Livet, det er sådan
Mikkel snøftede og trak en tør fyrretræsstamme på en stor slæde. Træet var faldet ved udkanten af landsbyen normalt må man ikke tage det, men onkel Bent, skovfogeden i området, havde hvisket til Mikkel, at han kunne hente det, når det blev mørkt.
Drengen sled og svedte under træets vægt.
»Mikkel, Mikkel!« En stemme kaldte på ham. Selvfølgelig, der var den kvikøjede Lærke, hans klassekammerat.
»Hvad vil du?«
»Lad mig hjælpe dig.«
Hvor fik pigen kræfterne fra? Men sammen blev det nemmere. De spændte sig for slæden og begyndte at trække.
»Hvem passer børnene, Mikkel?«
»Bedstemor, hvem ellers? Mor er på arbejde.«
»Nåh, jeg kom for at hjælpe dig med lektierne, men jeres dør var låst, og det var mørkt derinde. Lukas råbte gennem døren, at du var gået mod skoven, og at de skulle blive indenfor.«
»Ja, jeg måtte låse…«
»Løber hun?«
»Hun løber… alt bliver tilgivet i Rusland. Hjem til sin mor.«
»Åh, stakkel. Hun lider selv og lader jer lide.«
»Tja.«
Børnene fik træet hjem til Mikkels hus.
»Tak, Lærke.«
»Det var så lidt. Hent saven, så klarer vi det hurtigt.«
»Jeg gør det selv du har allerede hjulpet.«
»Nå, selv… vil du rasle med en træsav, eller skal vi gøre det ordentligt?«
De tog fat i saven sammen, og snart lå der pæne, tørre klodser på jorden.
I vinduet stak seksårige Lukas og toårige Liv ansigterne frem.
Mikkel greb øksen og huggede den skarpt ned i en klods, så det knitrede. Et par slag mere, og klodsen splittedes.
Lærke samlede spåner, mens Mikkel huggede brænde.
Da bunken var stor nok, bar de det ind. Drengen fik hurtigt ild i brændeovnen, og varmen bredte sig. Lyset dansede på loftet.
»Skal jeg ikke lave suppe til jer? Så skal tante Helle ikke gøre det, når hun kommer hjem.«
»Nej, det klarer vi selv,« mumlede Mikkel flovt. »Bedstemor kan nok lave noget.«
»Åh, nej, nej, Mikkel,« protesterede Lukas. »Lad Lærke lave det! Husk sidste gang, da bedstemor kogte den grød? Lærke koger kål, ærter og din mor havde dild, frøene kan bruges, når Liv bliver forkølet og tisser i sengen men bedstemor kom det hele i suppen! Den var ulækker!«
»Jeg laver det, Lukas. Kom og hjælp.«
»Hvem er du?« En gammel kvinde kom ned fra ovnen, i vinterstøvler, en trøje og et tørklæde.
»Bedstemor, tag det af det er varmt nu.«
»Fryser, Morten.«
»Hvem er Morten? Jeg er Mikkel, din barnebarn.«
»Nå? Hvor er Morten så?«
»Han… han er rejst. Kommer snart hjem.«
»Taler hun om onkel Morten?«
»Ja… hun forstår det ikke. Siden han gik, er det blevet værre.«
»Hvorfor tog han hende ikke med? Det er da hans mor?«
Mikkel trak på skuldrene. Han gad ikke tale om det. Lærke rørte stille i gryden, mens Mikkel satte børnene ved bordet. Liv græd sagte, og han tog hende op på skødet, strøg hende over håret. Ud over vinduet faldt mørket langsomt over landsbyen, og sneen begyndte at falde igen. I det svagtlummede rum, hvor ildens skygger dansede på væggene, sagde ingen noget. Det var nok, at de var sammen.
