For Mette Kirsten var den oktober, hvor Mikkel giftede sig med Freja, en mørk tid. Hun så ikke den gyldne efterårs skønhed. Hun så kun, hvordan hendes dreng, hendes livs mening, hendes største projekt, gled ind i kløerne på den… Freja.
Fremtidige svigerdatter havde hun taget en uforklarlig modvilje til fra første øjekast. For selvstændig, for uafhængig. Hun så én lige i øjnene, havde sine egne meninger. Og værre endnu med en barnepige på armen. Født uden en mand. Hvem var hun så? “Nu har hun fanget min Mikkel, og nu skal vi også fodre hendes datter,” tænkte Mette med en bitter eftertanke.
Men der var jo en anden. Lise.
Datteren af hendes veninde. Den, som Mette Kirsten allerede i sine tanker havde giftet med Mikkel. Rolig, stille, lydig. Bogholder. Arbejdede i en respektabel virksomhed. Og vigtigst af alt hun forstod og accepterede den specielle bond mellem mor og søn. Lise havde endda engang sagt: “Mette Kirsten, jeg vil altid rådføre mig med dig, du kender ham jo så godt.” Sådan nogle perfekte ord.
Men denne Freja! Med hende var det umuligt at finde en fælles forståelse. På alle tilbud om hjælp, om at forklare, hvordan man lavede de bedste frikadeller til Mikkel eller stryge hans skjorter, svarede hun høfligt men bestemt: “Tak, vi klarer det nok selv.” Det “selv” skar Mette Kirsten dybt. Hun var jo moren! Hun vidste bedst!
***
Også hos Freja var der ingen stor glæde. Som 30-årig boede hun stadig hos sine forældre, opdragede sin datter og drømte selvfølgelig om at møde kærligheden. Mikkel foreslog hurtigt, at hun skulle flytte ind hos ham, næsten en måned efter de mødtes først uden datteren. Og et par måneder senere til rådhuset han havde endelig fundet “den rette” og var klar til at bygge et hjem.
Freja var i syvende himmel. Det var den ægte, blendende kærlighed, hun altid havde drømt om. Når nogen prøvede at bremse hende, påpege, at forelskelse er blind, at Mikkel ikke var klar til ægteskab, blev hun fornærmet. Hun elskede ham højt og var sikker på, at hun kunne varme ham, gøre ham lykkelig, hjælpe ham med at “sprede sine vinger.”
En måned før brylluppet sad hun i sin mors køkken. Moren drak te og så på hende med en underlig sorg.
“Freja, du ved godt, at Mikkels karakter er… kompliceret?” begyndte hun forsigtigt.
“Mor, han er bare sårbar!” forsvarede Freja straks sin forlovede. “Ingen har nogensinde forstået ham. Men jeg gør.”
“Det handler ikke om forståelse, skat. Han er vant til at blive passet på, til at leve under sin mors vinger uden ansvar. Er du klar til at slæbe alt selv? Ham, hans mor, din datter?”
“Han vil løsrive sig fra hende, når vi får vores egen familie! Mikkel har bare brug for kærlighed og støtte. Det vil jeg give ham.”
Søsteren Signe var mere direkte. Efter en af Mikkels besøg, hvor han hele aftenen fortalte om sine klager over sin tidligere chef uden at lade andre få et ord indført, tog hun bruden til side:
“Freja, din Mikkel er en fuldendt egoist. Ser du det overhovedet? Han opdager ikke folk omkring sig, det er kun ham selv, der interesserer ham.”
“Han er bare ked af det. Du har ikke set, hvor øm og sjov han kan være!”
“Du idealiserer ham,” rystede Signe på hovedet. “Ægteskab handler ikke om ømhed, men om hvem der tømmer skraldespanden og bringer dig te, når du er syg.”
Freja hørte ikke efter. Hun var sikker på, at familien bare misundte hende det hurtige bryllup. De troede ikke på ægte kærlighed. Hun og Mikkel skændtes næsten ikke i de første måneder. Hun elskede at indrette deres nye hjem, prøve nye opskrifter det var en glæde at lave mad til ham. Desuden rejste han ofte på forretningsrejser, så de savnede hinanden. Kort sagt, Freja ignorerede andres meninger. Og forsøgene fra hendes svigermor på at blive hendes rådgiver afviste hun roligt heldigvis boede Mikkel i sin egen lejlighed, hvilket gav hende håb.
***
Hvis Mette Kirsten kunne, ville hun have forbudt sin søn at gifte sig. Men det skete for hurtigt, han var jo en voksen mand, snart 34 år. Håbet om, at han efter tre måneder ville smide Freja ud, som han havde gjort med tidligere kærester, blev ikke til virkelighed. Desuden blandede Frejas store familie sig i. Mette nægtede at deltage i bryllupsplanlægningen. Hun var den eneste gæst fra brudgommens side og mente, at hvis brudens forældre ønskede et dyrt fest, var det deres sag. Under brylluppet stirrede hun uafbrudt på det unge par. Hun så, at Freja var ægte forelsket og ikke kunne tage øjnene fra hendes søn. “Det varer ikke,” tænkte svigermoderen. “Hun bliver træt og forlader ham. Mikkel kan ikke leve med hende.”
Efter vielsen hentede Freja sin datter hos sine forældre og begyndte at skabe familieliv. Mette Kirsten boede i den anden ende af byen, men ringede og besøgte så ofte, at det begyndte at irritere den unge kone. Svigermoren krit
