Frieriet
“En af de mest almindelige misforståelser er at tro, at folk er enten gode, onde, dumme eller kloge. Mennesket er som vand det strømmer, og i det ligger alle muligheder: den der var dum, bliver klog, den der var ond, bliver god og omvendt. Det er menneskets storhed. Og derfor kan man ikke dømme nogen. Du dømmer ham, og allerede er han en anden,” skrev Leo Tolstoj engang i sine dagbøger.
Det er svært at argumentere imod storheden, nogle gange næsten umuligt. Livet bekræfter hans ord hver gang, hvis man ser nøje efter, skiller kornet fra avnen, og så bliver kernen af sandheden tydelig og håndgribelig
Men i dag har man ikke lyst til at tænke på sådanne ting, for det har været ulideligt varmt siden morgenstunden. Ægte julihede, som om luften, efter at have ramt de solstegte huse, hoppede ned på asfalten, endnu varmere, og så blev hængende, underdanigt bøjet for solen, der hælder sommeren ned fra himlen.
Men for Mette er det vinter indeni. En bidende kulde. Så denne sommer foregår uden hende
Skolen er lige blevet til fortid. Hun burde tænke på universitetet, som alle andre nyuddannede. Men Mette er gravid. Hvilket universitet? Og så viste Jakob sig at være en forræder. Da hun fortalte ham om barnet, bed han sig bare i læben, vendte sig mod vinduet og sagde:
“Jeg var selvfølgelig den første Men der kunne jo have været en anden”
Mette kunne ikke engang græde. Hun stod bare og stirrede på hans ryg. Og ryggen var bare en ryg: rolig. Hans åndedræt var jævnt. Hun ville sige mere, for hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Men så ringede det på døren moren kom hjem fra arbejde. Jakob gik for at åbne. I entreen hilste han på moren og gik.
Moren kom direkte ind til Mette på værelset og spurgte, hvad der var sket. Mette var så forvirret, at ordene bare væltede ud:
“Ikke noget. Jeg er bare gravid”
Moren stod og så hende lige i øjnene. Så råbte hun Men hvad, det hørte Mette ikke, for lyden blev overdøvet af den ørefigen, moren gav hende.
Og så begyndte vinteren inde i Mette. Som om sneen pludselig faldt og begravede hende helt. Det blev koldt med det samme. Og tomt. Udenfor og indeni.
Moren råbte mere. Men gennem sneen hører man ingenting. Så Mette satte sig på kanten af sin seng og begyndte at græde. Men tårnene blev inde i hende, de kom ikke ud, de frøs til iskugler i hendes sjæl. Hun kunne næsten høre dem rulle derinde i tomheden.
Moren stormede ud af værelset, og så smækkede hoveddøren stilhed. Og Mette var alene med sine frosne tårer midt i den varme juliaften.
Hun lagde sig, krøllede sig sammen og begyndte først nu rigtigt at græde, som en pige gør. Snøftede og hulkede. Og hun var så ked af det! Ikke for sig selv, nej for barnet, der endnu ikke var født, men allerede var uønsket. Af sin far, sin bedstemor, selv af hende, den uansvarlige mor. Ingen glædede sig til det
Mette faldt i søvn, selvom det stadig var lyst udenfor. Hun drømte endda om noget. Hun vågnede, da nogen satte sig ved siden af hende og begyndte at stryge hende over håret.
Moren var kommet hjem. Det var hende, der strog og sagde:
“Mette, min skat, tilgiv mig. Jeg er en tåbe, selvom jeg ikke er helt gammel endnu. Jeg burde være glad: min datter er blevet voksen. Snart bliver du selv mor. Og jeg”
Moren græd, tørrede tårerne med håndfladerne, men fortsatte:
“Jeg tænker bare på en ting: lad det bare ikke blive en dreng! For mænd de er alle sammen svin Nå, kort sagt, ingen af dem har nogensinde rigtigt forstået eller ondt af en kvinde: hverken din far eller min!”
Nu græd Mette også. Højt, som en rigtig kvinde. Hun rejste sig, klamrede sig til sin mor, omfavnede hende det menneske, hun elskede mest. Og så græd de begge, hver især sørgede over deres skæbne. Men de havde det varmt sammen. Og det var jo sommer udenfor!
Så ringede det på døren igen. Moren snøftede langtrukkent, sugede alt væske tilbage, standsede Mette, der ville rejse sig:
“Bliv liggende, skat, jeg åbner bliv”
Hun gik for at åbne, rettede på håret på vejen. For selvom det var en tragedie, kunne der jo stå en mand udenfor. Man kunne ikke se helt skøj ud!
Hun åbnede. Og på dørtærsklen stod der faktisk en mand. Nej, to! Jakob, og foran ham hans far. Han talte først:
“Goddag, Maria. Undskyld, at vi kommer så sent. Men denne tumpe her har fortalt mig Alt, uden at gemme noget, tror jeg”
Han vendte sig mod sin søn og spurgte:
“Eller har du, fremtidige far?”
Jakob sænkede bare hovedet. Hans far fortsatte:
“Nå, men vi er kommet for at bede om din datters hånd, hvis Mette selvfølgelig kan tilgive ham de ord, han sagde til afsked.” Han så på Jakob igen, gav ham en lussing og tilføjede:
“Kom her, din slyngel, og bed pigen om tilgivelse! Hvis hun ikke tilgiver dig, er du ikke længere min søn!”
Ja, mennesket er foranderligt. Nogle gange laver vi dumheder og ved ikke, hvordan vi skal rette op på dem. Det er godt, at vores forældre er der. Mette rejste sig langsomt fra sengen, tørrede tårerne, men lod øjnene holde fast i døren. Jakob stod der, bleg og rystende, mens hans far skubbede ham frem. Der var ingen flotte ord, ingen undskyldning, der kunne gøre det hele godt men han sagde det alligevel: “Jeg er ked af det, Mette. Jeg elsker dig. Jeg vil være der.” Moren så på Mette, ikke vred længere, bare træt og hærdet. Hun trådte til side. Mette tog et skridt frem. Sommeren havde ventet på at blive mærket. Hun tog hans hånd. Den var kold. Hendes var varm.
