Jeg vil ikke længere leve andres liv. Jeg er seksogfyrre år gammel – og først nu begynder jeg at trække vejret.
Nogle gange føles livet, som om det pludselig stopper op. Du går og går – og så på et tidspunkt støder panden mod en usynlig væg. Når du åbner øjnene, indser du: hele tiden har du ikke levet for dig selv. Du blev ført, du blev dirigeret, du blev peget i en retning, mens du bare tav og fulgte med. Fordi det var det, du var vant til. Fordi det var sådan, det skulle være. Fordi at være bekvem var nærmest en pligt.
Mit navn er Mette, jeg er fra Aarhus, og det gør ondt at indrømme det. Fordi jeg har været stille for længe. Hele mit voksne liv har jeg tilpasset mig, plejet andres behov og accepteret ting, jeg ikke brød mig om. Og først nu, næsten ved afgrunden, stiller jeg mig selv det vigtigste spørgsmål: Hvad hvis jeg slet ikke har levet?
For nylig mødte jeg min barndomsveninde, Lise. Vi havde ikke set hinanden i over ti år. Hun var blevet ældre, men også smukkere og mere rolig. Vi talte i timevis, som om vi skulle indhente alt det tabte tid. På et tidspunkt så hun mig ind i øjnene og spurgte: *”Mette, er du lykkelig?”* Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Fordi svaret var nej. Og det havde det altid været.
Som barn blev jeg styret af andre. Mine forældre var gode mennesker, men autoritære. Deres ord var lov. De bestemte, hvilke fritidsaktiviteter jeg skulle gå til, hvem jeg måtte omgås, hvor jeg skulle studere, og hvem jeg skulle være. Jeg drømte om at blive psykolog – menene mente, at lærer var det rigtige. *”Det er sikkert, det er stabilt,”* sagde de. Uden at spørge mig indsendte de mine papirer til læreruddannelsen. Jeg bestod eksamen, blev optaget – og fra den dag flød jeg bare med strømmen.
Efter uddannelsen fik de mig en stilling som dansklærer på en erhvervsskole. Jeg var angst for at stå foran en klasse, men tænkte: *”Hvis de har valgt det, må de vide bedst.”* Arbejdet gav mig ingen glæde, men jeg vænnede mig til det. Jeg holdt ud.
Og så mødte jeg Jens. En stabil, pålidelig mand med en haveforeningsbaggrund og en bedstefar, der havde været i modstandsbevægelsen. Han var høflig, bestemt, men ikke påtrængende. Efter et år friede han, og jeg sagde ja. Fordi jeg var treogtyve. Fordi det var det, man gjorde. Fordi det var *”på tide”*.
I begyndelsen var det fint nok. Men så begyndte det. Han slog mig ikke – nej. Men han undertrykte mig. Jeg holdt op med at bruge makeup, fordi han sagde, det *”kun var for lette kvinder”*. Jeg bar ikke farverigt tøj, mødtes ikke med veninderne, fordi han syntes, det var *”unødvendigt”*. Jeg tav. Jeg lærte at lave hans yndlingsretter, vaskede, strygede, arbejdede, fødte børn. Og tav. Fordi det var sådan, min mor og mormor havde levet. Fordi jeg ikke vidste, hvordan det ellers skulle være.
Min eneste glæde var min datter, Freja. Hun var anderledes fra barnsben af – fyldt med liv, dristighed og en skarp sind. Jeg opdragede hende anderledes. Jeg lærte hende at vælge. At ikke være bange. At ikke rette sig efter andre. Da hun var ti, begyndte jeg i smug at spare penge op – til fremtiden, til friheden, til en chance.
Efter syvende klasse sendte jeg hende til Sverige for at studere. Året efter startede hun på universitetet. Nu bor hun i Stockholm, læser til designer og er kærester med en fantastisk fyr. Og jeg siger til hende: *”Bliv der. Lev dit eget liv. Gør ikke som mig.”*
Min moster Birthe hjalp mig – en klog, barnløs kvinde. Hun var den første, der sagde til mig: *”Mette, du er ikke en slave. Du er en kvinde. Og der er stadig alt foran dig.”* Dengang lo jeg. Men nu… nu forstår jeg, at hun havde ret.
I dag gik jeg for første gang ind hos en ejendomsmægler – jeg leder efter en lejlighed. Jeg har fået nyt arbejde – ikke som lærer, men som redaktør for en lille forlagshus. Lønnen er beskeden, men jeg føler, at jeg endelig lever. Jeg er begyndt på en sykursus. Om aftenen broderer jeg, som jeg gjorde i min ungdom. Læser H.C. Andersen og Karen Blixen, bøger jeg altid gemte væk fra min mand. Og jeg smiler, når jeg går hjem. Til mit eget, selvom det kun er lejet, selvom det er lille – det er *mit*.
Jeg fortryder ikke, at jeg går. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gjorde det før. Men nu ved jeg: det er aldrig for sent at vælge sig selv. Selv når man er seksogfyrre. Selv når man har brugt årtier på at følge andres vej.
Nu lever jeg, som jeg vil. Og jeg vil aldrig igen lade andre bestemme, hvem jeg skal være. Jeg er ikke datteren, ikke hustruen, ikke læreren. Jeg er en kvinde. Jeg er Mette. Og jeg *er*.
