“Jeg har en historie, du skal høre…”
“Lise! Lise, stop lige med det samme!”
Så snart den unge kvinde var færdig med arbejde, blev hun overfaldet af en lav, fyldig dame, hvis ellers så hovmodige og myndige stemme nu lød næsten blød, men med et anklagende tonefald.
“Liselille, hvad er der sket mellem dig og Mads? Han ringede til mig i går og sagde, du har forladt ham. Kan man virkelig gøre sådan noget? Han har brug for din hjælp og støtte nu mere end nogensinde, og i stedet for at være der for ham, pakker du bare dine ting og stikker af? Hvad slags kærlig kvinde er du egentlig?”
“Den samme slags kærlig som han er en kærlig mand,” snappede Lise med et hvasst smil. “Eller husker du ikke selv den samtale, I havde i vores køkken for halvandet år siden? Skal jeg minde dig om den? Du var jo så enig i hans principper om samliv – hvorfor drejer pilen ikke den anden vej nu? Eller er det ‘noget helt andet’?”
“Jeg ved ikke, hvad du snakker om! Jeg ville aldrig bifalde, at en kærlig person forlader sin partner. Især ikke i en svær situation.”
“Mærkeligt. For jeg husker det helt anderledes. At du var helt imod min idé om at blive gift med din søn, og at du fortalte ham, at hvis han gjorde det, ville jeg hænge mig om halsen på ham og blive en byrde, især hvis der skete noget uventet. Så hvad er forskellen? Må han slippe for at tage ansvar, men jeg må ikke?”
“Hvilket ansvar snakker du om? I elsker hinanden, I skal klare det sammen…”
“Men det ville han jo ikke. Og det ville du heller ikke. Så nu kan I to hygge jer med situationen, for jeg gider ikke bruge min tid på det her. Og tak, fordi vi takket være dig stadig ikke er gift – jeg behøver ikke engang betale ham nogen form for underhold. Tak for det, Grethe.”
Med en hånlig bujning vendte Lise sig om og gik hurtigt mod busstoppested.
I hendes hoved dukkede tanken op om endelig at tage et realkreditlån for en lejlighed tættere på arbejdet – hendes gamle én-værelses, arvet fra bedstemor, tog næsten to timer at komme til hver vej, fyldt med trafik og offentlig transport.
Men tankerne om boligproblemer blev hurtigt afløst af tvivlen om, hvorvidt hun havde handlet rigtigt ved at forlade Mads i en så svær situation.
Logikken sagde ja, men hjertet… Det var for blødt.
Heldigvis forsvandt al medfølelse, så snart hun huskede det hun havde overhørt for nogle måneder siden.
Lise elskede ikke at lytte med. Men den aften havde hun sovet hele dagen på grund af forkølelse og ville bare ud i køkkenet for at drikke noget vand. Hendes tøfler var væk – måske havde hun eller Mads sparket dem under møblerne.
Så hun gik uden.
Og derfor hørte hverken hendes kommende mand (som hun dengang troede, Mads var) eller kommende svigermor hende komme.
Men Lise hørte alt.
“Hun er en sød pige, min dreng, men du skal ikke gifte dig med hende. Hvis hun var rig, kunne du måske regne med et godt arv, men ved du, hvad der sker, hvis du gifter dig med hende nu?”
“Hvad skulle der ske, mor? Lise arbejder jo, hun kræver ikke, at jeg forsørger hende. Og hvis jeg gifter mig nu, kunne jeg måske få en forfremmelse. Min chef er vild med traditionelle værdier – ægteskab, børn, den slags.”
“Fortæl mig ikke, du vil få børn med hende!” Grethe viftede forfærdet med hænderne.
“Nej, selvfølgelig ikke. At bruge penge på en unge? Nej tak. Og Lise vil heller ikke, hun er karrierekvinde. Jeg tænkte bare at lyve og sige, hun var ufærdig senere. Så kunne jeg se godt ud, fordi jeg tog en ‘defekt’ pige.”
“Lad være med at gifte dig med hende, min dreng! Jeg arbejder med den slags – ved du, hvor mange juridiske konsekvenser det har? Alt, du køber i ægteskab, bliver fælles. Hvis I skilles, tager hun halvdelen af alt. Og hvis der sker noget med hende, er du lovpligtig til at forsørge hende.
Jeg har en klient, hvis kone blev invalideret efter en slåskamp med sin elsker. Han kunne godt blive skilt, men han tabte penge og skal betale underhold. Som om det var hans skyld!
Nej, gif dig ikke med Lise. Så kan du smide hende ud på én dag, hvis det går galt. Medmindre hun bliver rig eller får en karriere… Men det har hun jo ikke.”
Lise listede tilbage på værelset og græd hele natten.
Hun vidste godt, Mads næppe ville gifte sig med hende – efter to år havde han stadig ikke friet. Men én ting var at vide, at en mand ikke vil binde sig – noget andet var at høre, at han ville smide hende ud, hvis hun blev syg.
Før havde Mads sagt, hans chef ikke kunne lide gifte medarbejdere. Han lovede, at hvis han fandt et bedre job, ville de giftes.
Men sandheden var en helt anden.
Tårerne stoppede hurtigt. Og med dem forsvandt også kærligheden til Mads.
Næste morgen så Lise på deres forhold fra en økonomisk vinkel.
At bo sammen sparede hende tid på husholdning og transport – Mads boede tæt på byen. Og selvom han havde sine fejl, var han god i sengen. At finde en erstatning ville tage tid og kræfter.
Derudover kunne hun leje sin egen lejlighed ud på Lars Tyndskids mark og tjene lidt ekstra.
Hvis man fjernede følelserne – som åbenbart ikke var gensidige – var det en praktisk aftale. Så de blev sammen, indtil Mads forlædtes måneder senere.
Han kørte spirituskørsel, mistede kontrollen og smadrede både vejafspærringen, sin næsten nye bil (som han stadig skulle betale af på) og sit eget rygrad.
Lægerne sagde, han kunne komme sig, men det ville tage lang tid.
Den glade nyhed delte han med Lise, da hun besøgte ham på hospitalet første og sidste gang.
“Det skal nok gå, Lise. Et halvt til et år, så er jeg på benene igen. Vi klarer det sammen.”
“Held og lykke med det,” smilede Lise bredt.
Så fortalte hun ham, at et forhold til en handicappet ikke længere var profitabelt for hende, så hun flyttede ud med det samme.
“Jeg kom faktisk bare for at give dig nøglerne tilbage. Mine ting har jeg taget, og jeg har taget billeder af lejligheden, så du kan se, jeg ikke har stjålet noget.”
“Vent… Du forlader mig nu? Lise, vi elsker hinanden. Skal kærlige mennesker ikke hjælpe hinanden i svære tider?”
