Hej, far, jeg kom for at hente min gave.
Erik og Lise sad og spiste aftensmad i fred og ro, da hoveddøren pludselig gik op, og en lurvet kvinde trådte ind. Hun smed en slidt rygsæk i hjørnet med et brag og råbte:
“Nå, hej, gamle mand!” og bredte armene ud for et knus.
Erik gispede og begyndte at hoste voldsomt, mens Lise stirrede forarget:
“Hvem er du? Og hvilken gamle mand?”
Kvinden kneb øjnene sammen:
“Hold dine kommentarer for dig selv, tante. Jeg er ikke kommet for dig, men for min egen far. Far, har du glemt mig? Det er mig, din lille pige, Freja. Årene gik, men jeg kunne aldrig få ro. Hvordan har min far det? Håber ikke, han er syg, Gud forbyde det.” Hun gav sig til at græde falske tårer.
Erik fik endelig stemmen tilbage:
“Hvorfor?” hosten overmandede ham igen “Hvorfor er du kommet?”
“For min gave, far. For dukken, du lovede mig for tyve år siden,” sagde Freja med et hånligt smil.
Moderen døde, da Freja var syv år. Faren holdt ud i et halvt år, før han bragte en ny mor ind i huset Lise. Og med hende kom to brødre. Første prioritet var at smide Freja ud af hendes værelse og flytte hende ind i et fællesrum. “Drengene har mere brug for det,” forklarede Erik undskyldende og undgik at møde hendes blik. Drengene var ældre end hende og meget plageåndede. De rev konstant hendes skrivebøger i stykker, og om natten, under månelyset, måtte hun gennem tårerne omskrive lektierne. For mor Lise forbød hende at tænde lyset.
Og da Freja blev otte, lige på fødselsdagen, tog faren hende til et børnehjem. “Lille skat, det er bare midlertidigt. Jeg henter dig snart. Jeg kommer og besøger dig hver weekend, og jeg bringer den store dukke med. Kan du huske den i butiksvinduet? Den vil jeg have med!”
Freja ventede længe på sin far og gaven, men han kom aldrig.
Freja satte sig ugenert ved bordet og beordrede:
“Nå, tante, hæld noget suppe til mig. Jeg er sulten som en ulv!” Hun grinede hæst af sin egen vittighed. Lise sagde ingenting, tog en tallerken og hældte én skefuld i. Freja rystede på hovedet:
“Årene går, men du er stadig den samme nærige kælling. Hvorfor er du så gærrig? Mere!”
Så vendte hun sig mod faren:
“Nå, far, hent din gemte flaske. Lad os skåle for genforeningen!” sagde Freja muntert. Han så på Lise, der hvæsede mellem tænderne: “Vi drikker ikke.”
Freja klappede sig på låret:
“Det vidste jeg! Men ingen fare, jeg kommer ikke med tomme hænder som min far. Tante, giv mig min rygsæk.”
Lise rødmede: “Hvis du vil have den, kan du selv hente den!”
Freja løftede et øjenbryn og sagde blødt:
“Tante, du forstår ikke. Jeg er ikke bare kommet på besøg. Jeg bliver boende. Hvad? Du smed mig ud engang, sendte mig til et institution. Ikke? Nu er det din tur. Skrid, eller hvis du opfører dig pænt, måske må du blive.”
Lise råbte forarget:
“Erik, hvorfor siger du ingenting? Din datter håner mig, og du sidder der som en fisk!”
Han vred sig på stolen og mumlede: “Freja, altså… Vær nu lidt venlig mod tante Lise. Det er hendes hus.”
Freja rystede på hovedet:
“Åh, hvor alting er gået galt. Godt gået, tante, du har fået min far under hælen. Og ret hårdt, kan jeg se. Far, vær ikke bange. Vi skal nok få styr på den her tante. Måske sender vi hende også et sted hen!”
Lise skreg: “Jeg ringer til min søn! Han smider dig ud, din møgunge!”
Freja fniste:
“Mener du Nikolaj? Han smider dig hurtigere ud for en flaske vodka. Ja, tante, du har ikke haft held med børnene. Den ældste forsvandt, ikke? Han kunne åbenbart ikke lade flasken være. Og den yngste ender på samme måde.”
Lise faldt i gråd:
“Lad mine børn være! Kig på dig selv. Du ligner jo ikke just en prinsesse!”
Freja svarede brutalt:
“Det er takket være dig, tante. Du har haft det fint hele livet. Du fandt en enkemand og tog hans hus. Smid hans datter ud for dine egne børns skyld. Du har nok haft det godt. Har du overhovedet tænkt på mig? Nej. Men nu er jeg tilbage, og jeg vil gøre det til et helvede for dig. Jeg har store planer. Jeg har en mand en kæreste. Tre domme på samvittigheden. Han kommer om en uge, og så bor vi her. Vi skal give dig børnebørn, far. Det bliver fantastisk. Blev familien ikke endelig genforenet? Savnede du mig ikke?”
Erik nikkede og sænkede hovedet. Freja så triumferende på Lise:
“Se? Og nu skal du gøre min seng klar. Jeg er træt. Når jeg vågner, skal du fylde op i badet, så jeg kan vaske al skidtet af mig.”
Freja lod som om hun sov, men lyttede. Lise hviskede til Erik:
“Er du en tøffel? Hvorfor sagde du ingenting? Hun vil bo her, sammen med en kriminel! Forstår du ikke, de vil røve os eller værre? Smid hende ud, nu!”
Erik svarede skyldbevidst: “Men hun er min datter. Hvordan kan jeg smide hende ud? Du tvang mig til at forlade hende dengang. Nej, jeg kan ikke. Jeg skammer mig.”
Freja smilede for sig selv. Så havde faren da en smule samvittighed tilbage. Med de tanker faldt hun i søvn.
En lyd fik hende til at spærre øjnene op. Lise stod over hende med en pude i hånden.
“Det giver fængsel, tante,” sagde Freja højt. Lise fo’r sammen.
“Jeg… jeg ville bare give dig den. Så du kan sove blødt.”
Freja grinede: “Tak. Jeg troede næsten, du ville gøre noget grimt. Har du fyldt op i badekarret?”
Lise fumlede: “Din far gør det klar. Vil du spise? Jeg har lavet pandekager.”
Freja rynkede panden: “Du er pludselig så venlig. Vil du forgifte mig? Det virker ikke. Min mave kan fordøje alt. Og jeg stoler ikke på dig. Du er og bliver en slange.”
I en uge beordrede Freja Lise rundt. Til sidst bad hun: “Vær nådig, pige. Jeg er ikke ung længere.”
Freja svarede hårdt: “Hvor var din nåde, da du rev en lille pige fra hendes hjem? Hvorfor tier du? Skammer du dig? Jeg gør ikke. Du skal betale for alle mine tårer.”
Lise faldt på knæ: “Tilgiv mig, for Guds skyld! Livet har allerede straffet mig.”
Freja vinkede afværgende: “Op med dig. Jeg ser, det har ramt dig. Bliv, som I er. Jeg rejser. Uden min gave, far.”
Erik sprang op: “Skal jeg ikke give dig penge? Køb hvad du vil!”
Freja rystede på hovedet:
“Du forstår stadig ingenting. Jeg kom ikke for pengene. Jeg ville bare høre et enkelt ord om, at du elskede mig. Men det var for meget at forlange. Farvel.”
Hun smed rygsækken over skulderen og gik. Ingen fulgte efter, selvom hun håbede.
Udenfor landsbyen ventede en bil. Hun satte sig ind og græd som et barn. Manden omfavnede hende:
“Jeg sagde, det var en dårlig idé. Hvorfor grave i fortiden, når du har nutiden? Er du skuffet?”
Freja så op på ham:
“Ja, skat. Jeg troede, far elskede mig hele tiden, han bare fejlede engang. Men de havde glemt mig helt. Forstår du det?”
Manden holdt hende tæt:
“Du skulle høre på din mand. Jeg advarede dig. Kom, vi tager hjem. Børnene savner dig.”
Freja tørrede tårerne og smilede:
“Jeg savner dem også. Kør hurtigt. Men først under bruseren. Jeg vil vaske alt dette væk. Og glemme. Men lad os lige besøge mor på vejen. Jeg har plukket blomster. Men far? Han var aldrig en del af mit liv, og det behøver han heller ikke være nu. Jeg har dig og børnene. Det er nok.”
Fortiden skal blive i fortiden. Men jeg var nødt til at prøve. Det lykkedes ikke, men sådan er det. Guds vilje ske…
