**Dagbogsnotat**
*Hvordan kunne du lade min søn gå sulten?*
*Hvad er der til frokost?*
Mette rykkede sammen og vendte sig hurtigt om. I døråbningen stod en velkendt skikkelse. Nikolaj hendes mands tolvårige nevø. Drengen så på hende med et krævende, men samtidig ynkeligt blik. Efter en måned var Mette ved at vænne sig til det udtryk. Til det samme spørgsmål hver dag.
Hun lagde Frederiks trøje til side, som hun lige havde foldet.
“Kom, lad os se, hvad der er,” sagde Mette og kæmpede for at skjule den voksende irritation.
Nikolaj listede efter hende ud i køkkenet. Mette åbnede køleskabet og sukkede. Svigerinden havde, som sædvanlig, ikke efterladt noget til sin søn. Mette tog en bakke suppe frem, som hun havde lavet aftenen før til sig selv og Frederik. Hun varmede den i mikrobølgeovnen og satte en tallerken foran nevøen. Ved siden af lagde hun kartoffelmos og en frikadelle resterne fra aftensmaden.
“Tak, tante Mette,” mumlede Nikolaj uden at se op.
Drengen begyndte at spise, mens Mette gik tilbage til soveværelset. Hun fortsatte med at folde tøj, men tankerne kredsede om noget helt andet. Hvordan var hun endt her? For to måneder siden var livet helt anderledes…
…Hun huskede den aften, der ændrede alt. Frederik kom hjem med et mørkt udtryk. Han satte sig ved siden af hende på sofaen og tog hendes hånd.
“Metten, jeg har en anmodning til dig,” begyndte han forsigtigt. “Lise og Jonas og Nikolaj har mistet deres bolig. Udlejeren smed dem ud og beholdte depositummet. De har det svært lige nu. Og vi har jo en stor treværelses…”
“*Jeg* har en stor treværelses,” afbrød Mette skarpt. “Frederik, jeg er ikke vant til at bo under samme tag som fremmede. Ja, lejligheden er stor, men det betyder ikke, der er plads til dem.”
“Jeg forstår, skat. Men de er familie. Lise er min søster, Nikolaj er min nevø. De skal bare bo her et par måneder, indtil de finder noget andet. De skal bare have tid til at spare lidt sammen. Så flytter de.”
Frederik talte blidt og overtalende. Han fortalte, hvor hårdt det var for hans søster, hvor vigtigt det var for drengen at have ro før skolestart.
“Frederik, men forstår du ikke? Jeg arbejder hjemmefra. Jeg har brug for ro, for koncentration…”
“Metten, kom nu. Lise er stille og ordentlig. Nikolaj er en sød dreng, han larmer ikke. Og Jonas er næsten altid på arbejde. Og det er jo bare midlertidigt.”
Mette gav til sidst efter. Hun så bønnen i Frederiks øjne, den stille forventning. Hvordan kunne hun sige nej?
Nu, mens hun foldede endnu en stak T-shirts, vidste Mette, at hun selv var skyld i, at hun ikke havde stået fast. Den første uge gik fint. Lise hjalp til med madlavning og rengøring. Jonas passede sig selv og opførte sig pænt. Nikolaj lavede lektier og var ingen besvær.
Men så endte Lises ferie, og hun begyndte at arbejde igen. Og så ændrede alt sig.
Fra den dag af lavede Lise kun mad én gang om dagen til aftensmåltidet. Og der var kun nok til én måltid for hendes familie. Svigerinden bekymrede sig ikke om, at hendes søn ikke fik ordentlig mad om dagen. Så snart drengen kom hjem fra skole, gik han direkte til Mette og stillede det samme spørgsmål:
*Hvad er der til frokost?*
Den sætning fik Mettes blod til at koge. Hun ville råbe, lave en kæmpe scene, forklare, at det ikke var normalt. Men hun vidste, at drengen ikke var skyld i, at hans forældre ikke sørgede for hans mad.
Om aftenen prøvede Mette at tale med Frederik igen. Hun ventede, til han havde lagt sig for at læse, og satte sig ved siden af ham.
“Frederik, vi bliver nødt til at tale alvorligt,” begyndte hun beslutsomt. “Det, der sker med Nikolaj, er ikke i orden. Lise laver kun mad til aftensmåltidet, og om dagen kommer drengen sulten hen til mig.”
Frederik lagde bogen fra sig og så på hende.
“Hvad er problemet, Mette? Du er jo hjemme. Det er vel ikke svært for dig at give ham noget mad.”
“Frederik, ja, jeg arbejder hjemmefra. Ja, det er ikke svært for mig at lave mad. Men min løn er ikke så høj, at jeg kan fodre en andens barn hver dag. Og vigtigst af alt det er ikke min søn! Hans forældre burde sørge for ham. Det her handler om respekt!”
Frederik rynkede panden, tydeligvis uforstående overfor hendes vrede.
“Metten, vi er familie. Lise og Jonas har travlt med arbejde, de har det hårdt. Og du er hjemme. Hvad er der galt i at hjælpe familien?”
“Frederik, du forstår det ikke. Det her er ikke hjælp! Det er ren og skær respektløshed! Lise har bare skubbet ansvaret for sin søn over på mig!”
“Du overreagerer. Du tager alt for alvorligt.”
Mette indså, at han ikke så problemet. For ham var det naturligt, at hun tog ekstra opgaver for hans families skyld.
Hun vidste ikke, hvordan hun skulle ændre situationen. Hun ville ikke smide dem ud hun vidste, de ikke havde et sted at tage hen. Men det blev sværere at acceptere den nye virkelighed.
Og så skete der et lille mirakel. Ida, hendes veninde fra studietiden, foreslog pludselig:
“Metten, kom med på mit sommerhus et par uger. Der er ro, fred, og wifien er god. Vi kan arbejde derfra, slappe af og slippe væk fra alt byens larm. Jeg er sikker på, Frederik lader dig tage afsted.”
Mette lyste op. To uger uden daglige *”Hvad er der til frokost?”*, uden at skulle tænke på en andens barn, uden konstant anspændthed i sit eget hjem.
“Ida, det er en fantastisk idé! Jeg har virkelig brug for en pause. Frederik siger sikkert ja.”
Næste morgen pakkede Mette en taske. Frederik, der var i færd med at klæde sig på til arbejde, bemærkede det.
“Mette, hvor skal du hen?” spurgte han, mens han knappede sin skjorte.
“På sommerhus med Ida. To uger. Jeg skal arbejde i ro og fred, slappe lidt af. Det bliver en lang pigeretur. Ida fik lige sit hjerte knust, hun har brug for at komme væk. Jeg vil være der for hende. Du har vel ikke noget imod det?”
Frederik nikkede og gav hende et farvelkys. Hun tog afsted mod Idas sommerhus, mens han gik på arbejde.
Ved frokosttid, mens Mette og Ida nød stilheden ved sommerhuset, ringede telefonen. Det var Lise.
“Mette!” råbte svigerinden i røret. “Hvordan kunne du efterlade min søn sulten? Han kom hjem fra skole, og der var ingen hjemme! Hvad skal han spise?”
Mette svarede roligt:
“Lise, jeg har travlt. Hvad din søn spiser, er ikke mit problem. Du er hans mor.”
“Hvordan kan du sige sådan noget!” Lise var rasende. “Vi havde en aftale! Du ved godt, jeg ikke har tid til at lave mad om dagen!”
“Vi har ingen aftale. I besluttede bare, at jeg skulle fodre Nikolaj.”
Lise skældte hende ud, kaldte hende kold og egoistisk, men Mette afsluttede bare opkaldet. For første gang i to måneder følte hun, hun kunne trække vejret frit.
To uger fløj forbi. Mette kom hjem udhvilet og klar til at tage livet op igen. Hun og Ida havde lagt masser af planer.
Men hjemme ventede en vred familie. Lise sad med et stift ansigt i stuen. Frederik så forvirret og skyldbetynget ud.
“Så kom du endelig!” råbte Lise. “Ved du overhovedet, hvordan vi har haft det de sidste to uger? Min søn har levet af færdigmad! Du har forrådt familien, sat dine egne behov før alt andet! Du tænkte slet ikke på Nikolaj!”
Mette satte tasken fra sig, tog jakken af og så på dem begge.
“Hvem er det barn for mig?” spurgte hun stille. “Han er Frederiks nevø, ikke min. Jeg har ikke pligt til at passe ham eller give ham mad. Lise, jeg forlanger heller ikke, at du skal tage dig af mine slægtninge.”
“Hvordan kan du sige sådan noget!” udbrød Lise. “Vi er familie!”
“Lise, det er ikke svært for mig at varme mad op til Nikolaj. Men jeg laver ikke mere mad til ham. Jeg sørger for mig selv. Jeg rører ikke komfuret, før der bliver respekt for mig i dette hjem.”
Der blev helt stille.
Fra den dag købte Mette kun mad til sig selv og Frederik. Frederik spiste mest på arbejde eller på café. Nikolaj så bedende på hende, men Mette gav ikke efter. Der var ingen mad til ham i huset.
På tredje dag lærte Lise sin lektie. Hun stod tidligt op og lavede flere retter. Hun var sur, men maden stod klar.
Før hun gik på arbejde, vendte Lise sig mod Mette:
“Vil du varme noget ærtesuppe og flæskesteg til Nikolaj ved frokosttid?” spurgte hun gennem sammenbidte tænder.
Mette nikkede og spurgte med en antydning af sarkasme:
“Var det nu så svært?”
Lise rystede, men nikkede. Der kom ro i lejligheden skrøbelig, men ro. Mette kunne endelig trække vejret frit i sit eget hjem. Snart ville de spare nok sammen til at flytte. Til sidst skulle hun bare lære Frederik, at hun ikke var tjener for hans familie.
**Lektionen:** Nogle gange skal man sætte grænser, selv over for dem, man elsker. Respekt er ikke noget, man kan tage for givet den skal vindes.
