Kun min skæbne
“Mor, hvad laver du her?” spurgte Mette forbløffet, da hun så sin mor på fødeklinikken.
“Åh, lille Mette, har du også en aftale i dag? Du sagde jo ikke noget i går…” Svava så skamfuld ned.
“Mor, det her er jo til gravide. Hvorfor er du her?” Mette strøg sin runde mave.
“Skatter, jeg skulle til at fortælle dig det…” Kvinden så sig om, mens hun ledte efter ordene. “Altså… jeg venter også et barn.”
…Svava fik Mette som attenårig. Pigens far interesserede sig ikke for hende, betalte kun en latterlig lille børnebidrag, og det kun efter retslig tvang.
Men Svava elskede sin datter højt. Hun arbejdede to jobs, syede om natten for ekstra penge. Veninderne rystede på hovedet: “Hvorfor slide dig selv sådan ihjel? Du ødelægger hele din ungdom!” Men Svava hørte ikke efter. Bare hendes pige ikke manglede noget. Den lækreste chokolade, de smarteste jakker, de dyreste dukker alt hvad Mette ønskede sig. Hun nægtede sig selv alt, men datteren følte sig aldrig forsømt.
Mette blev vant til det bedste. Tænkte ikke på penge ville hun have noget, købte hun det, nåede endda at tage på ferie til Mallorca med klassen. Da det blev tid til universitetet, valgte hun det mest prestigefyldte studie, selvom det var selvbetaler. Svava protesterede ikke engang.
I tredje år mødte Mette Anders. Han var ældre, færdiguddannet. Svava kunne godt lide ham med det samme en seriøs fyr med hovedet skruet rigtigt på. Hun glædede sig: Endelig ville datteren få en stabil mand, en støtte. Selv hvis hun fik et barn, ville hun ikke stå alene.
Og så skete det. Mette blev gravid. Anders friede med det samme, de fik et pragtfuldt bryllup. Halvdelen af pengene kom fra hans forældre, halvdelen fra Svava, som ovenikøbet gav dem en ferie til Gran Canaria.
“Anders, lad os gå en tur,” foreslog Mette.
“Ja, lad os det. Det er dejligt vejr, og der er lige åbnet et nyt café i nærheden. Vi kan spise lidt,” smilede manden og strøg hende over maven.
De gik i parken, fodrede duerne og besøgte caféen. Lige da de satte sig, blev Mette bleg.
“Hvad er der?” Anders rynkede panden.
“Mor…” svarede hun kort.
To borde væk sad Svava med en fremmed mand.
“Åh, ja!” Anders vendte sig.
Svava opdagede dem og smilede forlegent.
“Lad os hilse. Hvem er det?” Anders rejste sig.
“Nej! Jeg gider ikke engang se på dem!” Mette stormede ud.
Anders betalte og indhentede hende. På fortovet stod Mette allerede og skændtes med sin mor:
“Hvem er det?! Har du helt glemt, at du snart bliver bedstemor?”
“Mette, du er voksen nu. Jeg har opdraget dig, har jeg ikke også ret til mit eget liv?”
Anders greb ind: “Er alt okay, Svava?”
“Anders, det er fint…”
“Kom!” Mette trak sin mand væk.
Mette var vant til, at mor kun tilhørte hende. Tanken om at Svava kunne have en mand havde aldrig strejfet hende. Og faktisk havde Svava ikke været sammen med nogen alle disse år hun var bange for, hvordan datteren ville reagere.
Indtil for to år siden, da hendes chef, Erik Madsen, begyndte at vise interesse. Hun havde altid kunnet lide ham, men turde ikke gøre noget. Da han tog initiativ, gav hun efter.
De begyndte at ses. Erik bad hende endda om at flytte ind. Svava tøvede, men sagde til sidst ja. Hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle fortælle det til Mette. Og så denne uheldige møde…
Bagefter opdagede Svava, at hun var gravid. Som 43-årig sent, ja. Men en abort overvejede hun ikke. Erik var henrykt han havde ingen børn, og nu ventede han enten en søn eller datter.
Efter café-episoden tog Mette ikke telefonen. Kun Anders fortalte Svava, hvordan det gik. Og så denne nye uventede møde på klinikken. Derefter brød Mette al kontakt. Blokerede nummeret, ignorerede beskeder.
Om barnebarnets fødsel hørte Svava fra svigersønnen.
“En pige, 53 cm, 3200 gram!” lykønskede Anders.
“Tillykke! Må vi besøge jer?” hviskede Svava med tårer i øjnene.
“Jeg prøver at overtale Mette…”
Men hun nægtede blankt. Svava bekymrede sig, selvom hun selv var i sjette måned, og lægerne frarådede stress.
Fire måneder senere fødte hun en pige. Hun skrev til Mette, at hun nu havde en lillesøster. Intet svar. Kun Anders sendte blomster og ringede.
Årene gik. Pigerne voksede. Mette og Anders kaldte deres datter Ida. Svava og Erik navngav deres Lærke, efter bedstemoren. Anders sendte lejlighedsvist billeder: “Første tand!” eller “Hun går alene!” Svava håbede, at Mette ville blive blødere til Idas skolestart. Men hun forblev stædig selvom der ikke rigtig var noget at være sur over.
På Idas syvårs fødselsdag ringede Svava til Anders:
“Kom og besøg os med Ida. Vi glæder os.”
“Jeg prøver at overtale hende…”
Om aftenen gav Anders beskeden videre.
“Vi kommer ikke,” afbrød Mette.
“Men det er din mor og søster,” forsøgte manden at begrunde.
“Hun forrådte mig. Og den pige gider jeg ikke se.”
Så levede de hver for sig. Svava og Erik i et hus udenfor København, Mette og Anders i en lejlighed i Brønshøj. Lejlighedsvist hørte Mette om sin mor gennem fælles bekendte: “Hun var indlagt,” “Lærke har feber.” Et sted dybt inde længtes hun efter at køre derhen og kramme som i gamle dage. Men en aften, da Ida sov og regnen banker mod ruden, fandt Mette et gammelt billede af sig selv som lille på Svavas skød. Øjnene fyldtes med tårer. Hun tog telefonen, tastede det nummer, hun ville have kendt i søvne, og hørte stemmen, hun havde savnet uden at indrømme det.
“Mor…”
“Åh, Mette…”
De talte i timevis. Og dagen efter stod Mette foran døren med Ida i hånden og et par hjemmebagte kage.
Lærke åbnede.
“Er det min storesøster?” spurgte hun.
Mette bøjede sig ned og kyssede pigens pande.
“Ja, skat. Det er jeg. Ida stak forsigtigt en lille hånd frem og rakte Lærke en tegning, hun havde lavet i skolen to piger under en sol med store smile. Lærke strålede og trak dem begge indenfor. Svava stod i køkkenet, tørrede hænderne i forklædet og vendte sig langsomt om. Ingen sagde noget, men græderne kom alligevel. Og mens regnen langsomt aftog udenfor, sad de fire kvinder ved spisebordet og delte kage, som om tiden aldrig var gået.
