Uden indbydelse
I dag flyttede Mette ind i sin egen lejlighed. Og det var ikke noget problem, at lejligheden var lille og lå i udkanten af byen. Stueetagen i den treetages bygning var så tæt på jorden, at hun kunne hoppe direkte ud i gården fra vindueskarmen. Værelset på tolv kvadratmeter rummede en seng, et tofløjet skab, en sofabord og to stole. Køkkenet bestod af et bord, en skabsenhed under vasken, en taburet og det var det. Ingen plads til mere. Men det var hendes eget.
Mette havde fået lejligheden som sin del af arven efter sin moster, som altid havde været vild med sin niece for hendes rare væsen og vilje til at hjælpe til enhver tid.
Arven var akkurat nok til denne lejlighed. Der var ingen andre muligheder i byen til den pris.
“Det er en fin lille lejlighed, lys og praktisk,” havde ejendomsmægleren sagt. “Perfekt til én person.”
“Ja, til én Men jeg skal også have plads til et køleskab,” mumlede Mette.
Hele dagen gjorde hun rent, vaskede og pudsed.
Om aftenen skinnede alt, og tingene var på plads. Vandkogeren summede på komfuret, og service var stablet på den brede vindueskarm. Mette gik igen rundt i sit nye rige og prøvede at regne ud, hvor det kommende køleskab skulle stå.
Aften blev til nat. Teen var drukket, men køleskabets plads var stadig et mysterium.
Mette hoppede op i sengen, trak dynen op og faldt til ro.
Udenfor kaldte græshopperne. Deres sang lullede den trætte pige i søvn
Et brag fra køkkenet fik hende til at fare op. Hun greb sin telefon klokken var tre. Mørkt. Så det var stadig nat. Indbrudstyve? Spøgelser? Eller bare vinden?
Hun listede hen til døren og kiggede ud i køkkenet.
Servicen fra vindueskarmen lå nu spredt ud over gulvet. Hendes yndlingskop var knækket i to lige store stykker, og midt imellem dem sad der en kat.
En helt almindelig stribet kat. Bare meget stor. Enorm, faktisk. Den så roligt på Mette.
“Hvor kom du fra?”
Katten så hen mod vinduet, som om den svarede.
“Så gå tilbage!” vinkede Mette afværgende. Men med ét spring landede katten i stuen og lagde sig midt i sengen.
Næste morgen vågnede de to sammen: Mette på en stol, katten i sengen. Klokken seks strakte den sig, gabte og forlod lejligheden.
Dagen gik med flere indflytningsprojekter.
Først sent om aftenen tænkte Mette på gæsten. Hun tog forholdsregler: gemte service i skabet og lukkede vinduet. Det måtte holde.
Men præcis klokken tre hørte hun larm udenfor. På vindueskarmen sad den samme kat. Den pressede panden mod ruden og stirrede på hende med et mørkt, intensivt blik.
“Bliv du bare der,” mumlede Mette og gik i seng.
Næste morgen føltes hendes ben tunge. Hun åbnede øjnene katten lå oven på hendes fødder.
“Åh, dig!” Mette greb en pude, men katten gabte bare og gik roligt hen til det åbne vindue, som hun havde lukket om aftenen.
Den næste nat besluttede Mette at holde sig vågen og afsløre grænseoverskrideren. Hun slukkede lyset, satte sig ved vinduet og holdt øje med gården. Øjnene vænnede sig til mørket, træerne svajede, græshoppernes sang blev til en slags brummen
Hun vågnede på stolen med katten på skødet, der brummede højt.
“Nå, hvad gør jeg ved dig? Hvis jeg ikke kan slippe af med dig, må jeg lære at leve med dig. Der skal jo være en mand i huset,” gav Mette op.
Nu blev katten hængende om dagen også.
Da det længe ventede køleskab endelig kom, havde Mette stadig ikke fundet en plads. Katten løste problemet: Den satte sig i hjørnet af entreen og mjauede højt. Efter lidt måling var det tydeligt det var den perfekte plads.
Kattens yndlingssted blev nu oven på køleskabet. Der sov den, spiste og vaskede sig. Det var dens rigtige hjem.
En aften begyndte den at opføre sig underligt. Den hoppede ned, undersøgte køleskabet fra alle sider, hoppede op igen, rodede lidt, og så gentog det hele Til sidst frøs den i en sfinx-stilling.
“Har du fundet ro?” spurgte Mette. “Godt. Sov nu. Det gør jeg også.”
Katten rørte sig ikke.
Midt om natten vækkede et hyl Mette fra en god drøm.
Katten sad på sit køleskab og skreg. Selv en ambulance eller politibil kunne ikke måle sig med larmen.
“Er du syg?”
Katten rejste sig, bukkede ryggen og hylede videre. Den ville ikke lade sig berolige. Pludselig sprang den ned og stillede sig ved siden af Mette. I samme øjeblik begyndte der at gnistre og ryge bag køleskabet. Katten løb hen til døren og kradsede desperat udenfor var sikringsskabet. Mette slukkede strømmen med et klik og åbnede vinduerne.
“I morgen ringer vi til en elektriker. Men lad os sove nu. Tak, katten. Hvad ville der være sket uden dig?”
Næste morgen var katten væk.
Og den kom ikke tilbage den aften.
Eller dagen efter.
Nogle sagde, det var en tilfældighed. Andre mente, det var moster, der havde sørget for hende. Men Mette var sikker: Det var hendes skytsengel. For den kat var trådt ind i hendes lejlighed og hendes liv med en selvsikkerhed, der ikke lod sig forklare.
