Det var en tung og bitter tid. Så bitter, at selv tårerne nægtede at komme.
Hvorfor? Hvorfor gjorde han sådan mod mig?
Syv år, syv lykkelige år.
Vi gik hånd i hånd, han sagde aldrig et ondt ord og så, pludselig, forsvandt han. Nej, han løb ikke engang, han listede sig bare væk, som en fej kujon.
Telefonen ringede og ringede. Hvem i alverden kunne det være?
Mor.
“Hallo, skat… hvad laver du?”
“Ingenting, mor,” svarede jeg og tvang stemmen til at lyde rolig.
“Nå, godt. Du græder vel ikke over den fjols? Han er ikke værd at tabe en eneste tåre over.”
“En fjols er en fjols, selv i Grønland,” lo mor af sin egen vittighed. “Skat, jeg ville høre om du ikke kommer med på landet i fredags? Tante Tove kommer, og hun bringer sin nevø, Mads. Du kender ham ikke, men jeg gør. Han er en god dreng, bare uheldig i livet. Hans kæreste var en rigtig nul, men heldigvis slap han af med hende.”
“Kvælede han hende?”
“Hvad? Hvem skulle have kvælet hvem?”
“Jo, du sagde, han slap af med hende.”
“Åh, du og dine jokes! Men det er godt, skat… grin du bare. Det hjælper. Ved du, da Kresten Mikkelsen slog op med mig… nå ja, den historie har jeg fortalt dig, ikke?”
“Vi gik i musikskole sammen jeg spillede cello, han spillede valdhorn. Han var så sød, med store ører og lyse hår… Åh, jeg elskede ham så højt, og så gik han til den klarinetspillende Natalie! Jeg græd så meget, at jeg endda sprang en time over og gik langs åen og tænkte på at…”
“Mor… jeg har det lidt stramt lige nu.”
“Nå? Nå ja, ja, skat. Men kommer du så? Vi venter dig i fredags.”
“Jeg ved det ikke, mor.”
“Nej, Lise, det er ikke noget svar. Lover du mig det?”
“Fint, mor… jeg kommer, men ikke for længe.”
“Godt, jeg elsker dig, skat. Mor og far er altid her for dig, hører du? Far siger det samme hov, Michael, jeg sagde lige, at du også er her for hende! Lise, hører du? Far elsker dig, og mor elsker dig også…”
Jeg krøb sammen under tæppet og lå i mørket.
Ingen tårer. Ingen kræfter til at græde.
Kun ét spørgsmål: Hvorfor?
Telefonen igen.
Min søster.
Hvis jeg ikke tog den, ville hun sætte hele familien i alarmberedskab.
“Hallo.”
“Lise, hvad er der? Græder du?”
“Nej, hvorfor skulle jeg græde? Min mand har bare forladt mig, det er alt. Den mand, jeg ville få børn med, som jeg har været igennem alt med.”
“Godt for ham! At tude over sådan en nar… Da Jacob slog op med mig, troede jeg, jeg skulle dø. Kan du huske ham? Den smukke fyr, jeg datede i et halvt år? Jeg var helt vild med ham… Men se mig nu! Så derfor vi tager på telttur i weekenden, og Vagns kæreste har lige forladt ham. Måske kan I to…”
“Jeg skal lige tænke over det, Tina.”
“Tænk godt efter, Lise…”
Koldt. Koldt og ondt. Så ondt, at jeg knap kunne åbne øjnene.
Telefonen igen.
Bedstemor.
Åh gud.
“Hallo…”
“Lise, skat… Kom til mig. Jeg har lavet dine yndlingsboller og varm kakao. Vi kan endda tage en lille snaps sammen, hvad siger du? Jeg sender bedstefar på markedet, så er det bare os to. Jeg forstår dig så godt. Da Knud Rasmussen slog op med mig… åh, jeg led så meget. Jeg begyndte endda at ryge ikke længe, selvfølgelig. Så mødte jeg din bedstefar, og han…”
“Tak, bedstemor… jeg skal nok tænke over det.”
Hele dagen ringede folk og fortalte, hvordan de selv var blevet forladt.
Om aftenen, da jeg endelig faldt i søvn, ringede det på døren.
Jeg gad ikke åbne.
Men det ringede og ringede.
Til sidst gik jeg alligevel.
Mærkeligt der var ingen. Lige da jeg ville lukke døren, hørte jeg en arrig stemme:
“Nå, står du i vejen? Flyt dig, så vi kan komme ind!”
Jeg så ned.
Åh gud… hvad var det?
Ind gennem døren marcherede…
“Hik… hvem er I?”
“Kan du ikke se det? Vi er katte.”
“Katte?”
“Ja, forskellige. Vi er kommet for at hjælpe. Kom nu ind og luk døren du skal da ikke blive forkølet!”
Vi er en familie.
Familien Kattenielsen.
“Mor, se engang, patientens hoved!”
“Sønniké, tjek hendes hjerte. Lille søster, lav te. Sæt dig nu.”
Jeg satte mig. Jeg vidste, jeg måtte være ved at blive sindssyg, men kattelusene løb rundt med travle miner.
“Bedstemor Kat, patienten har brug for en god historie.”
“Mjau, min søde… lad det dårlige forsvinde, og det gode komme… Far Kat, hun skal i seng. Tante Kat, puds hendes pude.”
“Lille Kat, leg ikke med den dyre ting! Min søde, tag telefonen fra barnet.”
Jeg så, som i en drøm, hvordan lille Kattenielsen tog billeder med min telefon.
“Bedstefar Kat, masser hendes hænder. Onkel Kat, masser hendes fødder.”
Og så lagde de mig i seng og masserede mig, indtil jeg faldt i søvn.
Da jeg vågnede, følte jeg mig lettere.
Jeg gik ud i køkkenet men hvor var Kattenielsens katte? Åh, det var bare en drøm…
Solen stod op udenfor. Så smukt. Så dejlig en efterår.
Det var alligevel lidt morsomt at tage fri for at græde… Hvad var klokken? Fredag jeg havde lovet mor at komme på landet.
Da jeg gik ud af opgangen, hørte jeg en lille lyd.
Hvad var det?
Åh gud.
Foran døren sad… lille Kattenielsen. Alene.
“Hvor er de andre, lille ven?” spurgte jeg, men han svarede ikke, kun peb og åbnede sin lille røde mund.
Jeg så mig om, men der var ingen. Jeg tog ham med under min jakke jeg tog ham med på landet.
Uden at se det, bemærkede jeg ikke, hvordan hele Kattenielsen-familien kiggede efter mig fra hjørnet.
De jublede og løb videre for at hjælpe andre.
Og jeg og lille Kattenielsen tog til landet.
På stationen mødte jeg en ung mand, der så forvirret ud.
“Hvor skal du hen?” spurgte jeg.
“Til Sollyst. Det er min første gang her…”
“Kom, jeg skal samme vej.”
Vi snakkede undervejs. Mads sådan hed han tog min taske. Da vi nåede Sollyst, var vi allerede blevet venner.
Jeg ville ikke have, at han skulle gå, men pligter kalder…
“Lise, ved du, hvor hus nummer 37 er?”
“37? Er du… er du Tante Toves nevø?”
“Og du er Tante Lises datter?”
Vi lo og gik ind ad hækken sammen.
“Hvem har du hele tiden kælet for på maven? Jeg troede næsten, du var gravid!”
“Det er min… søn.”
“Din søn?”
“Ja, mød ham det er Kattenielsen!”
“Kattenielsen?” Mads så på mig.
“Ja, hvad er der galt med det?”
“Ikke noget! Det er et smukt navn. Lad mig præsentere mig selv: Mads Kristian… Kattenielsen.”
Da hans tante og mine forældre kom ud, grinede vi, mens vi tørrede tårerne væk. Og på jorden sad en lille kat og kiggede forvirret på os.
***
Den store, grå kat sad på vindueskarmen og så ud.
“Nå, hvor bliver de af?” brummede han. “Ungerne er to måneder gamle, og de slæber dem rundt overalt. Utroligt…”
Han havde engang selv været lille.
Lise spekulerede ofte på, hvordan lille Kattenielsen havde taget billeder med hendes telefon.
Hun og Mads diskuterede det tit. Lise troede jo, det var en drøm…
Men én dag kom han.
Med champagne og chokolade.
Lise var ikke hjemme hun og Mads var ikke gift endnu, men det var på trapperne.
Og så kom han, denne én, og ville undskylde og vinde hende tilbage.
Kattenielsen kom ud og spurgte ham, hvad han ville.
Han stivnede.
Og Kattenielsen løftede sin lille pote og pegede på døren.
“Løb,” sagde han, “og vov ikke at komme tæt på min Lise igen!”
Og så han var jo stadig en lille en pisede han i hans sko.
Godmorgen, mine kære!
Skynd jer at høre historien, før Kattenielsens katte kommer…
Krammer til jer,
Sender lys og varme.
For altid jeres.
