Mærkeligt beslutning
Hun gik gennem parken, da Ida standsede på broen og lænede sig lidt frem mod rækværket. Floden under hende var kold og mørk, måske ikke engang særlig dyb, men hvis man faldt ned… Ida rystede af tanken og skyndte sig videre.
Hun kom hjem fra sin veninde Lærkes hus, hvor hun havde overnattet efter at være løbet hjemmefra midt i en frygtelig skænderi. Lærkes mor, Mette, var usædvanlig venlig og tog hende straks ind.
“Kom bare ind, lille skat, Lærke er derinde,” sagde hun uden at spørge, hvorfor Idas øjne var røde af gråd.
Mette vidste nok, det ikke var tilfældigt. Hun gav pigerne aftensmad, varm te og småkager, og sendte dem i seng. Næste dag var det weekend, men Ida besluttede at gå hjem det føltes forkert at misbruge sin vens gæstfrihed.
“Tak, tante Mette, jeg går hjem nu. Mine forældre er sikkert bekymrede,” sagde hun og gik.
Da hun gik over broen, så hun en lille kirke. Mærkeligt nok havde hun aldrig lagt mærke til den før, selvom hun havde gået denne vej mange gange med Lærke. Pludselig føltes det rigtigt at gå ind.
Der var gudstjeneste, men kun få mennesker. Ida gik frem og så et stort alterbillede af en ung kvinde, der blidt holdt et barn. Hun kunne ikke tage øjnene fra det. En ældre kvinde med tørklæde hviskede pludselig til hende:
“Tvivl ikke, skat. Få det barn. Alt bliver godt.”
Ida fo’r sammen. “Hvordan vidste du det?”
“Åh, barn, jeg har levet længe nok til at se, hvad der tynger et hjerte,” svarede kvinden med et mildt smil. “Tro mig, du vil ikke fortryde det. Ingen kvinde har nogensinde fortrudt at få et barn. Jeg har set mange som dig her. Få det, og lyt ikke til dem, der siger dig imod.”
Præsten læste en bøn, og den gamle kvinde korsede sig. Ida blev lidt endnu, men gik så hjem.
“Det må gå, som det går,” besluttede hun. Den gamle kvinde havde ret.
Dagen før havde hun og Lærke siddet på en bænk i parken efter skole. Ida var ulykkelig.
“Hvad har du besluttet, Ida? Beholder du barnet? Hvad med Mads? Har du fortalt ham det?” bombarderede Lærke hende med spørgsmål. “Hvad siger dine forældre?”
“Åh, Lærke, rolig nu. Jeg kan knap nok tænke,” sukkede Ida.
Hun var i andet år på universitetet, og nu dette. Hun anede ikke, hvordan hun skulle fortælle det til sine forældre især ikke sin mor, Lise. Hun var hård og uforudsigelig.
“Mor slår mig sikkert ihjel,” hviskede Ida. “Mads sagde, han ikke ville have barnet. Han er ikke klar til at blive far. Han bad mig om ikke at ringe igen. Jeg troede virkelig, han elskede mig vi har været sammen siden gymnasiet.”
Lærke bandede af Mads og hans fejhed.
“Tante Lise vil blive vred, det er klart…” sagde Lærke lidt usikkert. “Men hvad vil du selv?”
“Jeg ved det ikke,” græd Ida. “Jeg er kun på andet år, Mads har forladt mig, mor vil aldrig acceptere det.”
“Okay, jeg fortæller det i aften,” sagde hun og rejste sig.
Aftenen endte i kaos. Lise skreg:
“Hvordan kunne du? Andet år på universitetet! Har du ingen fornuft? Ingen barn! Du skal færdiggøre din uddannelse. Jeg tillader ikke, at du ødelægger dit liv!”
“Lise, er du sindssyg?” sagde faren, Niels, strengt. “Hvad får dig til at presse hende til dette?”
“Hold mund, Niels! Hun skal ikke bruge tid på bleer hun skal studere! Og hvor er Mads nu? Ingen gifter sig med en enlig mor. Afsted til hospitalet!”
“Vi er her for hende,” sagde Niels roligt. “Vi hjælper med vores barnebarn. Du overrasker mig, Lise.”
“Selvfølgelig, Niels det er ikke dig, der skal vaske bleer! Jeg er kun fyrre jeg gider ikke være mormor endnu!” skreg hun hysterisk.
Ida forlod huset mens forældrene skændtes. Hun løb til Lærke, hvor Mette altid tog imod hende.
Da hun kom hjem næste dag, var der stille. Faren læste avisen, moren var i køkkenet.
“Nå, der er du,” knurrede Lise.
“Godt, du er hjemme,” sagde Niels blidt. “Var du hos Lærke?”
Ida stod midt i stuen og sagde med fast stemme, så moren kunne høre det:
“Jeg beholder barnet. Jeg har taget min beslutning.”
Moren sagde ingenting.
Tiden gik, og huset blev roligere. En dag, da Ida og Lærke sad i parken, kom Mads’ mor, Hanne, hen til dem.
“Hej piger. Ida, må jeg snakke med dig?”
Lærke gik, og Hanne satte sig ned.
“Jeg ved, du er gravid. Lærke fortalte mig det hun gjorde det rigtigt. Ida, jeg beder dig: behold barnet. Jeg lover at hjælpe dig.”
Ida stirrede forbløffet.
“Min søn er en skiderik. Han er ikke klar til at være far. Men jeg vil støtte dig både følelsesmæssigt og økonomisk.”
“Hvorfor?” spurgte Ida.
“Min ældste datter kan ikke få børn. Og Mads… jeg har ingen tiltro til ham. Dette barn er mit barnebarn. Jeg vil være en del af dets liv.”
Ida så, at hun mente det.
Lille Mikkel blev født, mens Ida læste tredje år. Han var en glad, rundkindet dreng, der fik sin morfar, Niels, til at smelte. Hanne kom ofte på besøg.
Alt var fint bortset fra Lise. Lige før fødslen pakkede hun og forlod huset.
“Bliv I bare her med jeres bleer og søvnløse nætter. Jeg gider ikke være mormor.”
Hun flyttede ind hos en kollega, hun i årevis havde haft en affære med noget Niels ikke anede. Han var knust.
Ida tog ikke orlov. Niels og Hanne hjalp hende, og hun gennemførte sit studie.
Da Mikkel blev et år, blev det lettere.
“Mads er blevet indkaldt til militæret,” fortalte Hanne engang. “Måske bliver han voksen der.”
Senere meldte han sig til fast tjeneste og kom ikke hjem.
Årene gik. Mikkel voksede. Lise havde brudt alt kontakt.
En dag fortalte Ida sin far:
“Far, jeg er sammen med Jonas. Han er fantastisk.”
Niels smilede. “Bring ham hjem. Jeg vil møde ham.”
Jonas høj, kærlig, tredive år hilste pænt.
“Godaften, Niels.”
De fandt hurtigt fælles interesser.
“Jonas er god, Ida. Han elsker Mikkel,” sagde Niels senere.
Snart fik Mikkel en far, og Niels en svigersøn. Selv Hanne var glad for dem.
En dag, mens hun gik i parken med Jonas og Mikkel, mærkede Ida sit store mave og tænkte:
“Den gamle kvinde i kirken havde ret. Ingen kvinde fortryder at få et barn.”
Hun var lykkelig. Jonas også. Han ventede spændt på deres lille datter.
