Engang for længe siden kom min tidligere svigermor på besøg. Hun vidste ikke, at vi var blevet skilt.
“Kan du forestille dig, Fru Mikkelsen ved ikke, at jeg og Erik er gået fra hinanden,” sagde Lise. “Og nu er hun på vej hertil.”
Lise slukkede telefonen og så ængsteligt på sin veninde.
“Nej, hvad!” udbrød Birgitte. “Lige hertil? Til denne lejlighed?”
“Netop dét,” sukkede Lise og rynkede panden. “Hun tror fuldt ud, at jeg og hendes søn stadig er sammen. Hun siger, hun savner børnebørnene.”
“Hvorfor er du så bange? Hun er jo ingenting for dig længere. Der er ingen grund til at frygte hende.”
“Ja, ja. Ingen grund. Det er nemt for dig at sige. Du kender hende ikke. Hun er en målbevidst kvinde. Hun har, du ved, sådanne forbindelser! Hun tror måske, jeg har gemt det for hende med vilje. Og så begynder hun at mistænke noget. Hun vil hævne sig.”
“Har hun ikke ringet til dig eller set dig hele tiden?” spurgte Birgitte forbavset.
“Vi var uvenner. Da hun sidst besøgte os fra København for to år siden, skændtes vi.”
“Skændtes I på grund af Erik?”
“Ikke kun,” svarede Lise. “Det var alt sammen. Fru Mikkelsen syntes ikke om så meget hos os. Hvordan vi modtog hende, hvordan vi opdragede børnene, hvordan… Nå, der var mange ting.”
“Og?”
“Hvad ‘og’? Hun sagde sin mening. Jeg svarede igen. Ord følger ord. Så skændtes vi. Fru Mikkelsen sagde, hun ikke ville kende mig mere. Og så kørte hun. Siden har hun kun talt med Erik.”
“Og hvad med ham?”
“Hvad med ham? Det passede ham bare fint. Endnu en grund til at beskylde mig for noget. Han sagde, hvis jeg ikke respekterede hans mor, så elskede jeg ham heller ikke. Derfor gik det også dårligt på arbejdet for ham. Og så gik han. En uge hørte jeg ikke et ord. Så ringede han og sagde, han havde en anden, og vi måtte skilles.”
“Så Erik har ikke fortalt sin mor, at I er skilt,” sagde Birgitte eftertænksomt.
“Det ser sådan ud.”
“Og han har ikke fortalt, at han tog halvdelen af lejligheden fra dig. Eller at du nu bor i et kollektiv med to børn, en kat og en hund?”
“Netop. Hun tror, alt er godt hos os. Hun sagde, hun havde forretninger i Aarhus og ville bo hos os en uge.”
“Hvor er det hos jer?”
“Lige her,” svarede Lise og så sig om i værelset.
Der blev ringet på døren.
“Det er hende,” hviskede Lise ængsteligt. “Hvad gør jeg? Hvordan forklarer jeg hende det?”
“Fortæl hende, som det er.”
“Hun vil beskylde mig for alt igen. Hun vil skrige. Jeg er bange. Skal jeg lade være med at åbne?”
“Det bliver værre, hvis du ikke åbner. Så vil hun helt sikkert mistænke noget.”
Der blev ringet på igen.
“Åbn,” sagde Birgitte bestemt. “Og vær ikke bange. Lad hende skrige. Du har ikke gjort noget galt. Hvis der sker noget, er jeg her.”
Lise åbnede døren.
“Goddag, Fru Mikkelsen,” sagde hun sagte.
“Hvorfor åbnede du ikke med det samme?” spurgte Fru Mikkelsen strengt, mens hun trådte ind med to kufferter. “Gemte du på nogen?”
“Jeg gemte ikke på nogen,” svarede Lise. “Jeg talte med en veninde.”
“Hvilken veninde?”
Birgitte kom ud i entréen.
“Goddag,” sagde hun. “Jeg er Birgitte. Lises veninde.”
Fru Mikkelsen så nedladende på Birgitte.
“Er Erik på arbejde?” spurgte Fru Mikkelsen Lise.
“Det tror jeg,” svarede Lise.
“Hvad mener du med ‘tror jeg’? Ved du ikke, hvor din mand er?”
Lise trak forvirret på skuldrene.
“Han er ikke hendes mand mere!” sagde Birgitte udfordrende.
Fru Mikkelsen så interesseret på Birgitte.
“Hvad mener du?” spurgte hun.
“Præcis, hvad jeg sagde,” svarede Birgitte stolt og modigt.
*Jeg har altid drømt om at sige det til min egen svigermor,* tænkte Birgitte. *Det var synd, det ikke lykkedes med min. Nu får jeg i det mindste revanche på denne her.*
“Lise og din kære søn blev skilt for et år siden,” fortsatte Birgitte spidst. “Og den toværelses lejlighed, de købte sammen, måtte de dele. Erik solgte sin halvdel. Så nu bor Lise i et kollektiv med to børn, en kat og en hund. Er der flere spørgsmål?”
Fru Mikkelsen så på Lise.
“Er det sandt?”
“Ja,” svarede Lise. “Vi blev skilt i efteråret.”
“Det er ikke det. Er det sandt, at han tog din lejlighed?”
“Ja. Han havde ret til det. Lejligheden var jo vores fælles. Og han har allerede en ny kone nu.”
“En ny kone?” gentog Fru Mikkelsen.
“Erik siger, hun venter et barn. Han bad mig om ikke at presse ham med børnepenge. Han lovede at betale alt tilbage senere. Han har problemer med arbejdet lige nu.”
“Og du troede på ham,” blandede Birgitte sig. “Naiv. Din Erik giver dig ikke en krone. Og han har sikkert slet ikke problemer på arbejdet. Og de venter slet ikke noget barn. De er slet ikke gift. De bor bare sammen. Det med barnet har de opfundet for at få dig til at synes synd på dem.”
“Hvorfor har han ikke fortalt mig, at I er skilt?” sagde Fru Mikkelsen eftertænksomt.
“Måske ville han ikke gøre dig ked af det?” foreslog Lise ængsteligt.
“Det kan godt være,” nikkede Fru Mikkelsen. “Det kan godt være.”
I virkeligheden havde Erik ikke fortalt sin mor om skilsmissen af en anden grund.
*Lad hende tro, Lise og jeg stadig er sammen,* tænkte han. *Det er bedst for mig. Mor hader Lise, men elsker børnebørnene. Og på grund af dem vil hun hjælpe mig med at købe en lejlighed.*
Hver måned, når han talte med sin mor i telefon, klagede han over, hvor trængt de fire havde det i den toværelses lejlighed. Han sendte billeder af børnene, fordi han vidste, hvor glad hun var for dem. Han sagde, alt var fint, men for at være helt lykkelige manglede de bare en større lejlighed.
“Den ældste skal snart i skole,” sukkede han i telefonen. “Men der er ikke plads til en skrivebord. Vi kunne selvfølgelig købe en større lejlighed. Men vi har ikke pengene. Lønnen rækker ikke, og vi kan ikke låne. Det er komisk, mor. Pigerne skrev endda breve til Julemanden og bad om en lejlighed i fødselsdagsgave. Gerne nær metroen. De er så søde. De tænker altid på dig. De spørger næsten hver dag: ‘Hvordan har farmor det? Er alt godt?’ Men det skal nok gå, mor. Vi klarer os. I værste fald kan den ældste lave lektier i køkkenet. Ikke sandt? Det skal nok gå.”
Erik vidste præcis, hvad han gjorde. Han var sikker på, hans mor ville få ondt af dem.
*Hun finder en løsning,* tænkte han. *Og så løser hun mit boligproblem. Og for at gøre det lettere for hende, vil jeg foreslå hende en mulighed.*
“Selvfølgelig,” fortsatte han. “Vi kunne sælge dit sommerhus i Rømø. Med de penge kunne vi købe en fireværelses lejlighed i Aarhus. Jeg har tjekket priserne. Det passer nogenlunde. Så var der plads til alle. Og så kunne den ældste få sit eget værelse med skrivebord. Og den yngste også. Men jeg vil ikke tvinge dig, mor. Nej, nej. Det er ikke mig, der beder om det. Jeg ved jo, hvor glad du er for dit sommerhus.”
Og nu, da Fru Mikkelsen var ankommet fra København til Aarhus, fandt hun ud af, hvordan det virkelig hang sammen.
“Jeg forstår,” sagde hun. “Hvor er pigerne?”
“I børnehaven.”
“Hvor arbejder du?”
“Jeg arbejder hjemmefra.”
“Hvem bor der ellers her?”
“En sød kvinde. Hun har ikke noget imod, at vi har en kat og en hund. Hun er også lige blevet skilt. Hun er på arbejde nu.”
“Sød, siger du,” fnøs Fru Mikkelsen. “Nå, nå. Okay. Jeg går nu.”
Fru Mikkelsen forlod lejligheden.
“Det gik jo næsten godt,” sagde Lise lettet, da hun lukkede døren. “Jeg var bange for, hun ville begynde at skrige.”
To måneder senere.
*Det er længe siden, jeg har ringet til mor,* tænkte Erik. *Jeg må minde hende om min svære situation.*
“Mor, hej. Hvordan har du det? Alt godt? Godt at høre. Jeg siger, godt at høre, du har det godt. Hvordan har vi det? Åh, det sædvanlige. Fire personer i en toværelses. Godt, du spørger. Jeg har tænkt på noget. Hvad hvis vi solgte dit sommerhus? Som du selv foreslog. Husker du? Hvad?”
Hvad mener du, ‘intet sommerhus’? Mor! Hvordan ‘intet’? Brændte det ned? Nej? Gudskelov. Hvad så? Har du allerede solgt det? Pengene? Brugt dem? Jeg forstår ikke. Hvad brugte du dem på? Du købte en fireværelses lejlighed? Til hvem? Børnene? Hvilke børn, mor? Mine? Kan man overhovedet det? De er jo så små! Kan man? Hvorfor gjorde du det, mor?
Hvorfor talte du ikke med mig først? Ja, jeg bad om det. Ja, jeg sagde, pigerne havde brug for deres egne værelser. Det husker jeg. Men du kunne have rådført dig med mig. Og købt lejligheden til mig, ikke mine børn. Du rådførte dig ikke, fordi jeg ikke var hjemme, da du kom? Hvornår var du her? Jeg forstår. Hvor købte du lejligheden? Nær Universitetet? Vent, mor. Der er noget galt… Mine øjne… Det bliver sort… Nej, nej. Alt er godt. Det er bare følelser, mor. Tusind tak.”
Allerede næste dag besøgte Erik Lise i den nye lejlighed.
I tyve minutter gik han tavst rundt og undersøgte den grundigt.
*Alt dette kunne have været mit,* tænkte han. *Og kun mit. Hvis det ikke var for Lises listighed. Hvordan lykkedes det hende at vinde min mors tillid? Uanset hvad, er det ikke for sent. Jeg gifter mig med hende igen, og så sørger jeg for, hun ikke får lov at blive i min lejlighed. Hun har sit eget værelse lad hende bo der.*
“Nu, Lise,” sagde Erik alvorligt, da han var færdig med at undersøge lejligheden. “Efter alt det, der er sket, kan vi blive sammen igen. Jeg ser, min mor har tilgivet dig. Ellers havde hun ikke købt denne lejlighed til os.”
“Din mor købte ikke lejligheden til os.”
“Hvordan ‘ikke til os’? Til hvem så?”
“Til vores piger.”
“Det er det samme. Og efter alt det, der er sket, er du forpligtet til at blive min kone.”
“Forpligtet?”
Erik så strengt på Lise.
“Du forstår vist ikke,” sagde han. “Jeg spørger ikke om din tilladelse. Jeg informerer dig bare. I overmorgen mødes vi ved rådhuset. Klokken 10. Ved lygtepælen. Husker du den? Den til højre ved indgangen?”
“Det gør jeg selvfølgelig. Sådan noget glemmer man aldrig.”
“Og vær venlig ikke at komme for sent, Lise. Du ved, jeg ikke kan lide det.”
“Jeg kommer ikke for sent,” svarede Lise.
Selvfølgelig dukkede Lise ikke op på den aftalte dag. Erik var rasende. Han ringede til hende. Lise sagde, hun havde glemt det. De udsatte ansøgningen til næste dag. Men heller ikke den dag kom Lise.
“Hvordan kan det være, Lise?” råbte Erik i telefonen. “Hvorfor igen?”
“Undskyld,” svarede Lise. “Jeg glemte det også denne gang.”
De måtte udsætte igen, nu til næste uge. Og igen svigtede Lise Eriks forventninger. Hun dukkede ikke op ved lygtepælen. Men Erik gav ikke op.
Et halvt år gik, og Erik troede stadig på et eller andet og håbede på noget. Derfor blev der stadig sat nye datoer. Og de blev stadig udsat. Hver gang mødte Erik dog op til tiden.
De ansatte på rådhuset så beundrende på ham.
“Se, det er virkelig kærlighed!” sagde de til hinanden. “Han står her i regn og slud. Husker I, da stormen rasede? Træer blev revet op med rode. Selv den dag stod han her. Og den dag han endelig stoppede med at vise op, var det fordi han havde set Lise fra rådhusets vindue den gang var hun der, stod og ventede ved lygtepælen med en kop kaffe i hånden og et smil, som han ikke havde set i mange år. Men han rørte sig ikke. Han vendte sig om og gik. For første gang forstod han, at nogle døre lukker sig ikke fordi man glemmer, men fordi man endelig har lært at slippe.
