Efter min mands begravelse kørte min søn mig ud på en skovvej og sagde: “Her er dit sted.”
Jeg græd ikke efter min mands død. Ikke fordi jeg ikke elskede hamvi havde levet sammen i toogfyrre år, gennem alt: fattigdom, sygdom, og de få glæder, der nu var. Jeg græd ikke, for tårerne sad fast et sted dybt indeni, som en sten i halsen. De kom ikkeikke ved graven, ikke senere, da naboens Karen kom med risengrød og sagde: “Nå, Valdemar, du må holde ud.” Jeg nikkede, smilede høfligt og lukkede døren.
Andersmin sønstod ved min side under begravelsen. Høj, rank, i et dyrt sort jakkesæt, der sikkert kostede mere end min halvårlige pension. Han holdt mig under armen, som det sømmer sig, som man lærer det i fine familier. Men hans hånd var kold. Ikke af vejretaf meningen. Som om han ikke holdt sin mor, men en pligt. En byrde.
Ved gravøllet holdt han taler. Smukt, højlydt, med pauser og gestus. Alle nikkede, roste: “Hvilken søn! Så flot! Så klog!” Jeg sad i hjørnet og så på ham. På hans ansigtså velkendt og alligevel fremmed. Øjnenemine. Næsenhans fars. Smiletikke mit. Et fremmed smil, fra en, der for længst var holdt op med at være min.
Tre dage efter begravelsen kom han forbi. Jeg var i gang med at brygge kaffemanden elskede altid en stærk kop om morgenen, med mælk, uden sukker. Vanen hang ved. Anders satte sig ved bordet, lagde bilnøglerne og mit pas foran mig.
“Mor,” sagde han, “jeg har tænkt over det. Du vil have det bedre på et plejehjem. I skoven. Roligt, hyggeligt, god pleje. Ren luft, og folk på din egen alder. Du behøver ikke bo alene i lejligheden. Du ved, hvor svært far havde det… Du kunne også…”
Han fuldendte ikke sætningen. Men jeg forstod. Han mente: *Du kunne også dø.* Eller rettere: *Du burde dø. Snart. Så du ikke er til besvær.*
Jeg tav. Drak min kaffe. Brandvarm. Brændte læberne. Men jeg drak. For ikke at ryste. For ikke at skrige. For ikke at kaste koppen efter ham.
“Lejligheden…” begyndte han, “og virksomheden… er mine nu. Far overdrog det hele til mig for et år siden. Du ved, han tænkte altid på mig. Så der ikke skulle være uenighed.”
Jeg vidste det. Vidste, at manden et år før sin død havde overført alt til sønnen. Spurgte mig ikke engang. Jeg protesterede ikke. Tænkte: *Lad ham bare. Det vigtige er, at han er der. At han tager sig af mig.* Naivt fjols.
“Du forstår vel,” fortsatte han, “at du ikke hører til der mere. Du kan ikke klare det alene. Du… er træt. Du… er gammel.”
Det sidste ord sagde han blødt. Næsten medlidenhed. Som en diagnose. Som om jeg var en ødelagt ting, der skulle smides ud.
“Hvornår?” spurgte jeg.
Han havde vel forventet tårer, skrig, trusler. Men jeg spurgte bare: “Hvornår?”
“I morgen,” svarede han. “Tidligt. Jeg henter dig. Alt er arrangeret. Du behøver ikke engang pakkeder er alt, hvad du skal bruge. Tag kun det allernødvendigste. Og… vær ikke bekymret. Jeg kommer på besøg. Selvfølgelig.”
Han løj. Jeg vidste, han ikke ville. Ikke en eneste gang.
Næste morgen kom han i sin Mercedes. Jeg gik ud med en kuffert. I den: et foto af min mand, mit pas, nogle penge, jeg i hemmelighed havde sparet op i årevis, og en notesbog med opskrifter. Dem han altid elskede.
Anders åbnede bagagerummet, smed min kuffert derind som en sæk kartofler. Åbnede så bildøren for mig. Jeg satte mig på bagsædet. Han sagde ikke engang “kør.” Bare startede bilen og kørte væk.
Vi kørte i tavshed. København forsvandt bag os. Så forstæderne. Så skoven. Vejen blev smallere, gruset, fuld af huller. Jeg stirrede ud ad vinduet. Træer. Stilhed. Fugle. Skønhed. Og frygt.
“Anders,” sagde jeg, “hvor ligger dette plejehjem?”
Han svarede ikke med det samme. Så kastede han det over skulderen:
“Du ser det snart.”
Tyve minutter senere drejede han ind på en smal skovsti. Bilen hoppede i ujævnhederne. Jeg holdt fast i dørhåndtaget. Hjertet hamrede. Ikke af bumpene. Af en forudanelse.
Han stoppede bilen. Gik ud. Åbnede min dør. Jeg steg ud. Ingen mennesker. Ingen bygninger. Ingen hegn. Kun skov. Tæt, mørk, tavs.
“Her,” sagde han. “Dit sted.”
Jeg så mig om. Så på ham. På hans ansigt. Det var roligt. Næsten tilfreds.
“Hvad mener du’mit sted’?” spurgte jeg.
“Præcis det,” svarede han. “Du forstår. Her vil du have det bedre. Roligt. Fredeligt. Ingen vil forstyrre dig.”
Han satte en taske ved siden af mig. Mad nok til et par dage. Derefter… nå, du er en klog kvinde. Du finder ud af det.
Jeg stivnede. Hjernen summede. Som om nogen havde slukket for lyden i verden.
“Du… efterlader mig? Her? I skoven?”
Han trak på skuldrene.
“Jeg efterlader dig ikke. Jeg… giver dig fri. Du skal alligevel snart videre. Hvad skal du med en lejlighed? Hvad skal du med byen? Du er i vejen for mig. Ærligt. Du minder mig om, at jeg burde føle noget. Og det vil jeg ikke. Jeg har mit eget liv. Min egen familie. Kone, børn… de vil ikke bo med bedstemor. Især ikke en… træt én.”
Han sagde det så let. Som en indkøbsseddel.
“Anders…” hviskede jeg. “Jeg er din mor.”
*”Var,”* rettede han. “Nu er du en byrde. Undskyld. Men det er bedst for alle.”
Han satte sig i bilen. Startede motoren. Jeg kastede mig mod døren. Greb håndtaget.
“Anders! Vent! Jeg… jeg giver dig alt! Lejligheden, pengene, alt! Bare efterlad mig ikke her!”
Han gav gas. Bilen skød frem. Jeg faldt. Slå
