Der var engang en tid, hvor jeg ville leve for mig selv.
»Nåh, Mette, hej! Er du kommet for at besøge din mor?« råbte nabokonen fra sin altan.
»Goddag, fru Hansen. Ja, det er til mor.«
»Du skulle tale med hende,« sukkede kvinden. »Hun er helt forandret efter skilsmissen, den stakkel.«
»Hvad mener du?« spurgte Mette og spændte sig.
»Jeg har søvnproblemer og vågner tidligt. En morgen ved fem-tiden så jeg hende stige ud af en taxa. Og hun så lad os sige det mildt, ikke helt som sædvanlig. Måske lidt beruset. Alle naboerne hvisker om det. I hendes alder! Og hvorfor sendte hun din far ud? Ja, han begik en fejl, men hvem har ikke sine synder? Så mange år sammen det er da tosset at skilles nu.«
»Tak, fru Hansen,« sagde Mette og synkede tørt. »Jeg skal nok tale med hende.«
Med disse ord skyndte hun sig ind i huset. Hendes mor havde faktisk sendt faren ud for et halvt år siden, efter at have opdaget ham i utroskab. Mette havde bedt hende om ikke at handle i hast alt kunne jo ske. Men moren havde været fast. Og det mærkeligste var, at hun ikke var faldet i depression, som man kunne forvente, men tværtimod levede livet fuldt ud. Nye tøjer, dans, barer, veninder ting hun aldrig havde gjort før.
Det var svært for Mette at acceptere. Hun skulle selv giftes snart, de planlagde børn. Og hendes mor i byen til morgenstunden? Hvordan skulle hun blive en bedstemor? Hvordan skulle hun præsenteres for svigermor, når den ene strikkede tæpper, mens den anden morede sig i natklubber?
Når hun trådte indenfor, kom moren hende i møde med tekanden i hånden og et stort smil. Ikke iført en slidt morgenkåbe, men et moderne beige sæt. Neglelak, pedikure, falske øjenvipper det var tydeligt, at hun nød livet.
»Nå, hvordan har du det, Peter?« spurgte hun og satte kopperne på bordet.
»Alt er fint,« svarede Mette og prøvede at beherske sin tone. »Men hvad med dig?«
»Fantastisk! I aftes var jeg ude med pigerne til tidlig morgen. Vi dansede, og så karaoke. Sikke en fest!«
»Fru Hansen fortalte mig alt,« sagde Mette mørkt. »At du kom hjem ved fem-tiden og så beruset ud.«
Moren lo. »Hvad troede du? Drikker man te på en bar?«
Mette kunne ikke holde sig tilbage. »Mor, synes du ikke, du går lidt for langt?«
»Hvordan da?«
»Altså, lad os sige det mildt, du er ikke tyve år længere. Hvilke danse, hvilke klubber? Du burde være et forbillede. Du skal være bedstemor!«
»Jeg er en kvinde, der endelig er fri. Jeg vil ikke leve efter andres manuskripter.«
»Men du levede så mange år med far! Hvordan kan du komme så let over det?«
Moren tav et øjeblik, så sagde hun roligt men bestemt: »Din far bedrog mig. Det var ikke en fejl, men et bevidst valg. Og jeg vil ikke længere bare være en tjener. Jeg vil leve. For mig selv. Jeg har levet for familien i så mange år. Nu gør jeg, hvad jeg vil.«
»Men du har snart halvtreds!«
»Og hvad så? Jeg behøver ikke at blive gammel efter en tidsplan.«
Mette indså, at hun var gået for langt. »Undskyld, jeg ville ikke være ubehagelig. Jeg bryder mig bare om dig.«
»Hvis du skammer dig over mig, så lad være med at invitere mig til brylluppet. Men vid dette: Jeg vil ikke skjule mit grå hår under et tørklæde, og jeg vil ikke gå i vide kjoler. Jeg vil danse, og måske endda flirte. Jeg har det godt.«
»Nej, mor, jeg vil have dig der. Det er bare«
»Bare fordi tante Hansen ikke bifalder det? Jamen, det rager mig ikke. Jeg lever endelig.«
Da hun kom hjem, fortalte hun alt til sin forlovede. »Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere.«
Peter grinede: »Jeg synes, din mor er fantastisk. Hun faldt ikke i depression, hun valgte livet. Det er ingen forbrydelse at være glad.«
I weekenden ringede Mette til sin mor. »Mor, skal vi ikke på spa og derefter på en bar med live musik?«
»Hvis du ikke skammer dig over mig?«
»Jeg siger bare, du er min storesøster,« lo Mette.
»Så er vi enige. Men vi går ikke hjem tidligt.«
Den dag blev et vendepunkt. For første gang forstod Mette, hvilken indre styrke hendes mor havde. Og måske burde hun lære af hende at være sig selv. At leve ikke »som man skal«, men som hun føler det.
