Livet tvinger en til at genoverveje sine planer
Astrid voksede op i en beskeden familie; hendes mor og far var almindelige ingeniører, der boede i en gammel lejlighed i en betonblok. Penge var altid knappe. Astrid misundte de piger, der kunne gå i flotte tøjer, mens hun selv kun havde sin skoleuniform og et par kjoler.
Da hun dimitterede fra skolen og startede på universitetet, besluttede hun sig for én ting:
*Mit hjem skal blive anderledes. Mit liv skal blive anderledes.*
Og hun lykkedes. Ikke med det samme, selvfølgelig. Først arbejdede hun som lærer i dansk og litteratur, senere skiftede hun til kommunens uddannelsesafdeling. Men engang mødte hun en gammel studiekammerat, der tilbød hende en stilling i en virksomhed med udenlandske investorer.
*Kom med, Astrid. Du har intet at tabe, tværtimod. Vi får gode lønninger,* sagde hun og nævnte sin egen løn. Astrid kunne knap tro sine ører. *Vi har et godt team. Jeg kender dig du er dygtig og har bid.*
*Tak, skat. Jeg kommer helt sikkert. Alle har brug for penge,* smilede Astrid.
På det tidspunkt var Astrid allerede gift med Mads, og deres søn, Mikkel, var fire år. De boede hos Mads forældre, og selvom det var trængt, var de afhængige af dem. Mads arbejdede som tandtekniker.
Den nye stilling overgik alle Astrids forventninger. Hun elskede sit arbejde, begyndte at tjene godt, og snart havde de købt en stor lejlighed på kredit. Senere fulgte en dyr bil. Cheferne lagde hurtigt mærke til Astrids indsats, og hun fik store bonusser. Tiden gik, og hendes karriere skød i vejret snart var hun viceadministrerende direktør.
Selvfølgelig satte det sine spor. Astrid blev en smule højrøvet, især overfor Mads familie. De levede jo langt bedre end hans søster, Lise.
*Astrid, kom nu, vi skal af sted,* sagde Mads og skyndte på hende. De skulle til Lises fødselsdag. *Vær nu sød, jeg vil gerne have, at Lises fest bliver god.*
Astrid nikkede. Hun havde faktisk tænkt sig at være venlig den aften. Mads var nervøs han vidste, at hun altid tog lang tid om at gøre sig klar. Astrid tog sig roligt, påførte makeup og havde egentlig ikke lyst til at besøge Lise og Søren.
*Alt er så middelmådigt hos dem,* tænkte hun og så sig i spejlet. *Gamle salater, smørrebrød, ingen laks eller dyr vin, billig snaps og servicen, ja, hele den lille toværelses lejlighed kunne trænge til en opgradering. Selvfølgelig har de tre børn og en lille grønthandlerbutik, men overskuddet er nok ikke stort.*
Endelig var Astrid færdig. Hun iførte sig en smuk kjole og kom ud af soveværelset, elegant og stilfuld. Mads og Mikkel sad på sofaen og sprang op:
*Endelig!*
Da de gik op til femte sal i den gamle lejlighed uden elevator, trængtes de ind i den lille entré, og Astrids humør sank. Der var mange gæster, bordet var proppet, og børnene løb rundt og skreg. Lise var iført gamle cowboybukser og en ternet bluse.
*Hun kunne da i det mindste have pyntet sig til sin fødselsdag,* tænkte Astrid og satte sig ved siden af Mads.
Inden de skulle sætte sig, rakte hun Lise en dyr parfume.
*Tak, Astrid. Du ved altid, hvad der er godt at give. Duft er noget særligt.*
Astrid så sig omkring. De samme slidte tapeter, bogreoler, medtagne møbler alt sammen burde være blevet skiftet ud for længst.
Søren, Lises mand, havde aldrig været Astrids yndling. Han så altid på hende med et hånligt smil, og hun var sikker på, det var af misundelse. Lise så jo også så uordentlig ud, uden neglelak. Nu spurgte han med ironisk tone:
*Hvordan går det, Astrid? Bliver du snart direktør?*
*Fint, måske snart,* svarede hun med en anstrengt smil. *Der er mange gæster i dag.*
*Ja, folk holder af Lise. Derfor er de kommet,* sagde Søren og kastede et forelsket blik på sin kone.
Aftenen forløb uden større problemer. Da Astrid og Mads kom hjem, satte de sig på deres luksussofa og nippede til en flaske spansk vin.
*Det gik da fint med Lise,* mumlede Mads.
*Ja, det var okay. Du ved, jeg kan ikke lide dem, og de kan ikke lide mig, så lad os lade det ligge,* sagde hun og holdt vinglasset.
Mads nikkede.
Men en dag fandt Astrid ud af, at der ville blive fyringer på firmaet. Deres chef skulle gå, og alle kollegerne troede, at Astrid ville overtage hans stilling.
*Astrid, det er nok dig, der bliver den nye chef,* sagde en kollega, mens de drak kaffe.
*Det ved jeg ikke. Ingen har sagt noget til mig,* svarede hun.
Så kom dagen, hvor virksomhedens præsident kaldte hende ind på sit kontor. Hun gik gennem gangen i godt humør, sikker på, at det handlede om en forfremmelse.
*Kom ind, Astrid, og sæt dig,* begyndte han høfligt, før han skiftede til sin sædvanlige tone. *Astrid, jeg kunne sige, at du er en fremragende medarbejder, dygtig og pålidelig men det ved du selv. Der er dog et problem. Du ved, at direktøren går, og ærligt talt bliver han fyret. Desværre bliver hele hans team også fyret, inklusive dig. Jeg prøvede at undgå det, men nedskæringerne Du må forstå, det handler ikke om dårligt arbejde. De har besluttet at fyre dem, virksomheden kan undvære. Sådan er det.*
Astrid forlod kontoret som i en drøm. Hun tog sin taske og kørte hjem. Hun kunne ikke arbejde den dag. Mikkel var endnu ikke hjemme fra skolen, og Mads var på arbejde. Hun satte sig på sofaen og brast i gråd.
*Hvad hjælper et anstændigt fratrædelsesgodtgørelse? Jeg føler mig kastet til side efter alle de år, hvor jeg gav alt for firmaet. Jeg arbejdede til sent, troede, jeg var uundværlig. Men åbenbart*
*Vær ikke ked af det. Vi klarer os,* trøstede Mads, da han kom hjem. *Du finder et nyt arbejde.*
*Mads, hvad snakker du om? Hvor skal jeg finde en stilling med samme løn?*
*Måske en med mindre. Det er ikke verdens undergang. Jeg arbejder stadig, og vi har opsparing. Det skal nok gå.*
*Mads, du er den bedste mand i verden,* sukkede Astrid og krammede ham. *Men det trøster mig ikke.*
*Astrid, du skal nok finde noget. Tag en uges pause.*
Men hun havde ikke tid til at slappe af. Allerede næste dag skrev hun CVer og søgte jobs. Hun kiggede på annoncer. En måned gik, men hun fandt intet passende. Ingen ringede. Efter så mange år i arbejdslivet føltes det underligt pludselig at være hjemme.
*Mads, vi må begynde at spare,* sagde hun en dag. *Fratrædelsesgodtgørelsen varer ikke evigt, og vi kan ikke leve af dagpenge for altid. Fra nu af spiser vi kun hjemme. Ingen caféer eller restauranter. Selvom jeg ikke kan lide at lave mad.*
*Jeg foretrækker hjemmelavet mad. Du lærer det,* smilede Mads.
Endelig ringede telefonen, og hun blev inviteret til en jobsamtale. Da hun trådte ind på kontoret, så hun en velklædt mand i en pletfri, hvid skjorte. Hans jakkesæt sad perfekt, og han virkede velplejet og smilende.
*Jeg ser, du har stor erfaring med kundekontakt,* sagde han.
*Ja, uden at prale har jeg gennemgået alle karrieretrin i min tidligere virksomhed.*
*Bortset fra de højeste. Din søn er næsten voksen har du tænkt dig at få flere børn?* spurgte han pludselig.
Astrid blev målløs.
*Det synes jeg ikke er relevant,* svarede hun irriteret.
*Bare rolig, jeg skal vide det hele. Hvor meget forventer du at tjene hos os?*
Hun nævnte et beløb tæt på sin gamle løn. Mandens øjne blev store.
*Det er meget højt. Vi tilbyder halvdelen, delvis som bonus. Jeg ved ikke, hvor du finder en stilling med den løn nu. Jeg forstår, hvis du ikke accepterer*
Astrid sagde farvel og gik. Hjemme brokkede hun sig over, at hendes erfaring ikke blev værdsat, og at lønnen var for lav. Januar og februar var kolde og snefulde, og Astrid blev hjemme. De solgte endda deres luksusbil en Mercedes. Det gjorde ondt at sige farvel til den.
*Du er ked af det, Astrid,* strøg Mads hende over håret. *Men rolig, vi køber en mindre, billigere bil. Det er midlertidigt.*
Men en dag ringede Lise.
*Astrid, er du hjemme? Kan jeg komme forbi? Jeg vil gerne snakke.*
*Ja, kom du.*
De sad på køkkenet og drak kaffe, da Lise sagde:
*Astrid, kom og arbejd i vores butik. Søren og hans ven vil starte et lille firma flise- og renoveringsarbejde. Du ved, han er god til det. Så han vender tilbage til sit gamle job. Jeg kan ikke klare butikken alene. Der er meget at gøre køre til lageret, fylde hylderne. Desværre trækker supermarkederne kunderne væk. Men jeg stoler på dig. Vi kan arbejde sammen.*
Astrid tav. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.
*Skal jeg køre rundt med kartofler og gulerødder?* spurgte hun til sidst.
*Første tid kan jeg eller Søren hjælpe. Men du lærer det hurtigt.*
Astrid fornærmede ikke Lise, men lovede heller ingenting. Da Mads kom hjem, fortalte hun ham alt.
*Hvordan kunne hun foreslå det? Skal jeg blive grønthandler? Det er simpelthen ydmygende.*
Mads kunne ikke holde det ud og råbte:
*Nu er det nok! Jeg er træt af at høre på dit brok. Vågn op! Du har en svær periode ingen arbejde, du hader at være hjemme, du vil ikke spare. Hold op med at fornærme Lise. Hun tilbyder dig det af et godt hjerte. Jeg ser intet ydmygende i det. Stop med at ynke dig selv. Hvis livet tvinger dig til at ændre planer, så må du gøre det.*
Astrid havde aldrig set Mads sådan før.
*Men hun tilbyder det af medlidenhed. De kan ikke lide mig*
*Hvordan skal de kunne lide dig, når du altid lader dem forstå, at du har en universitetsuddannelse, mens de ikke har? Men hun er en god mor og husmor.*
Der herskede tavshed i hjemmet i to dage. Men Astrid tænkte over Mads ord, og da han kom hjem, sagde hun:
*Mads, jeg har besluttet mig. Jeg arbejder med Lise. Jeg starter i morgen.*
*Sådan, min kloge pige. Din viden vil også komme til nytte der*
Der gik halvandet år. Den første måned græd Astrid, når hun så sine hårde hænder og manglende manicure. Nogle kunder var uhøflige, men hun bed tænderne sammen for at undgå skænderier. Efter tre måneder fik hun styr på handlen og forstod, at det ville gå.
Men så brækkede Lise benet, og Astrid måtte klare butikken alene. Hun kørte selv lastbilen, hentede grøntsager, fandt hjælp til losning. Senere lukkede de butikken kortvarigt og renoverede. Astrid investerede også sine sparepenge i forretningen.
Hun lavede en forretningsplan, diskuterede markedsføring og hvordan de kunne konkurrere med supermarkederne. Pludselig begyndte det at løbe rundt, og overskuddet kom. Når Astrid så sig i spejlet, så hun en forretningskvinde måske i cowboybukser og ternet bluse, måske uden Mercedes og med færre besøg i beauty-salon, men med et smil på læben. Hun var tilfreds med livet.
Nu overvejer de endda at åbne en butik mere og det gør de sikkert.
