**Dagbogsnotat**
Jeg hedder Mette, jeg er 17 år, og jeg kommer fra København. Jeg har holdt det hele inde i lang tid, men nu er jeg klar til at fortælle min historie. Måske genkender nogen sig selv i den. Måske vil nogen tænke over deres adfærd. Eller måske vil bare én mor stoppe op og tænke sig om, før hun svigter sin egen datter, som min gjorde.
Mine forældre blev skilt, da jeg var ti. Jeg vil ikke påstå, at vi førhen var en lykkelig familie – skænderier, bebrejdelser, en kulde mellem dem, som jeg kunne mærke, selv da jeg ikke forstod alt. Men efter skilsmissen blev det kun værre. Mor og far konkurrerede om, hvem jeg havde mest brug for – ikke af kærlighed, men af pligt. De sendte mig frem og tilbage som en kuffert uden håndtag. Hos far var der trangt, men roligt. Hos mor var der mere plads, men hvert år blev det sværere at trække vejret af al den spænding.
Alt faldt sammen, da mor mødte en ny mand. Hans navn var Thorsten. Han var omkring tredive, næsten ti år yngre end mor, og han opførte sig med det samme, som om han ejede huset, og jeg bare var i vejen. Først smilede han høfligt, lod som om han interesserede sig for mine dag. Men masken faldt hurtigt. Han kunne ikke lide, at jeg boede hos mor. Han hadede, at hun brugte penge på mig. Han sagde uden at tøve, at min far var uansvarlig, at jeg var en byrde, og at det var på tide, jeg «klarede mig selv».
Han manipulerede mor, sugede penge fra hende, overtalte hende om, at hun ikke havde brug for en teenagepige, men frihed og tid til sig selv. Og mor… mor lyttede til ham. Hun lagde ikke mærke til, at jeg græd om natten. Hvordan jeg stille samlede mine bøger på køkkenet for at undgå dem. Hvordan jeg låste mig inde på badeværelset i en time, bare for at være i fred.
Den sidste dråbe var den aften, jeg hørte dem skændes igen. Råbene var så høje, at ruderne rystede. Jeg løb ind for at træde imellem dem, for at beskytte mor – jeg var bange for, at han ville slå hende. Men det gik anderledes. Han stirrede på mig med et blik så fuld af raseri, at mit hjerte knugede sig sammen. Jeg råbte: «Hold op! Lad være med at råbe af hende!» – og så ramte hans slag mig. Et rigtigt, voksent slag. Han slog mig i ansigtet så hårdt, at jeg faldt og slog hovedet mod skabets hjørne. Alt blev sort. Jeg husker bare, at mor skreg… og så stilhed.
Jeg troede, han ville gå nu. At mor ville smide ham ud, holde om mig, ringe efter en læge, fortælle mig, hun elskede mig. Jeg ventede. Stirrede ind i hendes øjne – efter redning. Men hun hviskede kun: «Du har ødelagt alt.» Og en time senere sagde hun, jeg skulle flytte til min far.
Jeg pakkede i tavshed. Det føltes, som om mit hjerte var revet op med rode. Jeg græd ikke. Skreg ikke. Jeg gik bare, vidste, at mit hjem ikke længere eksisterede.
Nu bor jeg hos far. Han gør sit bedste, men vi har ikke den nærhed, jeg altid har søgt hos mor. Jeg håber ikke længere, at hun ringer, undskylder eller besøger mig… Selvom et sted indeni stadig er jeg den lille pige, der venter på, at mor åbner døren og siger: «Undskyld, skat.» Men det kommer ikke til at ske. Hun valgte en mand. Hun valgte ham – den, der slog sit barn.
Jeg ønsker hende ikke ondt. Men jeg ved det: en dag går han. Han finder en yngre, smukkere, mere eftergivende kvinde. Efterlader hende alene. Og måske husker hun så mig. Men jeg vil ikke længere være den, der tilgiver alt. For en mors svig er et sår, der aldrig heler.
Jeg siger det til alle forældre: få ikke børn, hvis I ikke er klar til at være der for dem, hvis I ikke kan sætte dem over jeres egne kærlighedsdramaer. Vi børn er ikke skyld i, hvem I elsker. Vi bad ikke om at blive født. Men hvis I alligevel vælger at bringe os til verden – så svigt os ikke.
Mor, hvis du nogensinde læser dette… ved, at jeg overlevede. Jeg kom på fode. Jeg er stærk. Men jeg kommer aldrig tilbage til dig med tårer som før. Du er ikke længere min mor. Du er bare kvinden, der engang fødte mig.
*Lærdommen i dag: Kærlighed burde ikke være en valgmulighed – den burde være en forpligtelse.*
