**Fordi han er dig i en nøddeskal**
Tre år, Ellen Vibeke, Marlenes stemme dirrede af undertrykt forargelse. Tre år har du presset mig om et barnebarn, bebrejdet mig for at trække tiden ud. Og nu hylder du kun din datters søn, Nikolaj, offentligt. Men min Lasse han er også dit barnebarn! Har du glemt det?
Ellen Vibeke rettede på sit perfekte hår og så ned på sin svigerdatter med iskold overlegenhed. I stuen bag dem lød børnestemmer og festmusik Nikolajs fødselsdag var i fuld gang.
Og når du ignorerer Lasse, når du ikke giver ham gaver som den anden dreng, fortsatte Marlene, så gør det ham ondt. Han er ti år nu, Ellen Vibeke. Gammel nok til at forstå, at du ikke elsker ham.
Svigermoren fnøs foragteligt og viftede med hånden, som om hun jagede en irriterende flue.
Du bilder dig selv noget ind, Marlene. Jeg behandler begge mine børnebørn ens. Og hvorfor vælger du lige nu at lave en scene? Ellen Vibeke løftede forarget øjenbrynene. Det er min barnebarns fødselsdag, der er gæster. Jeg har ikke tid til dine syge fantasier.
Hun vendte sig på hælen og marcherede majestætisk tilbage til festen, efterlod Marlene stående i gangen. Smerte og vrede steg som en knytnæve i halsen. Marlene lænede sig mod væggen, kæmpende for at holde gråden tilbage. For sin bedstemor var hendes søn en skygge, gennemsigtigt glas, man kiggede igennem for at se de rigtigt vigtige mennesker.
Efter et par dybe vejrtrækninger vendte hun tilbage til stuen. Synet der mødte hende fik hendes hjerte til at knuge endnu mere. Ellen Vibeke kredsede om sin yndlingsbarnesøn Nikolaj, beundrede hvert ord, strøg ham over håret og proppede ham med slik. Lasse stod i hjørnet, lænet mod væggen, og iagttog med dårligt skjult misundelse. Hans skuldre hang, og i hans øjne lænede en sorg, der fik Marlene til at ville løbe hen og tage ham i favnen, føre ham væk fra alt dette.
Hjemme om aftenen, efter Lasse var faldet i søvn, satte Marlene sig på sofaen ved siden af sin mand.
Kristian, vi skal tale om din mor, begyndte hun. Måden, hun behandler Lasse på, er forkert. Han forstår det, og det gør ondt på ham.
Kristian gned sin pande et tegn Marlene kendte. Det betød, han ikke gad diskutere det.
Marlene, du overtænker det, svarede han afvisende. Jeg var også den mindre elskede, min søster var altid først. Det går nok, Lasse lærer at forvente ingenting fra hende. Han klarer det. Han er en dreng. Og hun elsker ham da også, bare på sin egen måde, ikke som Niklas.
Marlene stirrede på ham. Kunne han ikke høre, hvordan det lød? Hvordan kunne han acceptere, at deres søn skulle vænne sig til at blive overset?
…En uge senere kom Ellen Vibeke uanmeldt på besøg. Lasse sad og lavede lektier ved køkkenbordet, da dørklokken ringede. Da han så sin bedstemor, lyste han først op, men så blev han stille, stirrende under luggene.
Lassesønnike, jeg har taget slik med til dig! proklamerede Ellen Vibeke og rakte ham en håndfuld billige bolcher.
Marlene lagde straks mærke til det de billigste fra Netto. Til Niklas købte hun altid dyre chokoladegaver.
Tak, bedstemor, mumlede Lasse og tog imod.
Ellen Vibeke vendte sig triumferende mod Marlene.
Se, jeg glemmer ingen. Alle dine påfund om favorisering er bare indbildning.
Lasse blev lidt, vaklede fra den ene fod til den anden, før han sagde, at han ville fortsætte lektierne, og forsvandt ind på sit værelse. Marlene vidste det han havde forstået, at bedstemor igen ikke ville bruge tid på ham.
Da de stod alene i køkkenet, prøvede Marlene igen at få en samtale i gang. Måske, hvis hun fortalte om Lassess præstationer, ville Ellen Vibeke vise interesse.
Ellen Vibeke, vidste du, at Lasse vandt en præmie i matematikolympiaden? begyndte hun og skænkede te. Læreren siger, han har stort talent.
Ja-ja, flink dreng, nikkede svigermoren distræt, men lyste straks op. Men Niklas vandt svømmestævne i sidste uge! Førsteplads i hele kommunen! Træneren siger, han kan blive mester!
Det er dejligt, svarede Marlene afmålt. Men jeg ville fortælle om Lasse. Han er også begyndt at tegne, læreren siger…
Tegning er ikke seriøst, afbrød Ellen Vibeke. Sport, derimod! Niklas er så stærk, så robust. Og han er den bedste i engelsk! Læreren siger, han er en af de mest begavede elever, hun har haft.
Marlene bed tænderne sammen. Ellen Vibeke fortsatte med at rose Niklas, fuldstændig uimodtagelig for alt om Lasse.
…og kan du tro det, Niklas fiksede selv sin cykel forleden! Kun otte år gammel! Han har guld i hænderne, ligesom farmor!
Marlenes tålmodighed brast. Hun hamrede hånden i bordet, så kopierne klirrede.
Hvorfor, Ellen Vibeke? hendes stemme skælvede af anspændthed. Hvorfor gør du sådan mod min søn? Du ville jo selv have et barnebarn fra Kristian! Du pressede os!
Ellen Vibeke skar en grimasse, som om hun havde bidt i en citron. Et øjeblik tav hun, som om hun overvejede, om hun skulle sige sandheden. Så kom det modstræbende:
Jeg ville have mit eget barnebarn. En rigtig en, af min egen slægt. Men Lasse… hun rynkede næsen. Han er din kopi. Han ligner dig i alt.
Marlene stivnede. Absurditeten i svigermorens ord var så grel, at hun først ikke kunne svare.
Du… du elsker ham ikke, fordi han ligner mig? spurgte hun, håbende på, at hun havde hørt forkert.
Ellen Vibeke nikkede, som om det var den mest selvfølgelige ting i verden.
Jeg har aldrig godkendt Kristians valg. Men jeg tænkte nå ja, måske giver du mig i det mindste et stærkt barnebarn. Du har da i det mindste sundhed. Men ham… hun viftede afvisende. En kopi af dig. Personlighed, udseende. Selv måden han vender hovedet på… Uhyggeligt.
Marlene sad som lammet. Kunne svigermoren mene det alvorligt?
Måske hvis I får en til? fortsatte Ellen Vibeke uanfægtet. Måske ligner den næste ikke dig? Kommer til at ligne vores side af familien?
Marlene rejste sig med et sæt. Stolen væltede med et brag. Vreden mørknede for hendes øjne.
En til?! Er du blevet helt vanvittig… Ud, hviskede hun, før hun råbte det. Ud af mit hus! Nu!
Hvad?! gispede Ellen Vibeke. Hvor vover du, pige! Det er min søns lejlighed!
Det er vores hjem! Marlene holdt ikke tilbage. Og jeg tillader dig ikke at ødelægge min søns selvværd længere! Ud! Med det samme!
Hun smækkede døren op og pegede mod udgangen. Ellen Vibeke, ildrød af raseri, greb sin taske og marcherede ud.
Det her skal du få at føle! hvæsede hun som afsked.
Døren smækkede. Marlene lænede sig mod væggen og greb ansigtet. Hele hendes krop dirrede af chok.
Da Kristian kom hjem fra arbejde, fortalte hun ham alt. Med hvert ord blev hans ansigt mørkere.
Sagde hun virkelig det? At hun ikke elsker Lasse, fordi han ligner dig? Og at I skal få en til? spurgte han vantro.
Marlene nikkede, og tårerne, hun havde holdt tilbage hele dagen, begyndte at løbe.
Kristian, hvordan kan man såre et barn, bare fordi han ligner sin mor? hulkede hun. Det er sygt! Vores søn har ikke gjort noget galt!
Han trak hende ind til sig og krammede hende hårdt.
Nok nu, sagde han bestemt. Vi ser ikke min mor mere, medmindre det er strengt nødvendigt. Lasse kommer først. Græd ikke, vi finder en løsning… han strøg hende over håret, beroligende…
…Måneder gik. Livet begyndte at blive bedre. Og så skete det, der ændrede alt. Marlens forældre besluttede at flytte til byen. De solgte deres hus på landet og fandt en lejlighed i nærheden.
Vi savnede dig og vores barnebarn, forklarede hendes mor, Vibeke. Og I kunne måske også bruge lidt hjælp.
Bedstemor og bedstefar oversvømmede Lasse med kærlighed. Den eneste barnebarn, de sjældent så på grund af afstanden. Og Marlene så, hvordan hendes søn blomstrede. Usikkerheden forsvandt, hans smil så sjældent i den sidste tid vendte tilbage. Han lyste af liv og glæde.
Så kom Lassess fødselsdag. Marlene tøvede, men inviterede alligevel Ellen Vibeke måske havde tiden ændret noget. Kristians søster og familie blev hjemme.
Ellen Vibeke kom med en lille æske. Da Lasse åbnede den, lå der en billig plastikbil indeni den slags, man køber i kiosker.
Tak, bedstemor, sagde han høfligt og vendte sig straks. Bedste, farfar, må jeg åbne jeres gave nu?
Vibeke og hendes mand udvekslede et blik og rakte ham en stor pakke. Lassess øjne lyste, da han flåede papiret af en grafisk tegneplade lå indeni.
Åh, tak! Tak! han kastede sig om halsen på dem. Præcis den, jeg ville have!
Ellen Vibeke kneb læberne sammen.
Hvorfor så dyr en gave? I vil ødelægge ham, mumlede hun.
Vibeke vendte sig roligt mod hende.
Lasse vil være grafisk designer. Han har talent. Den her hjælper ham.
Lasse strålede og kyssede dem begge.
Jeg skal prøve den nu! Far, kom og hjælp mig! han greb Kristians hånd.
Lad os gå, fødselsdagsbarn! Kristian blinkede, og de forsvandt ind på værelset sammen med Marlens forældre.
Marlene og Ellen Vibeke stod tilbage alene. Svigermoren så chokeret ud, som om hun ikke kunne tro sine egne øjne.
Hvad er der, Ellen Vibeke? Marlene mødte hendes blik. Kan du ikke lide, at min søn er glad?
Ellen Vibeke fnøs og begyndte hurtigt:
Niklas vandt for nylig…
Hvis du igen skal tale om ham, afbrød Marlene iskoldt, så gå nu. Det er min søns dag. Og jeg tillader dig ikke at ødelægge den. Aldrig igen.
Men Niklas er bedre, det er da indlysende! udbrød Ellen Vibeke. Han er stærkere, dygtigere…
Marlene rejste sig beslutsomt og gik til døren. Åbnede den og trådte til side.
Jeg advarede dig. Gå.
Du har ikke ret til det! protesterede svigermoren.
Jo. Det er mit hjem og min søns fødselsdag, Marlene skubbed
