Krokodilletasken
Lørdagen var stille. En let duggen trillede ned ad vinduerne i ujævne spor, og lejligheden duftede af nybrændt kaffe og den særlige lørdagsfred, hvor man endelig kan slappe af efter en arbejdsuge. Freja sank ned i den gamle lænestol den, de havde arvet fra bedstemor, med dens synkede sæde og slidte armlæn og foldede hænderne om sin yndlingskop. Den varme keramik føltes godt mod hendes håndflader.
Dette er lykke, tænkte hun og indåndede kaffearomaen. Ingen ekstra mennesker, ingen snak om arbejde, om penge, om hvordan det er på tide nu… Bare hende, varm kaffe og en ny serie på tabletten.
Disse stille timer var blevet hendes redning de sidste måneder. Magnus, hendes mand, havde været arbejdsløs i tre måneder nu, og hjemmet var blevet til en slagmark af uudtalte klager. Han sad ved computeren hele dagen spillede skydespil, så fodbold, angiveligt jobsøgende, men oftere end ikke viste skærmen alt andet end jobannoncer.
Skat! Magnus stemme sprængte stilheden som en kanonsalut. Du gætter det aldrig! Mor har valgt sin egen fødselsdagsgave!
Han stormede ind i rummet, strålende som en skoledreng, der lige havde fået topkarakter. Freja løftede langsomt blikket fra skærmen og så på sin mand. Noget i hans tone fik alarmklokkerne til at ringe.
En krokodilleskindstaske! fortsatte Magnus, uanfægtet af hendes varsomhed. Det har hun drømt om i årevis!
Freja satte forsigtigt sin kop på bordet og kneb øjnene sammen.
En krokodilleskindstaske? Besluttede hun det selv, eller var der en, der foreslog det? Og tænkte hun mon på, at dyrevelfærdsfolk måske ville blive forargede?
Sarkasmen sejlede hen over Magnus, som om han var døv.
Hun er min mor! Hun fortjener det!
Fortjener det? Freja mærkede noget stramme inden i. Fortæl mig, hvad præcis har hun gjort for at fortjene det? Jeg medgiver hun opdragede dig. Men jeg står ikke på den liste; jeg har mine egne forældre. Og hvor meget koster denne gave?
Magnus hostede forlegent og så væk.
Åh, ingenting rigtigt… Omkring fem af dine lønninger.
Freja følte, at jorden gik fra under hende.
Fem af mine lønninger? gentog hun, ansigtet stivnet.
Ja, det er Nilkrokodillelæder, ikke noget falskt, forklarede han, som om intet var galt.
Og hvorfor fortæller du mig det? Jeg er ikke det mindste interesseret.
Magnus fumlede og undgik helt at møde hendes blik.
Øh… Jeg lagde tasken på afbetaling.
På afbetaling? Frejas stemme blev farligt rolig.
Ja. Stor tak til min søster Line hun hjalp. Du ved, hun arbejder i en bank, og hun fik alt ordnet lynhurtigt…
Og i hvis navn?
En forfærdelig anelse begyndte at gå op for Freja.
Altså, hvem ellers… dit. Hvem andre? Jeg brugte bare dine papirer…
Freja rejste sig uden et ord og gik langsomt hen mod sin mand. Pludselig ville hun slå ham ihjel. Eller i det mindste ramme ham med noget tungt.
Så, Magnus skat, du har været arbejdsløs i tre måneder, besluttet at give mor en gave, men det er mig, der skal betale for den?
Magnus trak sig ufrivilligt et skridt tilbage, da han mærkede temperaturen stige.
Freja, det var bare sådan det blev… I vores familie er du den eneste, der arbejder…
Jeg arbejder! Og du, i stedet for at søge job, i stedet for at forsørge din familie som en normal mand, sidder derhjemme som en skoledreng på ferie og tror, jeg ikke har problemer nok uden dit lån!
Freja, bliv nu ikke sur! Det er bare et lån ikke noget stort…
Lige da kom hans mor, Birthe, ind som sædvanlig. Hun kom altid for at besøge børnene, men i virkeligheden bragte hun en masse klager og bemærkninger.
Hvad er der for en larm? spurgte hun og trådte ind med en mine som om hun ejede stedet.
Ingenting, alt er fint, mor. Freja er bare lidt oprørt over lånet, klynkede Magnus.
Hvad er der at blive oprørt over? Svigermoren satte sig i en stol med armene over kors. Det er en familieanliggende, og det er jeres pligt over for hinanden.
Mener du? Uddyb endelig, sagde Freja.
Din pligt er at vælge dyre gaver, og min er at betale for dem?
Hvad er der underligt ved det? Du arbejder, og din løn er god, svarede svigermoren køligt.
Jeg forstår. Vidunderligt. Og Magnus? Hvad laver han?
Magnus er min søn og forresten din mand. Og du skal støtte ham.
Mand? Freja lo. Er det det, du kalder en mand? En mand, der tager et lån i sin kones navn, fordi han selv ikke kan gøre noget og ikke engang vil? En, der har sat sig på min ryg som en parasit!
Freja! Magnus prøvede at protestere. Det er ikke pænt! Hvorfor skal du ydmyge mig? Vi er jo en familie!
Fint, sagde Freja og pressede læberne sammen. Jeg ordner det selv i morgen. Og tro mig, alt bliver fint.
Hun smilede underligt, som for sig selv, og der var noget i det smil, der gjorde Magnus utryg. For Freja vidste allerede, hvordan hun ville løse situationen.
God pige, kære, god pige! nikkede svigermoren bifaldende.
Hele den næste dag arbejdede Freja og tog sig samtidig af sin egen sag. Hun ringede til flere annoncører og aftalte at møde en af dem om aftenen.
Da hun kom hjem den aften, hilste hun sin mand med sit sødeste smil.
Magnus skat! Jeg har nyheder til dig i dag!
Åh? Hvad er det? Han satte sig på sofaen uden at ane uråd.
Du ved, jeg har betalt lånet for krokodilleskindstasken.
Virkelig? Nej, hvor fantastisk! Magnus sprang næsten op. Jeg vidste, du var den bedste! Hvordan gjorde du det? Hvor fik du pengene fra?
Simpelt. Jeg solgte din bil.
Magnus stivnede som om han var blevet ramt af en hammer.
Du… hvad? Hvordan bilen?
Jeg siger det: Jeg solgte den. Hurtigt og billigt. Fik præcis nok til at dække det forbandede lån.
Er du blevet sindssyg?! Hvad skal jeg køre i nu?
Freja smilede uskyldigt.
Tag krokodilleskindstasken som en hest. Jeg læste i dag på nettet, at nogle tasker er lavet af læder taget fra krokodillens… mere følsomme områder, og hvis du stryger dem blidt, kan de blive til en kuffert. Er den taske, du gav din mor, mon en af dem?
Freja ville bare grine. Magnus blev purpurrød.
Det kunne du ikke gøre! Sig, det er en joke! Det var min bil! Og at sælge den for ingen ting det er… det er vanvittigt!
Nå, nu har du ikke nogen bil, og jeg har ingen gæld. Fair nok. Og din mor har sin taske. God aftale, synes du ikke?
Trukket af sin søns skrig skyndte Birthe sig ind.
Hvad foregår der nu?
Forestil dig, mor: Freja solgte min bil! Det er en tragedie for mig! jamrede Magnus.
Og hvad? Hun gjorde det rigtige, trak Freja på skuldrene. Et lån er jo en familieanliggende. Ikke også?
Det var en fejl! En stor en! Du havde ingen ret det er hans ejendom! Svigermoren satte hænderne i hofterne. Og nu, uden en bil… tænkte du på det?
Spurgte du mig, da I købte den taske? Da I tog et lån i mit navn? Freja løftede hagen. Nu holder jeg tingene fair.
Det er ufatteligt! Se, hvor selvstændig hun er blevet! råbte svigermoren og stirrede på sin svigerdatter som om hun havde stjålet noget.
Ufatteligt er, at I to besluttede, jeg er jeres personlige pengeautomat og kan bruge mine penge uden at spørge mig, svarede Freja skarpt.
Magnus prøvede at mægle.
Freja, tænk dig om! Vi er en familie, vi er sammen, vi er ét!
En familie, siger du? Så lad os gøre sådan her: Når du er den mest ubrugelige del af den, så pak dine ting og flyt hjem til din mor. Lad hende fodre dig og betale for din internet. Så kan jeg endelig leve for mig selv.
Freja satte sig på sofaen og tog bevidst sin tablet for at gøre det klart, samtalen var ovre. Efter et par sekunder tilføjede hun med fornøjelse:
Og dig, Birthe forresten tag din krokodilleskindstaske og prøv at stryge den helt blidt.
Et par dage senere flyttede Magnus, udmattet af de konstante skænderier, hjem til sin mor. Birthe skjulte ikke sin forargelse. Freja ignorerede hende bare.
For første gang i lang tid følte hun sig lettet. Og nu vidste hun helt sikkert: de havde forstået budskabet hun var ikke en, man rodede med.
Udenfor fortsatte duggen, men nu tilhørte den lørdagsstilhed hende alene.
