En frygtelig overraskelse kom til syne helt tilfældigt. Min lille fireårige søster, Liva, havde fået en navlebrok. Lægerne sagde, at vi ikke skulle vente jo før hun blev opereret, jo bedre. Men Liva nægtede blankt at tage på hospitalet uden vores far. Vi ventede, til han kom hjem fra sin tur som lastbilchauffør, og han fulgte hende helt til operationsstuen.
“Far, vil du vente på mig her?” græd hun.
“Hvor skulle jeg ellers hen, skat? Selvfølgelig venter jeg. Hvorfor græder du? Du er jo så modig.”
“Jeg græder ikke! Jeg trækker bare vejret dybt!”
Så blev hun kørt ind. Operationen var rutine, men forældrene blev bedt om at give blod det var en betingelse.
“Men kun én af os har samme blodtype, vel?” spurgte far. “Kan I ikke tage prøver først? Så vi ikke giver unødvendigt.”
“Der findes ikke unødvendigt blod!” svarede lægen bestemt.
Mor og far gav blod. Mor var bleg og så ud, som om hun skulle besvime. Hun kunne ikke sidde stille og løb frem og tilbage til sygeplejersken. Da Liva kom ud af operationsstuen, gik far straks hen til hende, som han havde lovet. Han blev hos hende hele weekenden. Mor virkede mere rolig, besøgte Liva og tog mig med hjem, selvom jeg protesterede.
“Jeg kan også passe hende,” insisterede jeg.
Jeg var elleve år og elskede min lille lyshårede søster højere end noget andet. Måske endda mere end mor og far. Hvordan kunne man ikke elske hende? Hun var en engel. En lyshåret engel i menneskeskikkelse.
Forestil dig en lille provinsby med et lokalt hospital. Selvom det var nyt og veludstyret selv med en blodbank var det stadig bare en lille by. Tre dage senere var Liva hjemme igen, og far skulle ud at køre igen. Han gik ud for at købe smøger til turen. Men da han kom tilbage, lignede han et mørkt tordensky.
“Faaar!” råbte Liva fra børneværelset (hun skulle stadig holde sengen). “Har du købt mine yndlingsguf?”
Far satte posen fra butikken i gangen. Han sendte mig straks ind til Liva, tog mor i armen og trak hende med på køkkenet.
“Jens Jens hvad er der?”
Samtalen på køkkenet var noget, jeg først forstod år senere. Liva var for lille til at forstå, og jeg adlød bare far. Hun begyndte at hulke og krævede far og guf. Jeg tilbød at læse for hende, og heldigvis sagde hun ja.
På køkkenet gik Jens hen til Tina og pressede hende op ad væggen.
“Er det sandt? At Liva ikke er min?”
“Hvad snakker du om? Er du ved dine fulde fem?”
“Jeg siger bare, jeg har blodtype A+, du har O+. Men hende derinde ” han nikkede mod døren, “har B-. Hvis der er sket en fejl, kan vi altid tage det igen.”
Tina skubbede ham væk, gik hen til bordet og satte sig. Hun begravede ansigtet i hænderne og stønnede:
“De kællinger Jeg bad dem om at tie stille! Hvad rager det dem? De er bare misundelige. Vi har det så godt. Og børnene er så dejlige.”
“Så du bad dem Nå, okay.”
Han forlod køkkenet, hvor Tina blev siddende og græd. Kun én gang havde hun svigtet af kedsomhed med en ingeniør på arbejdsrejse. Hendes mand var altid ude og køre. I film ser en lastbilchaufførmand romantisk ud. I virkeligheden er det ensomt og koldt. Tina besluttede, at hun måtte gøre noget! Han var sikkert heller ikke trofast på sine ture. Hun sprang op og løb efter ham, men han var allerede væk. På bordet lå der kun en ensom pakke guf.
Da far kom hjem fra sin næste tur, talte han alvorligt med mig. Han ville have mig med sig.
“Far, hvad med Liva? Mor? Kan du ikke blive?”
Det føltes, som om en betonklods blev lagt på mine skuldre. Jeg havde set videoer om, hvordan bjerge er bygget af lag, og klodsen på mine skuldre var også lagdelt. Frygten for at miste far. Frygten for at vælge. Uanset hvad, tabte jeg nogen. Efter at have regnet det ud i hovedet, besluttede jeg at blive. Liva + mor var flere end far alene. Selvom måske kun søsteren alene betød mere.
Far mødtes ofte med mig. Det var, som om han havde glemt Liva. Jeg forstod det ikke, men vidste: Hvis han kunne forklare det, havde han gjort det. Liva savnede ham og græd, og det var svært at se på. Men efterhånden spurgte hun mindre og mindre. Hun lukkede sig inde og legede med sine legetøj. Jeg forstod ikke helt, hvorfor hun skulle straffes, men kunne gætte mig til det. Og hvad angik mor
Mor gik fuldstændig i stykker. Hun begyndte at samle skrald fra containere. Først nyttige ting, men senere alt muligt. Hun gav ikke længere en skid for os. Hun sad og mumlede for sig selv blandt sit skrald. Hvorfor en smuk ung kvinde kunne forvandle sig til det på halvandet år det forstod jeg ikke. Men jeg sagde intet til far. Vores nabo, fru Hansen, passede lidt på os. Mad fik vi gennem fars børnepenge. Men lugten, der hængte i lejligheden I grinede af mig i skolen, men jeg undgik konflikter.
“Fru Hansen, kan du lære mig at stryge?” spurgte jeg.
“Lille Niklas, du må hellere lære at vaske tøj først” sagde hun og rynkede på næsen.
“Det hjælper ikke. Jeg har vasket det. Men jeg skal hjem til far i morgen, og jeg skal se ordentlig ud”
“Så han ved ikke?” udbrød hun. “Ved han ikke noget om Tina?”
“Jeg siger ham ikke noget. Han gik sin vej, så det rager ham ikke!”
Hun lukkede mig ind i sin lejlighed, tænkte sig om og sagde:
“Tag Liva med. Jeg ordner jer. Bring jeres tøj her. I kan skifte hos mig. Hvad jeg kan gøre”
Sådan blev det. Nu stank jeg ikke som en vagabond i skolen. Men fru Hansen gik videre. Hun konfronterede far og fik ham til at skamme sig. Far mødte mig efter skole.
“Hvorfor sagde du ikke noget?”
“Hvad skulle det nytte? Ville du komme tilbage?”
“Nej. Men du kan bo hos mig.”
“Og Liva?”
Far tav. Jeg rystede på hovedet og gik mod hjemmet.
“Vent! Liva kan bo hos bedstemor.”
“Bedstemor har en ny mand. Hun har ikke tid til os.”
“Nå, så det er der, du har det fra” begyndte far og tav.
Han prøvede at tale med sin eks-svigermor.
“Jens, er du blevet tosset? Hvorfor skulle jeg have små børn? Jeg har, så at sige, en anden ungdom.”
“Men Liva er din barnebarn!”
“Synd.”
“Hvad?!” udbrød far.
“Synd, at moderskab er åbenlyst, men faderskab ikke er. Havde jeg haft en søn, og han fik børn hvem ved, om de var mine barnebørn? Men her er hun jo tydeligvis min. Men jeg har mit eget liv.”
“Ja. Hvorfor giftede jeg mig med Tina? Jeg burde have kigget nærmere på dig.”
En morgen vågnede jeg, og mor var væk. Alt hendes skrald lå der stadig hun havde kun holdt vores og Livas værelse rent men hun var sporløst forsvundet. Jeg åbnede vinduet, og den kolde luft fortyndede stanken lidt. Jeg gav Liva mad, spiste selv lidt og tog hende med til fru Hansen.
“Mor er væk, og jeg skal i skole.”
“Hvad mener du, væk? Det er så koldt! Hvor er hun?”
Min forvildede, sindssyge mor sluttede sine dage på en losseplads langt ude. Hvorfor hun frøs ihjel i stedet for at gå hjem det vidste ingen. Fru Hansen sagde, at kommunen nu ville tage os. Og de kom. De kom en kold tirsdag morgen, i to grå biler uden mærke. Fru Hansen stod i døren med sin uldtrøje trukket helt ned over hænderne og nikkede stift. Liva klamrede sig til min arm, så jeg næsten ikke kunne mærke fingerspidserne. Jeg sagde ingenting. Kun naboer så det. Kun naboer vidste, hvordan vi havde overlevet. Da døren lukkede bag os, så jeg op mod vinduet i vores lejlighed. Der hang stadig de hvidvaskede gardiner, jeg havde hængt op for tre dage siden. De bævede lidt i trækken. Som om de vinkede farvel.
