**Moders hjerte**
“Mamma, hvem er Frida? Er hun vores ejer? Hvorfor fodrer hun os så dårligt?” Små nysgerrige øjne stirrede på Simone og ventede på svar. “Nej, min skat, hun er ikke vores ejer. Hun er bare en gammel, syg kvinde. Hun ved ikke, hvad hun gør…” “Mamma, vil de store katte også spise mig, ligesom de gjorde med søster?” hviskede Rødtop og rystede af fryd. Simone sukkede tungt. “Nej, min dreng, de skal ikke spise dig! Det lover jeg!” Simone begyndte at slikke sit elskede, og nu eneste barn, og Rødtop blev langsomt rolig og faldt i søvn.
Simone blev født i kælderen af en lejlighedsbygning. Der var fire killinger. Hendes mor var en ung kat. Det var hendes første kuld. Og så snart en ny bejler dukkede op, glemte hun helt sine killinger og levede livet. Alligevel tænkte Simone på hende med taknemmelighed. Trods sin letsindighed havde moren givet sine børn masser af kærlighed. Hun havde ammet dem og lært dem at spise selv. Efter morens forsvinden måtte killingerne ud på gaden. Først holdt de sammen i gården, hvor nogle rare mennesker engang imellem gav dem mad. Tiden gik… Den grå bror blev kørt ned af en bil, Tigerstrib blev revet i stykker af hunde. Simone fulgte dem til regnbuen, mens hun græd over deres kolde, små kroppe. Hun sad ved dem, indtil viceværten jagede hende væk. Hun så, hvordan han skovlede de stivnede små kroppe op og smed dem i skraldespanden. Skæbnen for søsteren kendte hun ikke.
Da Simone blev voksen, lærte hun gadelivets love. Hun levede stille for sig selv. Lærte at være usynlig.
Og så kom hun i helvede… Frida… Hun mødte hende ved skraldespandene, hvor den gamle kvinde rodede og puttede ting i sin store taske. Frida stirrede på hende med vanvittige øjne og mumlede: “Misser, kom her, kom til mig!” Ingen havde lært Simone at frygte tandløse gamle koner, så hun gik nærmere i håb om mad. Pludselig greb Frida hende under armen, tog tasken og skyndte sig ind i opgangen.
Frida gik ind i lejligheden, smed katten på gulvet. “Du hedder Simone.” Og så glemte hun hende straks. Tiende af sultne øjne stirrede på Simone… “Misser-misser-misser!” lød Fridas stemme fra køkkenet, hvor hun sorterede sine “skatte,” og kattene løb hen til hende. Simone så sig omkring og blev rædselsslagen. Hun havde aldrig troet, mennesker kunne leve sådan. Bunker af beskidte, stinkende ting, bjerge af vasketøj, pis og lort overalt, fluer og kakerlakker i massevis. Og katte. Mange katte. De fleste var skræmte, udhungrede og syge. Men nogle var stærke, aggressive og sikre på sig selv. De var Fridas yndlinge. Hvorfor hun havde alle de andre, anede Frida ikke selv.
Sådan begyndte Simones helvede… Et liv i sult, i konstant frygt, hvor det var normalt, at nogen altid var syge eller døde, hvor voksne, sultne katte spiste nyfødte killinger, som Frida ikke nåede at drukne i en spand.
Lidt efter lærte Simone at overleve. Hun fandt et skjul og holdt sig der.
En måned senere opdagede hun med rædsel, at hun snart skulle være mor. Hun havde haft en elsker på gaden, der havde værnet om hende, men ikke længe. Og nu skulle hendes børn fødes i dette helvede…
Hun fødte helt stille. Killingerne var smukke: en sort pige, der lignede faren, og en rødhåret dreng, der lignede Simone selv. Perle og Rødtop…
Hvor hun passede på dem! Men kattene sultede og kom tættere på, og killingerne, der nu havde åbnet øjnene, ville hele tiden ud af deres gemmested.
Det var så smertefuldt at tænke på den forfærdelige dag. Simone, der havde vogtet sine små både dag og nat, sov et øjeblik og hørte pludselig Pers skingrende skrig… og så knasen af små knogler… Den lille, naive Perle var taget ud… Simone brølede! Pelsen rejste sig, hun sprang for at angribe den kat, der spiste hendes barn. Men så hørte hun Rødtops stemme: “Mamma… spiste de Pers?” Simone vendte sig og så hans store, rædselsslagne øjne… Hvad ville der ske med ham, hvis hun døde nu? Hvis kattene rev hende i stykker? Hun stoppede, dækkede Rødtop og hviskede grædende: “Vi flygter herfra! Jeg redder dig!” Og ventede på det rigtige øjeblik…
“Åben op, politiet!” Døren blev hamret på. Frida fo’r sammen og løb rundt. “Åben op, naboerne har klaget!” De gik ikke. Med et suk åbnede Frida endelig. Pludselig fo’r en rød kat med en killing i munden ud og ned ad trappen…
Bo stirrede ind i de smertefulde øjne og følte tårerne trille. Han forstod hende. Han vidste, hvad hun ville sige. “Vær ikke bange, jeg passer på ham. Han får det godt!” Ved siden af sad Rødtop… Så usædvanlig stille, han mjavede og slikkede sin mors ansigt. Simone døde… Det lille hjerte kunne ikke bære sorgen over datteren… Hun drømte om hende. Hun kaldte på hende ved regnbuen… Og Simone gav op… Det sønderrevne hjerte stoppede for altid.
Den dag hun døde, regnede det. Bo begravede hende i en birkeskov, og så stod han og Rødtop længe ved graven. Bo tænkte på, hvordan de var kommet ind i hans liv. Det var en svær tid. Han havde lige begravet sine forældre, der var omkommet i en ulykke… Men arbejdet ventede ikke. Han huskede den vanvittige gamle dame, naboklagene, den ulækre lejlighed… og den røde kat med killingen i munden ved døren. Hun kunne ikke åbne den og så bedende på Bo. Ja, det var ham, den betjent, der tilfældigvis blev medskyldig i Simones og Rødtops flugt… Han satte sig ved dem: “Flygtet? Det forstår jeg… Jeg ville også flygte. Kommer I hjem til mig? Jeg har det så skidt… Jeg skal nok passe på jer, lover det!” Bo åbnede døren og gik ud. Katten fulgte. Han åbnede bildøren… Sådan fik hans liv mening igen.
Bo kaldte hende “min skønhed.” Og Rødtop forblev Rødtop. Det sårede hjerte åbnede sig og elskede disse stakkels skabninger. Han købte den største katteleg for dem. De bedste madvarer. Alt for dem. Han prøvede så hårdt at få dem til at glemme det mareridt, de havde levet i… Da “hans skønhed” blev syg, tog han hende til de bedste dyrlæger, bar hende og bad hende blive… Men hun… Hun så på ham med et slukket, fremmed blik, som om hun sagde: “Slip mig… slip mig.”
Simone løb hen ad regnbuen… Ved siden af trippede hendes lille datter Perle med små, sorte poter. Simone havde det godt og roligt. Ingen smerte… “Mamma, hvad med Rødtop? Er han helt alene?” spurgte Perle. Simone smilede… “Han er ikke alene! Han har en ven nu! Se!”
Regnen stoppede, og over birkeskoven kom en regnbue… Bo sukkede og tog Rødtop op. Han så ind i de honningfarvede øjne fyldt med tårer og kyssede den våde næse. “Det skal nok gå, lille ven…” Og de gik mod bilen. To sårede, men ikke ensomme hjerter… En stor, stærk mand og en lille killing… Rødtop…
