor, jeg har ikke brug for, at du følger mig til skolen længere. Jeg er stor nok til at gå alene, ligesom alle andre. Det er pinligt overfor klassekammeraterne.*
Efter skolen i 8. klasse og senere i gymnasiet kunne jeg godt blive hængende lidt længere med pigerne. Vi gik i parken, sad på en bænk og snakkede om alt muligt. Mine forældre mødte mig ikke længere, men en dag hørte jeg min mor sige til min far:
*Vores lille pige er blevet stor…*
*Ja, tiden flyver,* nikkede han.
Jeg troede, de forstod det.
*Hurra! Nu er jeg selvstændig. Nu bestemmer jeg selv over min tid…*
Men jeg fejrede for tidligt.
*Lille Freja, hvorfor kommer du så sent hjem? Hvor har du været? Skolen er for længst slut,* spurgte de hver gang, for ifølge deres beregninger burde jeg have været hjemme for længst.
*Mor, far, vi sad bare i parken og spiste is. Må jeg ikke det? Vi snakkede om, hvad vi vil studere.*
Selvfølgelig fortalte jeg dem ikke, at vi også snakkede om drenge – hvem vi kunne lide og hvem vi ikke kunne. Men mine forældre mente, det var forkert at blive hængende efter skole.
*Skatter,* sagde min mor bestemt, *du skal dele dine tanker med os, ikke dine veninder. Hvem er tættere på dig end os?*
*Ja, min pige,* tilføjede min far straks, *du gør os ked af det for tiden. Vi bekymrer os bare om dig. Kan du ikke forstå det?*
Da studentereksamen nærmede sig, var jeg fast besluttet på at flytte hjemmefra. Især efter den aften, hvor jeg kom hjem fra en skolefest klokken 22 i stedet for 21.
Da jeg trådte ind i lejligheden, lå min mor på sofaen med en håndklæde på panden, og min far stod over hende med hjertebanken. De så på mig, som om jeg havde begået en forbrydelse. Det var øjeblikket, hvor jeg vidste det: Jeg skulle væk. Ikke fordi jeg ikke elskede dem, men for at de ikke skulle bekymre sig, og for at jeg ikke længere skulle stå til ansvar.
Ved aftensmaden sagde jeg det:
*Mor, far, jeg vil studere og arbejde i en anden by. Jeg flytter.*
Min mor blev helt hvid i ansigtet:
*Lille ven, kan du ikke blive hjemme? Hvordan skal du klare dig alene i en fremmed by? Der kan ske dig så mange ting!*
*Det sker ikke for andre. Hvorfor skulle det ske for mig?*
*Hjemme kan vi hjælpe dig. Der…*
Min far tog over:
*Hvor skal du bo? På et kollegie? Herhjemme har du alt, men der bliver det anderledes. Jeg kan ikke engang tænke på det.*
*Slap af, jeg har undersøgt det hele. Kollegiet er nyt og ligger midt i byen. Og når jeg er færdig med studiet, får jeg et godt job,* forklarede jeg fast.
Jeg vidste ikke, om jeg overbeviste dem, men de måtte acceptere det. Selvom de ikke ville, lod de mig gå. Men jeg opdagede hurtigt, at livet på kollegiet ikke var så luksuriøst, som jeg havde beskrevet det. Jeg levede af min SU, og selvom mine forældre sendte penge, så forsvandt de hurtigt. Jeg måtte spare på alt.
Når jeg kom hjem i ferierne, var de lige så bekymrede. Min far kørte endda til kollegiet med mad. Men til sidst var studiet færdigt, og jeg fik min eksamen.
Jeg fik et kontorjob og lejede en lejlighed tæt på arbejdet. Jeg var træt, men elskede min selvstændighed og den gode løn.
*Nu afhænger min fremtid kun af mig selv,* tænkte jeg.
Da jeg blev 25, begyndte jeg at tænke:
*Jeg er træt af at leje. Hvorfor ikke købe min egen lejlighed? Tage et lån. Jeg vender ikke hjem igen. Der er ingen bedsteforældre til at efterlade mig noget, så det må blive et banklån.*
Jeg talte med mine forældre. De lovede at hjælpe med en del, og resten kunne jeg låne. De havde håbet, jeg en dag ville vende hjem, men de accepterede det.
Drømmen gik i opfyldelse. Jeg købte en to-værelses lejlighed. Men livet blev hårdere. Der var aldrig penge nok, bonusser blev mindre, men jeg bad ikke mine forældre om hjælp. Jeg gik på kompromis med meget.
*Det var mit valg at blive selvstændig,* tænkte jeg ofte.
En dag mødte jeg min gamle studiekammerat, Ida, på vej hjem fra arbejde. Vi havde været tætte engang. Hun blev helt begejstret.
*Freja! Hej, hvor er jeg glad for at se dig. Lad os gå på café og snakke om gamle dage. Du ser så smuk og slank ud!*
Jeg forklarede ikke, hvorfor jeg var så slank, men prøvede at afslå. Café? Jeg havde ikke råd. Men Ida sagde straks:
*Bare rolig, det er min tur! Jeg har lige få
