Jeg er ikke længere din mor
Mads Larsen sad klar til at køre hjem fra arbejde, da telefonen pludselig ringede. Et ukendt nummer. Han svarede modstræbende med et tryk på den grønne knap.
Hallo. Hvem er det?
Det er mig Hej, svarede en ukendt kvindestemme.
Hvem*mig*? spændte Mads sig. Sig, hvem du er!
Stilhed. Så stemmen igen, næsten uhørlig:
Det er mig din mor.
Mads frøs til. Fingrene klamrede sig til rattet, hjertet hamrede.
Hvad snakker du om? Min mor døde for niogtyve år siden!
Nej Jeg er Hanne Jeg fødte dig. Mads, det er virkelig mig
Han lagde på. Hjertet hamrede, håndfladerne var fugtige. Det føltes, som om nogen havde åbnet en dør til en forfærdelig fortid, han troede var begravet for evigt.
Få minutter senere ringede telefonen igen. Samme nummer.
Jeg vil ikke høre dig, sagde han køligt. Jeg har ingen mor. Kvinden, der fødte mig, forlod mig, da jeg var ni. Siden har jeg været forældreløs.
Bare fem minutter. Jeg beder dig
Hvorfor? Så jeg kan høre flere løgne?
Bare lad os mødes. En enkelt gang. Jeg forklarer alt.
Mads ville ikke. Men han vidstehun ville ikke stoppe. Hun ville finde hans adresse, banke på døren, forstyrre hans kone, skræmme hans døtre.
To dage senere mødtes de i en skov ved Randers udkant.
Hanne Nielsen sad på en bænk, sammenkrøbet, ældet, men stadig med spor af sin fordums skønhed. Hænderne rystede.
Hej, lille Mads
Mads, rettede han iskoldt.
Hun så opder var fortvivlelse i hendes øjne.
Jeg ved, det er min skyld Men jeg havde ikke noget valg
Han tav. Barndommens minder vældede fremhendes skrig, tallerkener, der blev smadret, hende, der forsvandt på dates og lod ham være alene.
Du efterlod mig hos tante Birthe. Og sagde: Jeg er tilbage om en måned. Men du løb til Spanien med en eller anden forretningsmand.
Jeg troede, han kunne hjælpe os begge Men han ville ikke have dig. Og jeg
Du valgte ham. Ikke mig.
Hun græd stille.
Jeg har ingen andre at vende mig til. Min mand er død, hans børn har smidt mig ud. Jeg har intet sted at bo. Ikke engang mad. Jeg er helt alene.
Er du ked af det for din egen skyld? spurgte han, lænende sig let frem. Hvem græd for mig, da jeg var ni?
Undskyld mig Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede om tilgivelse. Jeg ventede bare på, at du selv ville komme
Ikke engang en fødselsdagslykønskning. Aldrig.
Stilhed. Så hviskede Hanne:
Men du er alligevel en god mand Du voksede op, som du skulle.
Jeg voksede op på trods af dem, du hadede. Tante Birthe. Min kone. Mine venner. Men ikke på grund af dig.
Hun rakte hånden frem, men han trak sig væk.
Jeg dømmer dig ikke. Men for mig er du en fremmed. Ikke engang en fjende. Bare et tomrum.
Jeg er døende hviskede hun.
Så må du pakke dig sammen. Men ikke foran mig.
Han rejste sig og gik, uden at se sig tilbage.
Og for første gang i mange år føltes der en lettelse i hans bryst. Fortiden havde endelig frigivet ham. Og livetfortsatte.
