**Dagbogsnotat 15. januar**
Mor afleverede os på børnehjemmet lige efter nytår… Pigerne græd. De havde altid været hjemmebørn. Når mor skulle have sit eget liv i orden og det skulle hun konstant boede søstrene, Freja og Liva, hos bedstemor. Men ved juletid døde bedstemor, og mor sendte dem på børnehjemmet. Nej, hun var ingen løsagtig type, hun drak ikke engang, røg ikke. Men var det ikke uretfærdigt, at hendes eksmand levede, som han ville, mens hun skulle slæbe rundt på to børn alene?
Mor knappede Livas lille frakke op og mumlede: “Hulk nu ikke, sådan er det bare. Skal jeg være skyld i alting? I får det godt her, I takker mig senere!” Liva var ved at kvæles i sine tårer, hun var kun tre og forstod knap, hvad der foregik. Men da hun så mors hårde blik og sin ældre søster Freyas bange, vædede ansigt, vidste hun, at alt var galt. Mor hvæsede: “Skam jer ikke. Jeg giver jer ikke afkald på, jeg henter jer, når jeg har styr på tingene. Til påske! Jeg lover det!” Pigerne snappede stadig, men tav mor havde sagt, hun ville komme tilbage!
Det var hårdt for dem at vænne sig til børnehjemmet, selvom de voksne holdt af dem for deres sarte væsen og kloge øjne. Freja vandt alle med sine alvorlige, mørke blik, mens Liva lignede en lille, lyshåret solstråle. Liva trak i Freja: “Hvornår er det påske? Kommer mor så og henter os?” Freja svarede tålmodigt: “Påske er et forårshøjtid, husker du, hvordan bedstemor farvede æg?” Liva nikkede, men tårerne perlede, når hun tænkte på bedstemor. Freja vidste det ikke selv hun spurgte en af plejerne, som overrasket gav hende en lille kalender: “Her, jeg har markeret dagen. Streger du hver dag ud, ser du, hvor lang tid der er til mor kommer.”
På påskemorgen løb Liva ind til Freja med et rødt æg: “Freja! I dag kommer mor! Er du også glad?” Freja kunne knap vente. Men efter middagsluren begyndte modet at svigte. Da det blev klart, mor ikke kom, beroligede hun Liva: “Bussen er sikkert kørt fast. Vejene er elendige!” Næste dag kom mor heller ikke. Men pigerne ventede stadig, fandt på undskyldninger. Så en morgen var Liva væk plejerne sagde, mor havde hentet hende. Årevis senere fandt Freja ud af, mor havde afgivet hende for godt. Men heldigvis fandt fars søster hende. Tante Mette var god, og snart kaldte Freja hende “mor”.
Årene gik. Freja blev sygeplejerske, fik en søn. Så kom et brev fra Liva!
*”Kære søster! Du husker mig nok ikke? Jeg husker dine fletninger og dine ternede tøfler. Jeg vil så gerne se dig! Vi bor i Græsted nu må jeg besøge dig?”*
Freja undrede sig hvorfor ikke invitere selv? Men hun sagde ja.
Liva kom haltende i en blå jakke, vinkede glad: “Freja! Jeg genkendte dig med det samme!” Freja mumlede irriteret, men øjnene prikkede.
Efter middag fortalte Liva: “Vær ikke vred på mor. Onkel Erik sagde, han ville tage os begge, men mor turde ikke. Så fik de en søn, en datter… Onkel Erik er god til sit arbejde, vi har det fint. Men i syvende klasse blev jeg skubbet af en tyr siden har jeg haltet…”
Freja spurgte: “Hvad laver du? Har du venner?”
Liva så ned: “Jeg blev syg længe… Jeg hjælper til hjemme. Mor er bogholder. Men med venner… det er svært, når man halter.”
Freja fik Liva til at blive over natten. Da hun så søsterens rene, men slidte tøj, vidste hun sandheden.
Klokken tre om natten vækkede hun manden: “Kør mig til Græsted!” Han bandede, men kørte.
Mor åbnede genkendte hende ikke. “Godmorgen, mor. Her mødes vi.” Mor så irriteret ud: “Hvor er Liva? Hun skal hjælpe!”
Freja sagde roligt: “Liva bliver hos mig. Pak hendes ting. Og giv hende penge. Jeg skal nok sørge for hende. Og hendes ben skal behandles.”
Mor fnøs: “Gå nu. Vi henter hende selv!”
Freja rystede på hovedet: “Ikke Liva *Liv*. Kald din ko for Liva, nu må du selv malke om morgenen! Skal jeg fortælle hele byen, hvordan den fine bogholder dumpede sine børn?”
Mor forsvandt. En halv time senere kom onkel Erik med en taske: “Hils Liv. Jeg skal nok sende penge. Det er ikke nemt…”
Freja tænkte på vejen hjem: Nej, livet er ikke nemt. Men hvorfor skal det være svært? At mænd ikke drikker, at mødre ikke dropper børn, at søstre ikke glemmer hinanden?
Det burde være simpelt bare at være menneske.
