**Dagbog**
*Tante Grethe, hvor er Mikkel?*
*Hvad vil du med ham?*
*Vi skulle jo ud og plukke bær i morges.*
*Han er gået. Han er gået med drengene.*
*Gået?* Pigens læber begyndte at ryste. *Han lovede mig*
*Hør her, Liva, hvorfor skal du hænge dig i den dreng? Snart skal du selv løbe efter fyre, og her sidder du og klynker over en knægt. Gå nu hæng ud med pigerne i stedet. Lad Mikkel være i fred.*
Grethe kunne ikke udstå den storemundede, langbenede pige, der stod foran hende. Liva var som en hejre i mosen alt for tynd, alt for høj. Bare synet af hende gjorde Grethe irriteret. *Hvordan kan et barn være så irriterende?*
Livas læber skælvede, og tårerne væltede frem i hendes store øjne. *Åh, så ynkelig.* Grethe rullede med øjnene og gik ind i baghaven. *Hvorfor skal hun altid forfølge ham?*
Lige da kom Grethes søn, Mikkel, farende ud fra laden.
*Hvor skal du hen?*
*I skoven.*
*Har du givet svinene mad?*
*Ja, mor.*
*Har du strøet hal?*
*Ja, mor.*
*Hønsene skal også*
*Mor, jeg har arbejdet hele morgnen. Det er ferie. Vi skulle i skoven, derfor stod jeg så tidligt op. Drengene venter på mig.*
*Hvilke drenge?*
*Hvad snakker du om? De sædvanlige Mads, Nikolaj, Søren, Peter og Jens.*
*Har du glemt nogen?*
*Nej, mor. Jeg skal af sted.*
*Er hun der også? En pige blandt alle de drenge?*
*Mor, hold nu op. Hvad har Liva gjort dig? Hun er min ven.*
*Ven?* Grethe greb sin søn i skulderen og hviskede: *Lad være med at hænge ud med hende, Mikkel. Hun vil bare snørre dig. Du får bare problemer. Hør nu efter.*
*Mor, hvad taler du om?* Drengen rev sig løs og løb uden at se sig tilbage. Han sprang på sin cykel og forsvandt.
*Liva! Liva!* Grethe hørte hans stemme på afstand. Hun satte sig og begyndte at græde. *Hvorfor skal hun altid hænge sig i ham? Om et par år begynder de at gå efter kærlighed, og så kommer han hjem med den storemundede og siger: “Mor, far, jeg vil gifte mig med hende.” Nej, det skal ikke ske.*
Grethe tørrede tårerne og gik beslutsomt mod porten. Hun standsede et øjeblik, som om hun tøvede, men så gik hun videre ned ad vejen.
Ved hegnet legede en flok børn i sandet. Grethe kaldte på en af dem, en lurvet, storhovedet dreng.
*Anders, er din mor hjemme?*
*Ja,* svarede drengen og gravede dybt i sandet.
*Hent hende.*
*MOR!* råbte han.
*Åh, for fanden,* tænkte Grethe. *Jeg troede, han ville løbe ind. I stedet råber han. Hvor er denne familie dog irriterende.*
*Hva?* lød der fra haven.
*Kom her! Der er en dame, der vil tale med dig.*
Uden for hegnet dukkede Annemarie op Livas mor, en langbenet, fregnet kvinde med samme store mund som datteren.
*Annemarie, kom her.*
*Goddag, Grethe. Hvad er der? Er der sket noget med børnene?* spurgte hun og tørrede hænderne i forkæden.
*Nej, nej. Men du burde måske tale med din datter. Hun løber altid efter drenge.*
*Hvad?*
*Ja, hun forfølger min Mikkel. Det er ikke passende.*
*Har du spist noget forkert i morges? De er jo bare børn. Vi løb også rundt med drenge, da vi var små efter bær, svampe, hø til kaninerne*
*Måske gjorde du. Jeg gjorde ikke.*
*Åh, kom nu. Hvem var det, der altid hang efter min bror, Jacob? Din mor måtte jage dig væk med en kæp. Jeg var kun fire år yngre end jer. Jeg husker alt hvordan I lærte at ryge bag laden, kiggede på uhyrlige billeder og kyssede hinanden. Var det ikke sådan?*
*Jeg har sagt mit. Hold din datter i ave, ellers ender hun med en unge.*
*Men du gjorde ikke, vel? Eller var Jacob måske far til din Paw?*
*Din idiot. Mine børn er min mands. Men dine hvem ved, hvem der har været i dit liv?*
*Hvad? Er du blevet tosset? Min mand elsker mig. Vi har det godt sammen. Men din mand? Han er kun blevet, fordi han er bange for dig. Du tog den første, der ville have dig, fordi min bror droppede dig. Ingen andre ville have dig.*
Grethe vidste, Annemarie havde et skarpt tunge. De fleste undgik at skændes med hende. Men Grethe var heller ikke født i går.
Børnene kom tilbage fra skoven, fulde af bær. De løb ned til åen, smed tøjet og sprang i vandet med glade råb. Der var ingen skam i dem, ingen beskidte tanker. Børn er rene, indtil verden gør dem til noget andet.
De lå alle sammen i sandet efter badet, drømmende og snakkende.
*Hvad vil du være, Peter, når du bliver stor?*
*Som min far traktormekaniker.*
*Og dig, Liva? Sangerinde?*
*Hvorfor sangerinde?*
*Alle piger vil jo være kunstnere. Fem minuuuut, fem minuuuut!* jamrede Jens.
*Fy for den,* fnøs Liva. *Bliv du det, hvis du har lyst. Jeg vil være pilot eller forsker.*
*Ha, piger kan ikke det.*
*Jo, Jens,* sagde den alvorlige Søren.
Grethe kæmpede for at holde Mikkel væk fra den storemundede. Hun lettede, da han kom i militæret. Hver gang hun så Liva, vendte hun sig væk.
En dag kom Liva grædende.
*Tante Grethe, har Mikkel ikke skrevet?*
*Jo, i går fik jeg et brev.*
*Men jeg har ikke fået noget.* Livas læber skælvede.
*Så vil han måske ikke skrive til dig.*
*Hvordan kan det være? Han plejer altid*
*Hvad vil du have, jeg skal gøre?*
Pigen gik slukøret.
*Han har en anden derovre i militæret,* råbte Grethe efter hende.
Bryllup, bryllup! Alle dansede vennerne, brudepigerne. Brudgommen, Jens, Mikkels og Livas gamle ven, så lykkelig ud. Han kunne knapt tro sin lykke, da Liva kom grædende og foreslog, de skulle giftes på den betingelse, at de flyttede til byen efterfølgende. Jens var villig til alt for Liva.
Hun havde aldrig lagt mærke til ham før. Altid var det Mikkel, hun løb efter. Da han kom i militæret, græd hun i tre dage. Jens var altid der, men han kom ikke i militæret pga. helbredet.
Grethe var lettet. Endelig var Mikkel fri.
Mikkel skrev hjem og spurgte, hvorfor Liva ikke svarede. Grethe sagde, hun så hende hver dag hun havde det fint. *Hvorfor skriver hun ikke?* tænkte Grethe. *Det må hun selv vide.*
Men hun vidste godt, hvorfor.
Liva skrev.
Men postbudet, Gitte, skyldte Grethe en stor tjeneste. Så hun gav Grethe alle breve fra Mikkel til Liva og fra Liva til Mikkel. *En mor ved bedst,* tænkte Grethe. *Han er for ung til at vide det.*
Da Mikkel kom hjem, var Liva væk.
*Hvad mener du?*
*Hun giftede sig med Jens og flyttede til byen.*
Grethe havde allerede en anden pige i tankerne en god pige fra byen. *Hun er rigtig fin. Hendes far er fabriksdirektør. Han kan skaffe dig et godt job.*
*Mor jeg elsker hende ikke.*
*Pyt med den kærlighed. Den anden “elskede” dig og se, hvad der skete.*
Bryllup, bryllup! Alle var glade undtagen brudgommen. *Det skal nok gå,* tænkte Grethe. *Han får et godt liv. Alt glider på plads med tiden.*
Tiden gik.
Nogle siger, den læger alle sår. Men nej, den dulmer kun smerten, fylder livet med andre ting.
Ti år forsvandt som et øjeblik.
Mikkel og hans familie kom på besøg, og Liva og Jens kom også hjem. De mødtes tilfældigt, hilste, men kunne ikke bare gå videre.
*Jeg går lige ud og ryger og hilser på Søren,* sagde Mikkel om aftenen.
*Nej,* Grethe stillede sig i døren. *Du bliver her.*
*Mor, hvad er der galt?*
*Louise, gå med ham. En mand skal ikke gå alene.*
*Nej, Grethe, han skal til sin ven. Jeg behøver ikke følge ham.*
*Til hende, hva? Pas på, Mikkel.*
*Gå væk, mor.*
Hans fødder bar ham ned til åen. Dagen efter igen. Og den tredje dag. Lige da han ville gå, så han en silhuet.
Hun kom.
Hun kom alligevel.
Ingen bebrejdelser, ingen forklaringer. De stod bare under deres elskede hyldetræ, favnede hinanden, og selv månen skjulte sig bag en sky for ikke at forstyrre.
Månen er ligeglad. Den ser bare to mennesker, der elsker hinanden, og giver dem fred.
Ti år mere gik. Og tyve til.
Aldrig overskred Mikkel og Liva grænsen.
Var det ikke kærlighed?
Jo. Men også ansvar for dem, de havde omkring sig.
Stod deres familier i vejen? Børnene? Børnebørnene?
Nu stod Mikkel ved sin afdøde kones grav. Tre år som enkemand. Han havde besøgt sin mor.
Hun fortalte ham alt hvordan hun havde adskilt ham og Liva. Han tilgav hende. En mors kærlighed er stor.
Men savnet blev.
*Mikkel?* Han vendte sig. Liva stod der, stadig tynd som en ung pige, med et tørklæde om halsen. Hun satte sig på bænken ved siden af ham.
De talte, som de altid havde gjort.
*Så er livet gået, Mikkel.*
*Forbi os,* sagde han.
*Nej, ikke forbi. Måske var det meningen, vi ikke skulle være sammen. Du skal ikke bebrejde Jens noget. Han reddede mig dengang. Og med tiden elskede jeg ham.*
*Af taknemmelighed?*
*Nej. For hans milde sjæl, hans kærlighed til mig. Han udstod så meget. Jeg elskede kun dig, Mikkel. Men årene gik*
*Liva, hvad ville du spørge om?*
*Vær ikke vred på ham. Støt ham.*
*Hvordan?*
Men hun hørte ham ikke. Hun gik.
Om aftenen ringede telefonen.
*Halløj,* sagde Mikkel.
*Halløj, min ven*
*Jens, græder du?*
*Liva hun er gået bort.*
*Hvor?* Han ville sige, hun ikke var hos ham, men han forstod.
*Jeg kommer nu. Vær stærk.*
*Tak ven.*
De to venner sad sammen, to ældre mænd, der havde levet hele livet side om side.
*Hun havde været syg længe. Hun ville ikke have, nogen sagde noget Din kone?*
*For tre år siden*
*Det er hårdt.*
*Ja, hele livet sammen.*
*Lad os holde fast i hinanden. Hvem er der ellers tilbage?*
*Søren og Torben.*
*Godt.*
*Livet føltes som én lang dag. Men når jeg tænker tilbage nej, det var år. Som om vi stadig var de nøgne børn, der løb i vandet.*
*Jeg ved det, min ven.*
Måske hav
