“Hun kommer til at fortryde det!”
Sådan tænkte Mads, da hans kone pludselig erklærede, at hun ville skille sig. Og det værste var, at alt havde været fint i går hun vaskede hans sokker og stryge hans skjorter, men i dag kom hun med skilsmissepapirerne! Uden nogen som helst grund! Mads arbejdede, slog hende ikke, gik sjældent i byen, og drak kun med måde.
“Hvad fanden manglede hun?!” rasede han. “Har hun fundet en anden mand? Forbandede kælling! Hun skal nok få det at føle! Hun skal græde til mig om lidt! Jeg skal lære hende det!”
Mens han tænkte i vrede, gentog hans kone det samme, som hun havde sagt i årevis:
“Jeg er træt af at trække læsset alene! Jeg arbejder, vasker, rydder op, laver mad, passer barnet. Jeg er udmattet! Du spiser mere, end du tjener! Da du forsvandt i tre dage sidste måned, indså jeg, at livet var lettere uden dig! Uden dig er huset rent, roligt, og jeg behøver ikke lave mad til dig mig og Emil behøver ikke stegt flæsk hver dag! Når du ikke er der, er komfuret rent jeg laver en gryderet til to dage, og ingen æder det hele på én gang! Jeg vil have et lettere liv! Jeg kan ikke lide den kvinde, jeg er, når du er her! Du gør mig flov, fattig, og ulykkelig!”
“Hvornår læste du sidst en bog for Emil? Aldrig? Hvornår gik du en tur med ham? Badede ham? Hvad hører han fra dig, udover ‘Gå væk, jeg er træt’? Ved du, hvilken skole han skal gå på? Hvad hans børnehavepædagog hedder? Hvornår han har skoleforberedelse? Du interesserer dig ikke for ham! I bor under samme tag, men du taler ikke engang med ham! Han ser enten en fuld far ligge på sofaen med en øl eller en sovende far med en øl! Hvad får han ud af det? Hvorfor skal han have sådan en far? Kan du huske hans fødselsdag? Nej? Hvad er pointen med dig? Jeg vil ikke leve med dig længere!”
“Bliver hun ikke træt af at gentage det samme?” undrede Mads sig dagen før. Denne hysteriske tale havde Lise givet ham næsten hver aften, mens han spiste karbonader direkte fra panden. “Typisk kvindelige klager,” tænkte han. “Hun skaber drama af kedsomhed.”
Alt var fint og nu pludselig en skilsmisse!
“Hun skal nok fortryde det! Tror hun, en anden mand vil have hende? En gammel trediveårig kvinde! Jeg går nu, og om to dage beder hun mig komme tilbage! Men om jeg gider, må vi se!”
“Jeg har pakket dine ting! Jeg kan ikke holde ud at se dig længere! Gå!”
“Fint!” Mads tyggede en pølse. “Jeg går! Men om jeg kommer tilbage, er et stort spørgsmål!”
Selvfølgelig gav han hende en sidste chance for at ombestemme sig han tog langsomt sine sko på, raslede med poserne, vaklede ved døren. Men hun ændrede ikke mening. “Så stædig en kvinde!” tænkte han og forlod hendes lejlighed, skuffet over ikke at have spist flere pølser.
Han måtte tage til sin mor. Hun startede også med kvindelige spørgsmål: Hvad var der sket, hvorfor havde hun smidt ham ud, hvad havde han gjort?
“Det kan sagtens ske uden grund! Hun smed mig ud!” forklarede Mads. “Jeg gjorde alt for familien! Arbejdede! Bragte penge hjem! Men det var aldrig nok! Hun ville have støvler, pels! Hun vil have en rig mand! Måske har hun allerede fundet en! Derfor smed hun mig ud!”
Hans mor rystede på hovedet og ringede til Lise. Men det hjalp ikke ingen bad Mads komme hjem.
“Det gør ingen ting! Hun skal nok fortryde det! Hvem vil have hende med et barn?” tænkte Mads, mens han valgte øl på tilbud.
Ved første retsmøde så Lise pæn ud måske nyt hår eller makeup. Hun smilede. Hun svarede nervøst på spørgsmål: Der havde ikke været et ægteskab i lang tid, alt var på hende, ingen hjælp. “Typisk kvindelige løgne,” forklarede Mads og prøvede at skjule sit rystende hænder. Han burde tage en øl, men han turde ikke før retsmødet.
Dommeren selvfølgelig en kvinde spurgte hånligt:
“Drikker du ofte alkohol?”
“Jeg drikker slet ikke!” protesterede Mads. “Maks to øl om aftenen efter arbejde! Men nu… det er stress! Min kone forlod mig!”
“Jeg forstår,” svarede hun.
Hun gav dem tre måneder til forsoning. Mads så på sin næsten ekskone: Fortrød hun det allerede?
“Åh, er du aldrig ædru?” rynkede hun på næsen. Nej, hun fortrod tydeligvis ikke.
“Jeg venter!” besluttede Mads. “Vi skal se, hvordan hun synger om tre måneder! Uden en mand! Hun kommer krybende tilbage!” Han nød at forestille sig Lise, der bad ham vende hjem. Men han ville sige nej. Kun på hans vilkår!
Men i tre måneder gjorde Lise intet for forsoning retten betød intet for hende. Hun ringede ikke, skrev ikke. Lod som om Mads ikke eksisterede!
“Det må være en anden mand!” Men forsigtige spørgsmål til fælles venner og sociale medier gav intet svar. Alle sagde, hun ikke havde nogen.
Så efter tre måneder forberedte Mads sig på triumf: Nu havde hun sikkert forstået, hvor hårdt livet var uden en mand.
“Hun skal græde!” drømte han. Han sagde endda til sin mor:
“Hun trækker selvfølgelig anken tilbage! Hun har forstået sin fejl!”
Men ved næste retsmøde smilede Lise ikke. Hun var alvorlig. Svarede kort. Men hun droppede ikke skilsmissen. “Hun venter på, at jeg beder!” gættede Mads. “Det bliver hun skuffet over!”
Og pludselig var de skilt. Mads protesterede ikke. Men der var et pinligt øjeblik. Dommeren spurgte, hvem barnet skulle bo hos.
“Han bor hos mig,” sagde Lise. “Hans far har aldrig interesseret sig for ham. Spørg ham, hvornår hans søns fødselsdag er.”
“Mads Jensen, hvornår har din søn fødselsdag?” spurgte dommeren hånligt.
Mads kiggede på papirerne det stod måske der.
“Ikke snige dig til det!” grinede dommeren. Hvis det havde været en mandlig dommer, ville han ikke stille sådanne spørgsmål.
“Tredje juni!” gættede Mads.
“I dag! I dag er Emils fødselsdag!” fnøs Lise. “Du husker det ikke engang! Det er den sjette juni! Han bliver syv år!”
“Gjorde du i det mindste noget den tredje?” spurgte dommeren.
Hvorfor fik kvinder sådan en magt? Forbandede matriarkat! Mads svarede ikke.
“Har faderen indvendinger mod barnets bopæl?”
“Nej!” råbte Mads fornærmet.
Selvfølgelig fik Lise barnet. “Og så kommer der børnebidrag,” tænkte Mads bittert. Men så oplystes han: Nu ville Lise græde! Hendes liv var ødelagt! Hun var nu en skilt mor med barn! Ingen ville have hende!
Men så så han Lise stå ved retten og snakke med en veninde:
“Mette! Hvad laver du her?”
“Jeg har selv en sag. Hvad med dig?”
“Jeg er skilt nu! Jeg er en fri kvinde!” og hun lo!
Hun lo! Mads kunne ikke tro sine øjne! Hendes liv var lige kollapset, og hun lo! “Kvinder har ikke forstand! Ingen fornuftig væske ville grine på en sådan dag! Hun burde have en psykiatrisk vurdering!” Han løb hen til hende.
“Vi skal fejre det, men jeg har ikke tid i dag. Det er Emils fødselsdag…” sagde Lise, men Mads afbrød:
“Jeg troede, du ville græde, men du er ligeglad?!” brølede han. “Du skal fortryde det! Jeg sagsøger dig! Jeg tager lejligheden! Og Emil!”
“Lejligheden tilhørte min bedstemor,” svarede Lise roligt. “Og hvorfor tænker du på Emil nu? Hvad er der sket?”
“Hvad er der sket?!” råbte Mads længe om, hvad der var sket: Hun ødelagde familien, tog barnet fra faren, stjal, smed ham ud, fandt en anden, ville ende alene med katte.
Og selv da Lise længe var gået, gentog han: “Du kommer til at fortryde det!”
