**Dagbog**
Jeg er ikke din kok eller tjener, der skal vaske og stelle for din søn! Hvis du vil have ham boende hos os, må du selv tage dig af ham.
“Lene, Egon skal have mad med i skolen i morgen. Han vil ikke have kødboller lav ham nogle koteletter, som sidst, og steg nogle kartofler. Og forresten…” Ole, uden at tage øjnene fra tvet, hvor racerbiler susede forbi, nikkede sløvt mod stolen. “Saml hans ting sammen og vask dem. Han har ikke noget rent tøj til i morgen.”
Lene stivnede med kniven i hånden over skærebrættet. Lugten af stegte løg og hvidløg, hun havde lavet til sin egen middag, forsvandt pludselig, erstattet af en bitter fornemmelse af vrede, der steg op i halsen. Hun vendte langsomt hovedet. I stolen lå en dynge sammenkrøllede jeans, t-shirts og sokker, der allerede var blevet til hårde klumper. Det hele duftede svagt af teenage-sved og gade-støv.
Hun tav. Hun stirrede på Oles nakke, hvor han lå afslappet på sofaen, helt optaget af motorlarmen fra tvet. Han gad ikke engang se på hende, da han gav sine ordrer. Som om hun var en stemmestyret assistent eller et møbel, der bare skulle følge kommandoer. I værelset ved siden af, bag en lukket dør, sad selvskabens hovedperson sekstenårige Egon, der havde boet hos dem i fire måneder. Basende tastaturlyde og halvhjertede bandeord afslørede, at han var dybt optaget af et computerspil. Tanken om at tage vare på sit eget tøj eller mad var sikkert aldrig faldet ham ind. Hvorfor skulle den det? Det var jo Lenes opgave.
“Jeg er ikke din kok eller tjener, der skal vaske og stelle for din søn! Hvis du vil have ham boende hos os, må du selv tage dig af ham!”
Hendes stemme rystede ikke, men lød kold og fast, mens den overdøvede motorlarmen fra tvet.
Ole rynkede panden og så irriteret på hende. Hans ansigt udtrykte ægte forvirring, som om hun lige havde talt et fremmed sprog.
“Hvad er det nu, du fabler om? Er det for besværligt for dig? Du vasker alligevel tøj. Hvad gør det, om det er to eller fire t-shirts? Og du laver mad til os alligevel. Hvorfor skal der altid være et problem?”
Han sagde det så ligetil, så selvfølgeligt, at det ramte Lene med en kold, klar erkendelse. For ham var der ingen forskel. For ham var hun en funktion, en del af husholdningen, som en opvaskemaskine eller et køleskab. Beskidt tøj? Så vasker vi det. Tomme hylder? Så handler vi ind. Han så ikke hendes træthed efter arbejde, lagde ikke mærke til, at hun stod i timevis ved komfuret, mens de to bare slap af. Han brugte bare hendes tid og kræfter uden at tænke over det. Lene lagde kniven fra sig, langsomt, og gik hen til vinduet. Derude var det mørkt, og lyset fra køkkenet spejlede sig i ruden som en smudsig flække. Hun stod stille, så længe, at Ole begyndte at røre på sig. Da hun vendte sig om, havde hendes stemme mistet al varme.
“Det gør det, fordi jeg ikke gør det her længere. Ikke én gang mere.”
Hun gik hen til døren, tog sin jakke fra knagen og forsvandt ud i nattemørket, uden at sige farvel. Bag sig hørte hun Ole kalde hendes navn, første skævt, så forvirret, og til sidst næsten bange. Men hun standsede ikke. Hun vidste, at når hun først standsede, ville hun aldrig komme videre.
