**Farvel, familie**
“Nej, mor, bare nej! Ring ikke længere til mig! Jeg er træt af dine evindelige anmodninger!” Mette smed telefonen på sofaen og begravede ansigtet i hænderne.
“Hvad er der nu sket?” hendes mand, Anders, kom ud fra køkkenet og tørrede hænder i et viskestykke.
“Jeg kan ikke mere, Anders. Mor vil have penge til Louise igen. Nu skal hun have en ny pelsfrakke, fordi det er ‘pinligt at gå i den gamle, når hendes mand er direktør’. Men min telefon, som jeg ikke har skiftet i tre år, interesserer ingen!”
Anders sukkede og satte sig ved siden af sin kone. De seneste fem år havde deres ægteskab handlet om at holde stand mod hendes familie, som sugede penge ud af dem til enhver lejlighed.
Det startede småt. Først skulle de hjælpe med at reparere sommerhusets tag. Så skulle Louise have penge til brylluppet. Derefter var broren Jonas kommet i klemme med lån, og de måtte redde ham. Og sådan fortsatte det. Altid en ny undskyldning.
“Du ved godt, at jeg må sige det,” Anders lagde en arm om hende. “Vi arbejder os selv halvt ihjel. Jeg tager ekstravagter på hospitalet, du oversætter til langt ud på natten. Og din familie behandler vores penge som deres egen.”
Mette tørrede øjnene. Han havde ret, men hvordan skulle hun sige nej til sin mor?
“Anders, det er min familie. Jeg kan ikke bare afbryde kontakten.”
“Det beder jeg dig heller ikke om. Men vi skal sætte grænser. Din søster er gift med en direktør, som du selv siger. Hvorfor kan han ikke købe frakke til hende? Og Jonas? Han lovede at betale os tilbage for et år siden! Vi måtte aflyse ferien på grund af ham!”
Telefonen ringede igen. Mette så på skærmen. Mor.
“Tag den ikke,” sagde Anders.
Men hun trykkede alligevel på den grønne knap.
“Ja, mor.”
“Mette, hvorfor taler du sådan til mig? Det er jo ikke for mig selv! Louise er gravid, hun må ikke fryse. Den gamle frakke er slidt. Vil du ikke hjælpe din egen søster? I har jo penge! Anders tjener godt, I var i Grækenland i fjor.”
“Mor, vi sparede op til den ferie i to år! Og Louises mand arbejder. Hvorfor kan han ikke købe en frakke til hende?”
“De har realkreditlån, de har lige købt bil. Du ved, hvor dyrt alt er nu. Og så vil du ikke hjælpe…”
“Jeg nægter ikke at hjælpe,” afbrød Mette træt. “Men vi har også vores egne drømme. Vi vil have børn, vi skal spare op.”
“Der kan man bare se! Det er tydeligt, at det er Anders, der har påvirket dig! Før var du ikke så kold. Familie hjælper hinanden!”
Mette følte, hvordan vreden boblede op i hende. Havde hun ikke altid hjulpet? Altid ofret sig for dem?
“Mor, jeg skal arbejde. Vi taler senere.” Hun afsluttede opkaldet uden at høre flere beskyldninger.
Anders så på hende. Han hadede at se hende lide på grund af dem, der burde støtte hende.
“Mette, vi er nødt til at tale om det her. Det kan ikke fortsætte.”
“Jeg ved det,” hviskede hun. “Men ikke i dag, okay? Jeg har brug for at hvile.”
Han nikkede og gik ud i køkkenet. Han forstod, hun havde brug for tid.
Aftenen efter ringede det på døren. De havde ikke ventet gæster.
Det var Louise – hendes lillesøster. Pyntet til fingerspidserne, med ny manicure og en designerhåndtaske. Hun lignede ingen, der manglede penge.
“Hej, søster!” Louise marcherede ind uden invitation. “Mor sagde, du nægtede at hjælpe mig med frakken. Er det rigtigt?”
Mette stod lammet. Anders kom ud fra køkkenet og hilset køligt.
“Ja, det er rigtigt,” sagde han fast. “Vi har ikke råd lige nu.”
“Hvordan det?” Louise slog ud med hænderne. “I har altid hjulpet før! Hvad er der sket?”
“Ingenting,” svarede Mette. “Vi har bare andre prioriteter.”
“Hvilke prioriteter?” fnøs Louise. “Endnu en ferie? Mor sagde, I sparede op til et barn, men det er da latterligt! I er over 30, hvad får I børn nu til? Jeg har brug for frakken nu, jeg er gravid!”
Anders kunne mærke vreden bruse op. De havde kæmpet for at blive gravide, gennemgået behandlinger. Den bemærkning var iskold.
“Louise,” sagde han roligt, “tillykke med graviditeten. Men din mand er direktør. Hvorfor kan han ikke købe frakke til dig?”
“Han har midlertidige økonomiske udfordringer,” svarede Louise vagt. “I har da bare mere held end os.”
“Held?” Mette kunne ikke holde det ud. “Anders arbejder to jobs! Jeg oversætter hele natten! Vi sparede hver en krone!”
“Nårh ja, selvfølgelig,” Louise rullede med øjnene. “De stakkels fattige. Men der var da råd til dyre ur til Anders.”
“Det købte jeg selv, for en bonus,” skar Anders igennem. “Og nu må du gerne gå.”
“Hvad?” Louise så chokeret ud. “Mette, tillader du ham at tale sådan til mig?”
Mette tav. På den ene side ville hun altid støtte sin familie. På den anden side så hun, hvor unfair deres krav var.
“Louise, Anders har ret,” sagde hun endelig. “Det er ikke det rigtige tidspunkt. Vi kan ikke låne dig penge.”
“Fantastisk!” hvæsede Louise. “Så din egen søster betyder intet for dig?”
“Jeg har hjulpet dig utallige gange,” sagde Mette stille. “Med dit bryllup, bilens udbetaling, ferien sidste år…”
“Skal vi til at regne det sammen nu?” afbrød Louise. “Mor havde ret. Du har ændret dig. Din mand har vendt dig imod os!”
Anders trådte frem, men Mette stoppede ham.
“Ingen har vendt mig mod jer, Louise. Jeg er bare træt. Vi arbejder hårdt, drømmer om vores egen familie. Hvorfor skal vi sige nej til os selv, bare fordi du vil have en ny frakke?”
“Fordi vi er familie!” råbte Louise. “Familie hjælper hinanden!”
“Ja, når hjælpen er nødvendig,” svarede Mette. “Men ikke til unødvendige ting. Du har allerede en frakke. Du viste mig den sidste år.”
Louise åbnede munden for at svare, men hendes telefon ringede. Hun tog den nyeste model frem – en telefon der kostede mere end Mettes månedsløn – og svarede.
“Ja, skat. Nej, jeg er hos Mette. Jo, jeg kommer nu. Selvfølgelig køber vi den. Kys.”
Hun lagde på og så på sin søster og svoger.
“Det var Kristian. Vi skal vælge møbler til babys værelse. Når I er så nærige, klarer vi os selv!”
Med et hårdt dørsmæk var hun væk.
MetteMette satte sig på ganggulvet med tårer, der faldt på hendes hænder, men for første gang følte hun sig fri.
