Min barnebarn
En smule sjusket, med halvtilfældigt flettede fletninger, en krøllet skoleuniform med skæve kraver og ærmer.
Pigen så forpjusket og tilbagetrukken ud.
Rikke Dorthe rynkede panden. Hvorfor skulle hun lige huske den sjuskede pige? Hun lagde sin elskede romkugle til side. Hvor er Mads? Han lovede at komme tidligt hjem, i dag er det Alexanders mindeaften…
Hun syntes, hun hørte et bank på døren.
“Hvem der? Mads, er det dig? Har du glemt dine nøgler?”
“Rikke Dorthe, du efterlød nøglerne på stolen.”
“Hvad? Hvilke nøgler?”
Rikke Dorthe åbnede døren og så… netop den pige. Hvad var det her?
“Jensen? Hvilke nøgler? Hvordan vidste du, hvor jeg bor? Hvad er det her? Har du fulgt efter mig?”
Pigen rystede på hovedet. Hun havde en slidt hue på, et falmet frakke med en plet på lommen, gamle uldstrømper med hængende knæ og næsten ødelagte sko.
Først nu lagde Rikke Dorthe mærke til pigens smukke øjne, dybblå, omgivet af sorte, fyldige vipper.
Hun var lige startet på skolen som dansklærer efter at have arbejdet på en tekniskskole hele sit liv. Pensionistlivet passede hende ikke… Mærkelig pige, den her. Hun omgikkes ikke de andre børn. Hvad hed hun? Alma? Nej… Astrid, det var det. Astrid Jensen.
“Rikke Dorthe, du glemte nøglerne på stolen. Jeg råbte, men du hørte mig ikke.”
“Hvilke nøgler? Åh, ja… tak. Jeg glemte at lægge dem i tasken. Ålderdom, måske,” sagde hun og prøvede at lave en spøg.
“Du er ikke gammel,” sagde pigen helt alvorligt. “Du har måske bare travlt.”
“Tak… Astrid.”
“Velbekomme. Farvel, Rikke Dorthe.”
“Farvel…”
Rikke Dorthe lukkede eftertænksomt døren, men åbnede den igen med et rykk… Hun hørte stille skridt ned ad trappen.
“Astrid,” Rikke Dorthe kiggede ned, pigen op, “hvordan vidste du, hvor jeg bor?”
“Jeg bor i nabobygningen og ser dig ofte gå til eller fra arbejde. Nogle gange går jeg bag dig ved det hjørne, hvor den store hund står. Hvis jeg er tæt på dig, gør den ikke. Jeg lugter af katte jeg fodrer dem i kælderen… men den gør alligevel. Jeg kalder ham Rex. Han er hjemløs.”
“Og adressen… jeg spurgte de ældre damer på bænken, hvor du boede. Jeg sagde, du arbejdede på vores skole.”
“Vi tager samme bus…”
Hvor underlig, tænkte Rikke Dorthe. Holder hun øje med mig?
“Vil du have en kop te?” spurgte hun pludselig, og pigen nikkede straks.
Underlig og uhøflig. Hun burde egentlig have sagt nej.
Rikke Dorthe skænkede teen.
“Er du… sulten måske?”
Pigen rystede på hovedet, men Rikke Dorthe forstod hun var sulten. Hvorfor bruger jeg tid på hende?
“Ved du hvad? Lad os spise sammen. Jeg kan ikke lide at spise alene, og Mads er forsinket… Kom.”
Hun blev pludselig ivrig og begyndte at hive mad frem fra køleskabet.
Pigen spiste pænt, men det var tydeligt hun var sulten.
“Tak,” sagde Astrid og kiggede på frikadellerne. “Jeg må gå. Du laver virkelig lækker mad.”
Utroligt, et barn så sultent, at det roser min mad…
Hun pakkede frikadellerne sammen, gav hende nudler og slik.
“Ikke nævnt værd… men hun tog det.”
Da pigen var gået, skældte Rikke Dorthe sig selv ud. Uprofessionelt. I morgen ved skolen, tænkte hun, løber hun måske hen og krammer mig foran alle.
Eller siger tak for de lækre frikadeller…
Mads kom hjem næste morgen og så skyldig ud.
“Hvilken dag var det i går?” spurgte hun strengt.
“Torsdag, mor. I dag er det fredag…”
“Hold op med at være kæk, Mads.”
“Åh, nu bliver det alvorligt… Jeg er en voksen mand på tredive…”
“I går var din fars mindedag. Han fortjente ikke den behandling.”
“Mor… han er ligeglad, om vi markerer det i går eller i dag. Lad os gøre det i dag. Jeg skal sove. Jeg har fri.”
“Så du har ikke sovet nok? Hvad lavede du hele natten?”
“Vil du virkelig vide det?”
Rikke Dorthe gik sur på arbejde.
Hun ventede… ventede på, at pigen på en eller anden måde ville antyde noget, men… hun gik bare forbi, som altid, med et kort “hej.”
Utaknemmelig tøs…
Hele dagen prøvede hun at snakke med pigen. Undgik hun hende?
Efter arbejde gik hun langsomt hjem, håbende på at møde hende men nej.
Tre dage senere, på vej hjem fra busstoppestedet, hørte Rikke Dorthe et skrig.
Det var pigen.
Hun skyndte sig hen en stor hund havde fat i ærmet på det velkendte frakke og sled i det, som om den ville tage noget fra hende.
“Gå væk!” skubbede hun hunden væk. “Astrid, er du okay?”
Hun så ind i pigens bange øjne, og noget knugede i hendes hjerte.
“Den ville til at… til at rive en killing itu!”
Pigen begyndte at græde.
“Det er okay… det er overstået. Tager du den med hjem?”
“Nej.”
“Børn i din alder plejer at…”
Rikke Dorthe tav. Underlig pige.
“Jeg må ikke. De smider den ud igen.”
“Hvem?”
“Dem…”
“Nå, ja…”
I skolen spurgte hun rundt om Astrid. Lærerne trak på skuldrene, kun den gamle matematiklærer, Ellen Kirstine, vidste noget.
“Familien er ikke just velfungerende. Moderen og stedfaderen drikker, eller måske bedstemoren…”
“Hvordan kom hun ind på skolen?”
“Det ved jeg ikke,” svarede matematiklæreren og rystede på hovedet.
Hun fangede pigen på vej hjem. Frakken var lappet, og Rikke Dorthes hjerte sank.
Hun fulgte efter. Astrid løb hurtigt forbi hunden og stoppede ved en bænk… hvor hun tog en bog frem og begyndte at læse lektier.
Rikke Dorthe gik tankefuld hjem og skændtes med Mads igen.
Han er blevet skilt for to år siden, ingen børn. Nu flakker han rundt… Han sagde, hans ekskone var kedelig. Nu har han sikkert fundet en “spændende” én.
Hun gik en tur for at få frisk luft.
“Astrid… hvor er den lille møgunge?” lød en rå stemme.
En lurvet kvinde stod ved opgangen. Øjnene mindede om Astrids.
“Undskyld…”
“Hvad?”
“Er du Astrid Jensens mor?”
“Og hvad så? Gå din vej.”
“Jeg er hendes lærer. Hvor er hun?”
“Hjemme, sover,” kvinden vendte sig og gik ind.
“Astrid… er du der?” kaldte Rikke Dorthe.
Pigen kom frem fra bag huset.
“Kom med mig.”
“Hun slår mig efterfølgende.”
“Det tør hun ikke.”
“De sender mig på børnehjem, hvis hun mister forældremyndigheden.”
“Hvem er hun?”
“Min bedstemor…”
“Hvor er din mor?”
“Hun er død. For fire år siden…”
“Drak hun også?”
“Nej, vi havde det godt. Men hun blev syg… Jeg har ingen. De gav mig til dem… Bedstemor og hendes mand. De får penge for mig…”
“Nå… Kom med mig. Vi finder ud af det.”
“De tager mig på børnehjem.”
“Jeg sagde, vi finder ud af det.”
Mads var hjemme og stirrede på pigen.
“Hvem er det?”
“Astrid.”
Hun stirrede tilbage på ham.
“Bliver du natten over?”
“Ved ikke…”
Næste morgen lod hun pigen sove længe og gav hende morgenmad.
“Kom.”
“Hvorhen? På børnehjemmet?”
“På indkøb.”
Mads stod og stirrede på dem.
“Hvor fik du hende fra?”
“Min elev.”
“Nåh.”
I butikken købte hun nyt tøj til hende.
Da hun var pyntet, lignede hun en dukke.
“Ej, hvor er din barnebarn smuk,” sagde ekspedienten. “Hun ligner dig.”
Rikke Dorthe smilede. Det føltes underligt godt.
“Det her kaster vi ud.”
“Nej!” pigen klyngede sig til det gamle tøj. “De drikker pengene… og slår mig. Jeg skulle ikke have sagt ja.”
“Hvad gør vi?”
“Ved ikke.”
“Kom… på café?”
“Med dig?”
“Ja… vil du?”
“Kan du lave lagkage?”
“Ærligt… nej, jeg…”
“Kom, jeg lærer dig det.”
“Dig? Mig?”
“Mor og jeg bagte sammen, inden hun blev syg.”
“Kom. Skal vi handle ind?”
“Ja, hvis du ikke har noget…”
Rikke Dorthe havde ikke været så glad i lang tid. De bagte, lo, og drak te. Så kom Mads hjem.
Gud… hun havde aldrig troet, hun ville tænke det, men hun ønskede, han ikke var kommet hjem så tidligt.
“Jeg må gå,” sagde pigen.
“Jeg følger dig.”
“Hvad hedder du?” spurgte Mads.
“Astrid… Jeg har allerede fortalt dig det,” sagde Rikke Dorthe irriteret.
“Sendte hun dig?”
Han stirrede på hende. Pigen rystede på hovedet.
“Der er ingen… fire år siden… far.”
“Mads? Hvad foregår der? Vent, Astrid!”
Pigen stoppede ved døren.
“Hvad mener du? Kender I hinanden?”
En gammel historie.
“Mor, det er Diana Jensen. Hendes mor.”
“Nej, jeg husker hende ikke.”
“Diana, hun er to år yngre. Hendes mor drak. Vi boede i nabolaget… Jeg elskede hende dengang…”
“Og Astrid?”
“Hun fortalte mig ikke om barnet. Jeg var sammen med Nadja på det tidspunkt… du kunne lide Nadja…”
“Hvornår fandt du ud af det?”
“Da jeg så hende… hun er din kopi.”
“Nadja og jeg var sammen, men jeg mødte Diana igen. Hun sagde, vi havde en datter. Jeg troede hende ikke. Men jeg havde ikke forladt et barn. Jeg er ikke et monster, mor.”
“Men du gjorde det…”
“Jeg troede hende ikke. Tre år gik. Astrid, kendte du mig?”
“Ja, jeg har et billede af dig. Da jeg bragte nøglerne, så jeg portrættet og forstod det…”
“Jeg giver hende ikke tilbage derhen. Jeg ved ikke, hvad du vil gøre, men hun bliver hos mig. Astrid, kom her, min pige… Hun er mit barnebarn.”
Testen bekræftede slægtskabet. Mette, Mads’ kæreste, støttede ham under retssagen.
Rikke Dorthe holdt Astrid i hånden, som om hun var bange for, at nogen ville tage hende.
***
“Far, må jeg bo hos bedstemor?”
“Hvis hun siger ja?”
“Hun gør det… hun er ensom.”
“Og jeg? Er jeg ikke ensom?”
“Du har Mette…”
Rikke Dorthe går hånd i hånd med sin barnebarn. Hun er ligeglad med, hvad andre tænker. Hun har fundet sin lykke.
Mads og Astrid blev tætte, men han og Mette gik fra hinanden.
“Far, er det min skyld?”
“Nej, selvfølgelig ikke… Jeg bytter dig ikke væk. Bedstefar ville have elsket at møde dig.”
Mads møder Astrids nye lærer på forældremøde… Nu går Astrid i skole med både bedstemor og mor.
“Er det ikke hårdt, når din mor og bedstemor er lærere?” spørger veninderne.
“Nej, det er fedt!” griner Astrid.
“Hvordan levede jeg uden hende? Diana, tilgiv mig… Jeg svigter aldrig vores datter.”
Nogle gange besøger Astrid sin anden bedstemor rydder op, laver mad og beder dem holde op med at drikke.
Bedstemoren græder og kysser hendes hænder…
“Mit barnebarn, min egen,” hulker hun og lover at stoppe…
