“Signe, jeg skal ud og ordne noget,” sagde Mads og gik hen til sin kone, der gav deres lille datter mad.
“Fint, kan du lige stoppe ved butikken på vejen hjem? Der er noget, vi mangler. Jeg skriver en liste.”
“Send den som en besked.”
Manden gjorde sig hurtigt klar og forlod lejligheden. Signe fulgte ham med øjnene og råbte derefter:
“Emil, har du lavet dine lektier? Det er tid til aftensmad!”
Den niårige dreng kom ind på køkkenet og kravlede op på en stol.
“Jeg mangler kun matematik. Hvor er far henne?”
“Spis først, så kan du færdiggøre det. Far er ude at ordne noget. Han er snart tilbage.”
Emil spiste, vippede på stolen og legede med sin toårige lillesøster. Så kiggede han ud ad vinduet og begyndte at hoppe op og ned:
“Mor, mor, hvem går far med? Hvem er det? Der er en pige”
Signe, der roligt drak sin te, rejste sig ufrivilligt og kiggede ud. Ved siden af hendes mand gik der virkelig en lille pige, der holdt fast i hans hånd. *”Blot ikke dette,”* tænkte kvinden. Signe vidste, at det var hendes mands datter fra hans første ægteskab. Hun havde mødt pigen før, for Mads havde engang haft hende med hjem, selvom de normalt mødtes på neutral grund.
Da Mads kom ind i lejligheden, fulgt af Freja, stod Signe allerede og ventede i entreen. Manden så straks skyldig ud og nikkede mod pigen.
“Signe, jeg ved det, jeg skulle have sagt det til dig Undskyld. Der var ikke tid.”
“Er der sket noget?”
Signe havde ikke tænkt sig at skælde ud på sin mand. Hun forstod, at Mads kun ville tage barnet med hjem i en nødsituation. Og Freja var en rolig pige, der ikke ville skabe problemer.
“Ida er blevet indlagt på hospitalet, de vil holde øje med hende. Hendes mand er på forretningsrejse. Hun ringede og bad mig komme med det samme jeg vidste ikke, det ville ende sådan her. Freja kunne ikke blive alene hjemme, hun er for lille til det.”
“Nå,” sagde Signe langsomt.
Hun sukkede dybt, forstående at pigen ville blive hos dem i et par dage. Så kiggede hun på Freja og forsøgte at smile:
“Er du sulten?”
“Jeg er også sulten!” Mads forstod, at Signe tog det roligt, og blinkede til hende.
“Så skal I vaske hænder og sætte jer til bords,” nikkede kvinden.
Freja slap af hun havde været bange for at komme her og troede, at tante Signe ikke ville bryde sig om hende. Og hun savnede sin mor allerede.
“Mor, hvem er det?” Emil stod i døren og stirrede forbløffet på pigen.
“Jeg hedder Freja,” sagde pigen og tog initiativet med et smil.
“Jeg er Emil. Hvad laver du her? Skal du bo hos os?”
Signe kiggede på Mads og skyndte sig at blande sig.
“Skatter, Freja bliver hos os et par dage. Vil du vise hende dine legetøj?”
“Ja! Hvor skal hun sove?” Emil var ikke en grådig dreng tværtimod var han nysgerrig efter at lege med gæsten.
“På sofaen i stuen.”
Mens Freja og Mads spiste, hang Emil rundt omkring, og Signe kunne til sidst ikke holde det ud:
“Har du lavet dine lektier?”
“Nej, jeg har brug for hjælp. Jeg forstår ikke opgaven,” sagde drengen og så på sin mor med håb i øjnene.
Pludselig begyndte den lille Laura at græde, og Signe måtte tage hende op.
“Måske lidt senere,” sagde hun.
Hun forlod køkkenet for at berolige den lille. Emil ville også gå, men Freja sagde lige pludselig:
“Far, ræk mig lige de kager.”
Drengen stivnede og vendte langsomt hovedet mod hende.
“Det er MIN far! Du må ikke kalde ham det!”
Freja blev rød, og Mads kom hende til undsætning.
“Emil, råb ikke. Jeg er din far og hendes også.”
“Hvordan det?” drengen stirrede forvirret. “Har I adopteret hende?”
“Man siger ‘adopteret’ om piger,” rettede Mads. “Nej, det har vi ikke. Jeg var engang gift med Freyas mor. Så blev jeg gift med din mor. Forstår du?”
“Så har Freja en anden mor?”
“Ja, og en anden far,” sagde Freja. “Jeg har to fædre.”
Mads forsøgte at skjule sin glæde over, at pigen kaldte ham far. Han gjorde sit bedste for at være en del af hendes liv. De gik ture i weekenderne, og han betalte børnepenge uden problemer. Selvom han og Freyas mor gik fra hinanden kort efter hendes fødsel, elskede han sin datter, og hun havde det godt med ham.
“Det er sejt!” udbrød Emil pludselig. “Så er der dobbelt så meget kærlighed til dig!”
Mads smilede af drengens barnlige naivitet, men ville ikke ødelægge det for ham. Emil havde mange skuffelser foran sig, og det ville Mads ikke fremskynde.
“Kom, jeg vil vise dig mit værelse!” Emil hoppede af utålmodighed.
Mads undrede sig ofte over sin søns hyperaktivitet drengen kunne ikke sidde stille et øjeblik. Selv var Mads og Signe ret rolige, og deres yngste datter også, men Emil var altid fuld af energi.
“Har du Lego?” Freja så interesseret på drengen. Hun elskede at bygge og opfinde ting.
“Ja, en hel masse!”
Børnene forsvandt ind på værelset, og et par minutter senere gik Mads ind til Signe.
“Undskyld det pludselige besøg. Jeg vidste det ikke, før jeg kom til Ida. Men Emil tog det godt.”
“Han er venlig,” svarede Signe og viftede afværgende. “Han kan lide alle.”
“Han har et hjerte af guld,” grinede Mads.
Han satte sig ved siden af deres datter og rakte hænderne ud.
“Laura, kom til far. Kom her, skat.”
Den lille pjattede hen til ham, og Signe spurgte:
“Hvor længe bliver Freja? Hvornår kommer hendes stedfar hjem?”
“Det ved jeg ikke. Ida sagde, at Andreas er væk i en uge, og hun ved ikke, hvor længe hun skal være indlagt.”
“Så har vi hende her i hvert fald en uge.”
Signe var ikke glad for det, men hun vidste, det ikke var barnets skyld. Pludselig kom hun i tanke om noget og så på sin mand:
“Hvor er hendes ting? Hvad skal hun sove i og gå i skole i?”
Mads blev rød og så skyldig ud.
“Undskyld, jeg tænkte ikke på det. Det hele gik så hurtigt.”
Signe sendte ham et vredt blik og sukkede:
“Giv mig hendes mors nummer.”
“Idas?”
“Ja, Idas! Bare rolig, jeg spørger kun efter det, Freja har brug for. I mænd forstår ikke alt.”
Mads gav hende sin telefon, og Signe gik for at ringe. Han var bekymret for, at hans kone måske ville sige noget grimt til hans ekskone. Men Signe kom tilbage ti minutter senere med et smil.
“Det er ordnet. Ida og jeg har fundet en løsning. Vi tager med Freja og henter hendes ting, og i weekenden besøger vi hendes mor.”
“I kom godt fra det,” sagde Mads og kunne ikke skjule sin overraskelse.
Signe smilede til ham og mumlede noget. Selv var hun overrasket over, at Ida var en venlig kvinde, der undskyldte flere gange for ulejligheden. *Freja ligner hende,* tænkte Signe og gik ind til Emil.
“Se her, og så trækker du fra. Forstår du?”
Freyas stemme lød fra værelset. Signe kiggede forsigtigt ind begge børn sad bøjet over en opgavebog og løste matematik. Freja var et år ældre end Emil og havde allerede lært det.
“Mor,” drengen kiggede op, “Freja forklarer så godt! Bedre end læreren! Hun må gerne komme oftere!”
“Vi får se,” nikkede Signe. “Freja, kom, vi tager hjem til dit hus og henter dine ting. Du har ikke engang noget at sove i.”
“Jeg kan låne hende min pyjamas!” tilbød Emil straks.
“Nej tak,” Freja rynkede næsen, og de grinede sammen.
Signe bemærkede med glæde, at Emil prøvede at opføre sig pænt i Freyas selskab. Han så endda mere velsoigneret ud.
“Freja, skynd dig, det bliver sent.”
“Må jeg være med?” bedte Emil, for hvem det var et helt eventyr.
“Kun hvis du ikke roder med noget, og hvis Freja er okay med det,” blinkede Signe til pigen.
Freja løftede højtideligt hovedet, men grinede så og sagde:
“Selvfølgelig.”
Hendes frygt var helt væk tante Signe var sød, og Emil var præcis, som hun havde forestillet sig. En smule fræk, men ellers en god dreng.
Da Ida kom hjem fra hospitalet, vidste Freja, at hun kunne lide at være hos sin far og tante Signe. Det var sjovt med Emil, og hun elskede at lege med den lille Laura. Hun ville helst ikke hjem, selvom hun savnede sin mor.
“Du må komme igen!” Emil ville heller ikke have, at Freja skulle gå. “Mor, please!”
“Selvfølgelig, Freja, du er velkommen når som helst. Ring til din far eller mig, så henter vi dig.”
Signe havde ingen grund til at afvise pigen. Tværtimod kunne hun godt lide den rolige, kloge pige, der fik Emil til at opføre sig bedre.
“Tak,” Freja krammede hende uventet, selvom hun før havde holdt afstand.
Signe var et øjeblik forvirret, men krammede hende tilbage og strøg hende over håret.
“Kom igen.”
Hun havde aldrig troet, hun ville blive glad for sin mands datter fra hans første ægteskab. Men nu var hun faktisk taknemmelig for, at Mads havde taget Freja med hjem. Trods alt var de søskende. Sådan var det bare.
