En kvinde kiggede ned i sin taske og faldt næsten om af skræk over det, hun så.
Dregen stirrede ud ad vinduet og spurgte sin bedstemor:
“Bedste, skal vi ikke snart ud og gå?”
“Ikke i dag, skat. Det er for koldt,” svarede hun. “Og jeg har så meget at lave jeg skal strikke hue og vanter til en bestilling.”
Men drengen blev ved at tigge, og til sidst gav hun efter.
“Nå, nå, vi tager en kort tur, men ikke længe. Det piner jo i benene af kulden!”
Udenfor var det øde. Alle var gemt væk i den bitre vind. Drengen løb rundt som en virvelvind, mens bedstemor frøs helt igennem.
“Kom nu, Mikkel, vi går hjem. Vi bliver syge!” råbte hun.
Men drengen var allerede forsvundet ind i legepladsens labyrint. Hun kaldte på ham, men der kom intet svar indtil pludselig en stemme lød:
“Bedste! Der ligger en dukke her. Skal vi ikke tage den med?”
Da hun trådte ind i labyrinten, så hun en taske stå alene. En svag pipen lød inde fra den. Da hun åbnede den, faldt hun næsten bagover der lå en spædbaby, indsvøbt i et tyndt tæppe, helt blå af kulde. Med skælvende hænder trykkede hun barnet ind til sig og ringede efter en ambulance.
Politiet kom også. De spurgte, hvordan de havde fundet babyen. Bedstemor fortalte, at det var Mikkel, der havde opdaget den.
“Godt klaret, lille mand!” sagde betjenten.
Hun kunne ikke fatte, hvordan nogen kunne efterlade deres eget barn. Betjenten trak bare på skuldrene.
“Man ser det hele. Nogle smider dem i skraldespanden, andre lægger dem bare et sted. Intet overrasker os længere.”
Bedstemor bad ham ringe til hospitalet for at høre, hvordan barnet havde det. Babyen var i god behold kun en smule underkølet. “Men hvis I ikke havde fundet den i tide…” sagde han.
Da de kom hjem, var strikketøjet glemt. Hun havde hverken hoved eller hænder til det efter sådan en chok.
Næste morgen ringede hun til hospitalet for at høre mere. Først ville de ikke fortælle hende noget.
“Hvorfor vil I vide det? Hvem er I til barnet?” spurgte sygeplejersken.
“Vi er ingen. Vi fandt det bare i går,” svarede hun.
“Åh, det var jer! Det er en lille pige. Hun har det fint. I reddede hende,” sagde sygeplejersken med en helt ny venlighed.
Bedstemor spurgte, om de måtte besøge hende og bringe noget.
“Det er normalt ikke tilladt… men for jer gør vi en undtagelse. Kom i morgen. Med bleer og modermælkserstatning.”
Næste dag tog de afsted med poser fulde af indkøb. Pigen var så lille og sød, at bedstemors øjne løb over i vand. Hun havde taget et blødt, gråt uldtørklæde med et hun engang havde strikket uden grund, som om det var ment til dette øjeblik. Hun lagde det om babyen og hviskede: “Må du få et lykkeligt liv.”
De fulgte pigens skæbne. Hun blev kaldt Freja. Moderen blev fundet og mistede forældremyndigheden. Snart blev Freja adopteret af et barnløst par, der forelskede sig i hende ved første blik.
Atten år senere stod bedstemor, nu gråhåret men stadig kvik, og bagte Mikkels yndlingskage. Han havde lovet at komme med en “overraskelse”.
Døren gik op, og ind kom Mikkel med en pige i hånden.
“Bedste, det her er Freja. Vi skal giftes. Det er som om jeg altid har kendt hende.”
Bedstemor jublede. “Velkommen til familien, Freja! Kom ind, I skal ikke stå der på dørtærskelen!”
Pigen smilede forlegent og begyndte at løsne sit tørklæde. Bedstemor stirrede på det og gispede.
“Det er et smukt mønster,” sagde hun med dirrende stemme.
Freja nikkede. “Jeg har haft det så længe jeg kan huske. Jeg går sjældent uden det.”
Bedstemor genkendte det med det samme. Det var det samme tørklæde, hun havde lagt om den lille forlængst. Livet var underligt Mikkel havde reddet sin fremtidige kone. Som om skæbnen selv havde ført ham til hende den dag.
