**Klæbet fast som en blodigle**
“Hør her, hvorfor klamrer du dig sådan til mig? Jeg arbejder, forstået?! Jeg gør det for familien, i øvrigt. Hvad er det for et dumt spørgsmål? Hvor skulle jeg ellers være end på arbejde? Det er dig, der ikke bidrager med en skid, du sidder bare på min nakke og nyder det færdige!”
…Freja var blevet gift med Mads for tre år siden. Han havde kæmpet for hende længe, gjort alt for at vinde hende. Engang var han endda klatret op i et træ og forkyndt for hele venneflokken, at han ville gøre alt for Freja.
Nu fik hun kvalme ved tanken. Hun havde aldrig troet, at alt kunne ændre sig så drastisk blot halvandet år efter brylluppet. Pludselig så Mads hende ikke længere som en kvinde. En husmor, kok, vaskekone, rådgiver og trøster ja. Men en elskerinde? Nej. Han gav hende ikke længere opmærksomhed, ingen søde småting. Ingen fødselsdagslykønskninger engang. Freja prøvede at tale med ham, spurgte, hvad der var galt, men Mads tav stift. Alt var “fint,” sagde han.
Efter sønnen, Emil, blev ført, blev det kun værre. Mens Freja lå på fødegangen, flyttede han hendes ting ind i børneværelset. Da hun tavs stirrede på ham, trak han bare på skuldrene:
“Hvad er der galt? Som mor skal du altid være hos barnet. Jeg er den eneste, der arbejder her, jeg har brug for ordenlig søvn. Det er simpelt, Freja. Emil er lille, han har ingen døgnrytme endnu, han vil græde om natten. Skal jeg stå op med dunkende hoved? Vi prøver det sådan her.”
Den sidste måned havde Freja oftere og oftere følt, at hun ikke længere var den eneste i Mads’ liv. Selvfølgelig havde han altid arbejdet sent, kommet hjem langt over midnat. Men nu var der grovhed oveni: hvis Freja bekymret stillede de “unødvendige” spørgsmål, som Mads kaldte dem, blev han hånlig:
“Hør her, hvorfor klamrer du dig sådan til mig? Jeg arbejder, forstået?! Jeg gør det for familien, i øvrigt. Hvad er det for et dumt spørgsmål?”
Freja følte sig forkert. Hvorfor stillede hun sig sådan? Selvfølgelig arbejdede han overtid de betalte godt for det. Indtil for nylig kunne hun slet ikke forestille sig, at han måske havde en anden.
…Freja vågnede af en hård lyd Mads var allerede taget afsted. Hun rynkede panden. Ikke engang et “godmorgen” mere. I måneder havde de ikke spist morgenmad sammen, endsige vågnet ved hinandens side. Siden Emils fødsel havde hendes elskede mand “forvist” hende til børneværelset. Det, der engang føltes som et solidt ægteskab, kollapsede som et korthus…
Freja lænede sig tilbage, tog telefonen og ringede til Mads. Den ringede længe, indtil en tør, irriteret stemme lød:
“Hvad vil du? Jeg har travlt!”
Frejas hjerte knugede:
“Hej. Jeg ville bare ønske dig en god dag. Du gik så tidligt…”
Mads blev rasende:
“Og det er grunden til, at du ringer?! Jeg skal til møde, jeg har ikke tid til dit sødede pis. Freja, du klamrer dig fast som en blodigle. Du kværker mig!”
Han smækkede røret på. Freja snøftede og kravlede ud af tæppet. Emil ville vågne snart, hun måtte nå at gøre sig klar. Og tænke over, hvordan hun skulle leve videre.
I badeværelset stirrede hun på sit spejlbillede: røde øjne, uordentligt hår, ingen farve i kinderne.
“Ja, selvfølgelig… Hvilken kvinde er du egentlig, Freja? En udkørt mor, en rigtig blodigle,” tænkte hun forræderisk, og tårerne væltede frem igen…
Da hun kom ind i soveværelset for at hente rent sengetøj, faldt hendes blik på hylden noget manglede. Det tog hende et øjeblik at forstå hvad.
Den lille æske med de intime ting hun havde købt til deres treårsdag var væk. Hun havde planlagt en romantisk aften den 13. oktober, bare dem to.
Måske ville han lægge mærke til hende som kvinde, bare denne ene gang. Æsken havde hun købt i god tid. Den største størrelse. Bare for en sikkerheds skyld.
“Har han flyttet den?” mumlede hun. “Hvorfor? Den kunne jo bare ligge der.”
To timer senere, efter at have madet og puttet Emil, prøvede hun igen. Mads’ ord gik igen i hendes hoved: *”Du er som en blodigle.”* Hun vidste, han havde frokostpause nu, så hun ringede.
“Mads, det er mig igen. Undskyld, men…”
“Hvad nu?!” afbrød han.
“Vi er nødt til at tale. Alvorligt.”
“Så sig det. Men skynd dig.”
“Ikke i telefonen. I aften, efter arbejde?”
“I aften vil jeg slappe af foran tvet, ikke høre på dine brok. Kunne du ikke bare vente?! Du ringer altså bare for det?!”
“Men Mads, det er vigtigt… Du lægger slet ikke mærke til mig længere. Du er ligeglad med, hvordan jeg ser ud, hvad jeg føler…”
“Åh, nu begynder det!” sukkede han. “Okay, lad os tage det roligt. Du ser ud… som alle kvinder efter fødsler. Du har taget på, poser under øjnene. Intet alvorligt, Freja, det retter sig. Hvad følelser angår… Du er mor nu! Vær glad for, du har et barn, så mange kvinder drømmer om det. Jeg er sekundær. Tænk på Emil.”
“Det er ikke fair, Mads! Jeg er også et menneske! Jeg vil også føle mig elsket, ønsket…”
“Okay, Freja, lad os starte med udseendet. Måske skulle du… skifte frisure? Og den kjorte klæder dig slet ikke. Du ved, jeg kan lide, når du gør dig til. Og du har ikke passet på dig selv. Du lugter. Før havde du altid manicure, makeup… Nu? Du ligner en grå mus.”
“En grå mus?! Jeg har ikke tid, Mads! Jeg har Emil hele dagen! Har du nogensinde passeret ham en time?”
“Og jeg vil heller ikke! Mit job er at tjene penge. Dit er hjem og barn. Og ikke at glemme dig selv! Se dig i spejlet, Freja! Din mad er også blevet dårligere… Hvad lavede du til frokost i dag? Håber ikke, du over-salte det som sidst? Jeg bad dig læse opskrifterne!” Han spyttede ordene ud. “Nu har du ødelagt humøret. Ring ikke igen, vi snakker derhjemme.”
Freja ventede til aften. Før han kom hjem, tog hun et hurtigt bad, sminkede sig let, satte håret. Hun mødte ham i entreen med et smil, spurgte ind til hans dag. Men i stedet for at glæde sig, blev han rasende:
“Freja, hvad er det for et cirkus? Hvorfor klæder du dig ud som en abe? Den kjorte er åndssvag! Den klæder dig ikke, dine ben er krumme! Skift, nu!”
Freja kunne ikke mere. Hun gav ham en lussing, græd og løb ind i badeværelset. Hun gned makeupen af med en aggressiv svamp, kastede kjolen i skraldespanden. Mads virkede kold, som om hendes tårer ikke rørte ham. Han spiste ikke, lagde sig bare foran tvet.
Senere, efter at have puttet Emil, huskede hun den manglende æske. Hun gik ind til Mads for at konfrontere ham. Hun ville vide, hvorfor han ikke elskede hende mere. Han ignorerede hende. Hun satte sig på sengekanten og spurgte direkte:
“Mads, hvor er æsken fra skabet?”
Han gryntede, uden at se på hende:
“Hvilken æske? Hvad snakker du om?”
Freja tog en dyb indånding. Hun ville ikke skændes igen.
“Mads, æsken fra apoteket. Du ved, med de… kondomer. Jeg ville gerne gøre noget særligt til vores jubilæum. Jeg havde aftalt med min mor at passe Emil…”
Mads sprang op og råbte:
“Hvad antyder du?! At jeg har givet dem til en anden? Er du sindssyg? Hvor vover du at sige sådan noget!”
De skændtes. Pludselig, midt i råberiet, erklærede han:
“Ja, jeg tog dem. Og jeg forlader dig. Jeg har længe villet sige det. Det er din egen skyld! Freja, er du virkelig så blind? Jeg har en anden!”
“Hvor længe?” spurgte hun roligt. Det føltes befriende.
“Længe,” snerrede han. “Før Emil blev født. Da du var gravid, var du ulidelig. Altid klynkende, ville have, jeg krammede dig, klappede din mave… Du aner ikke, hvor irriterende du er. Jeg bor kun her for Emils skyld, forstået?!”
“Hvad har hun, jeg ikke har? Sig det…”
Han grinede hånligt:
“Hun har én stor fordel, Freja. Hun kan ikke få børn!”
Freja vendte sig og gik. Ingen tårer, ingen smerte. Han havde netop frigjort hende. Hun satte sig ved Emils vægge, strøg hans bløde kind. Det skulle nok gå. Og Mads? Han kunne ryge, hvor han ville…
…Mads handlede anstændigt han flyttede selv ud, smed ikke Freja og Emil på gaden. Begge familier støttede hende. Skærsmålet var stille, han betalte frivilligt børnebidrag. Men han ser sjældent Emil, og det er måske bedst sådan. Freja ønsker ham ikke. Hun husker hans ord: *blodigle, abe.* Sådan kan det gå.
