Det er ikke hans problem
“Sig til Frederik at han skal komme med det samme!” Johanne græd næsten i telefonen. “Alle tre børn har feber og er umulige. Jeg kan ikke klare dem alene til klinikken. Han må komme med bilen og hjælpe!”
Agnete nikkede, selvom Johanne ikke kunne se det. Indeni knugede bekymringen om sine børnebørn.
“Jeg ordner det, skat. Bare rolig,” sagde Agnete og forsøgte at lyde beroligende for ikke at gøre sin datter mere ophidset.
Hun lagde på og stivnede. Fingrene fumlede efter sønnens nummer i telefonen. Tre syge børn, Johanne alene, manden på arbejde. En katastrofe.
Frederik ville hjælpe, det var hun sikker på…
Første ringetone. Anden. Endelig svarede Frederik.
“Mor, hej,” sagde sønnen hurtigt.
“Frederik, skat, der er en situation…” Agnete ledte efter de rigtige ord. “Johanne ringede. Alle børnene er syge, de skal til lægen med det samme. Hendes mand kan ikke tage fri. Kunne du tage derhen og køre dem? Det ville ikke tage lang tid.”
Der blev stille i den anden ende. Agnete kunne høre hans åndedræt og baggrundsstøj.
“Mor, jeg kan virkelig ikke i dag,” sukkede Frederik. “Det er Amalies fødselsdag. Vi har reserveret bord for to uger siden. Det er hele vejen gennem byen til Johanne, og der er kø lige nu. Vi når ikke reservationen. Så, uden mig…”
Agnete klemte telefonen hårdere. Håndfladen var svedig. Sagde han virkelig nej til at hjælpe?
“Frederik, hører du ikke efter? Børnene er syge! Dine egne søskendebørn!” Agnete tænkte sig om før hun råbte. “Johanne kan ikke klare tre utilregnelige børn alene. De skal til lægen nu!”
“Mor, jeg forstår godt det er træls,” sagde Frederik roligt. “Men vi har planer. Vi kan ikke aflyse alt på grund af det. Hun kan tage en taxa. Eller du og far kan hjælpe. Hvad er problemet?”
Agnete sank ned på en stol. Benene bar hende ikke længere. Hun kunne ikke tro sine egne ører.
“Far er på arbejde!” nu råbte hun alligevel. “Jeg kan ikke fysisk klare tre syge børn alene! Forstår du ikke selv noget så simpelt?”
“Mor, jeg kan ikke. Undskyld,” denne gang lød Frederiks stemme skarp. “Det er ikke mit problem. Børnene er Johannes ansvar. Hun må klare det selv.”
Agnete gispede af vrede. Hvad sagde han?
“Hvordan kan det ikke være dit problem?!” nu skreg hun. “Det er din familie! Din søster! Kan du ikke én gang hjælpe et menneske du elsker?!”
“Jeg sagde det – jeg kan ikke. Vi skal afsted nu, undskyld,” Frederik lagde på.
De korte biptoner drillede hendes ører. Agnete stirrede på telefonen, ude af stand til at forstå hvad der lige var sket. Hænderne rystede. Hun ringede igen. Frederik svarede ikke. Endnu en gang. Stilhed.
Indeni kogte noget varmt og brændende. Hvor vovede han? Agnete ringede til sin svigerdatter. Måske kunne Amalie få ham til at komme til fornuft.
“Hallo, Agnete?” svarede Amalie næsten med det samme.
“Amalie, skat,” Agnete kæmpede for at lyde rolig. “Sig mig, hvorfor beder du ikke Frederik om at hjælpe? Det er hans søskendebørn! De er syge! Johanne har det hårdt alene! Du må da forstå det, du er også kvinde.”
Amalie sukkede. Hun lød rolig, næsten ligeglad.
“Agnete, det er forældrenes opgave at løse deres børns problemer. Der er taxaer, der er akutlæger. Børnene er ikke små babyer længere. Johanne er en voksen kvinde, hun klarer det.”
Agnete stivnede. Amalies ord brændte mere end sønnens afslag.
“Amalie, har du overhovedet nogen idé om hvordan det er at have tre syge, hysteriske småbørn i en taxa?!” nu holdt Agnete sine følelser tilbage for ingen ting. “De er så små! Johanne kan ikke klare det alene!”
“Det er hendes børn, Agnete,” Amalie lød stadig uinteresseret. “Vi har planlagt vores aften længe. Vi vil ikke ødelægge den over andres problemer.”
Chokket blev til raseri: rent og brændende.
“Så må I hellere ikke bede om hjælp, når I selv får børn!” råbte Agnete og smækkede røret på.
…De næste dage gik som i en tåge. Agnete ringede ikke til Frederik. Sønnen tav også. Hun forsøgte at tænke på alt andet, men vreden og skuffelsen brændte indeni.
Om natten lå Agnete vågen. Samtalen kørte i løkke i hendes hoved. Hvordan kunne han gøre sådan? Hvor gik det galt i opdragelsen? Hvordan havde hun opdraget en så kold person?
Manden forsøgte at tale med hende om det flere gange, men Agnete veg væk. Hun måtte forstå det selv. Finde ud af hvor det gik galt.
Om aftenen den tredje dag var tålmodigheden opbrugt. Agnete besluttede at køre til Frederik. De måtte tale ansigt til ansigt. Forstå hvorfor han forrådte sin familie.
Døren blev åbnet af Amalie. Et glimt af overraskelse strejfede svigerdatterens ansigt, men hun trådte tavst til side. Agnete gik ind uden at tage jakken af.
“Hvor er Frederik?” spurgte hun skarpt.
“På værelset,” nikkede Amalie mod døren.
Agnete smækkede døren op. Frederik mødte hendes blik. Et øjeblik lyste noget uforståeligt i hans øjne. Så blev ansigtet blankt igen.
“Mor? Hvad er der galt?” sønnen løftede et øjenbryn. “Der er ingenting galt,” sagde Agnete stille, og stemmen bævede ikke engang. “Jeg kommer bare for at hente alle mine ting. Fra i dag er du ikke min søn mere. Du har ingen mor.” Hun vendte sig om og gik, uden at se sig tilbage. Døren klikkede i, og der var stilhed.
