DUMRING.
Katrine var naboens datter nedenunder og en ren straf for femtenårige Mads. Den spinkle, mørkøjede pige blev ofte sat til at passe hos dem om aftenen.
Tante Lise opdragede datteren alene: hun knap kunne få enderne til at nå hinanden, arbejdede som sygeplejerske på skift, løb rundt til ældre for at give injektioner og greb enhver mulighed for at tjene lidt ekstra. Hun forsøgte også at finde en kæreste uden held. Der var en fin fyr engang, men han viste sig at være gift.
Naboens mor dukkede altid pludselig op i døren, undgik øjenkontakt og hviskede febrilsk: “Hanne, bare et par timer, jeg skylder dig en tjeneste, det er så sent, hvordan skulle hun være alene?” Katrine stod ved siden af med surmulende mine og sænket hoved.
Mor sukkede, men tog alligevel pigen ind, så hun ikke skulle sidde alene i mørket i den tomme lejlighed. Far brokkede sig bagefter, selvfølgelig.
Det var Mads, der måtte betale for mors godhed, for det var ham, den uinviterede gæst blev sendt til for at se “nogle tegnefilm”. Katrine sad presset ind i sofaens hjørne, så tavst på ikke altid harmløse actionfilm og holdt hænderne på knæene, hvilket irriterede ham endnu mere.
En gang om ugen gav tante Lise ham en sammenkrøllet hundrede kroner-seddel og bad ham ledsage den nybagte første-klasses elev i det mindste til hjørnet de gik alligevel den samme vej til skole.
Den dag lyste Katrine som en poleret sølvkande og sagde endda et par ord på vejen: hun fortalte, at de havde fest i dag, og hun skulle oplæse et digt om snefnug. Mads grinede: i den kluntede hjelmhue lignede den dumring mere en rumvandrende mikrobe.
Efter første time strømmede eleverne mod kantinen for at få morgenmad. Mads ville som sædvanlig tage en smørrebrød med ost. Så fik han den tossede idé at vende sig om.
De små børn i deres hjørne var særligt ophidsede. De havde omringet Katrine i hendes fine kjole. Nogen grinede og pegede, andre forsøgte at række hende et serviet. Mads gik lidt tættere på. Det kunne ikke blive værre hele festkjolen var oversvømmet af frugtyoghurt.
Af rædsel kunne pigen ikke røre sig. Hun græd lydløst.
Pludselig kom en ophidset Nikolaj løbende:
“Mads, kom nu! Simone spørger om festen ” stemmen lød, som om den kom langt borte fra, ” hun vil have DIG med! Kom nu, ellers er det for sent!”
Simone… Bare at snakke med hende var enhver drengs drøm. Og nu ville hun have ham med? Han tog et skridt mod døren. Det var jo ikke hans problem. De kunne ringe til tante Lise, rense kjolen eller hvad fanden de ville.
Et sted inden i sig vidste Mads, at ingen ville tage sig af Katrine. Hun ville blive skubbet til side og glemt. Og så ville hun krølle sig sammen usynlig, lydløs, som hun var vant til.
Han sukkede, præcis som mor plejede, og gik hen til bordet.
“Jytte Andersen, hvornår er jeres fest?”
“Åh, Mads, om halvanden time. Men se lige hende hun skulle jo læse op, og nu er det hele ødelagt. Hvordan skal hun kunne stå der sådan?”
Katrine rystede over hele kroppen. Hun stod der, oversmurt og bleg, som om hun skulle kaste op. Mads måtte nærmest rive den tomme yogurtbrik ud af hånden på hende.
“Jeg tager hende hjem, måske hun kan finde noget andet at tage på.”
“Mads, jeg er evigt taknemmelig løb af sted, jeg ordner det med Helle Mortensen.”
Det viste sig, at der ikke var nogen anden festkjole. Mads bandede alle de ord, han kendte: vaskede de fedtede pletter ud, tørrede kjolen med hårtørrer og glattede de lyserøde folder med strygejern. Den spinkle Katrine i undertøj og strømper fumlede rundt omkring ham. De løb tilbage, og han holdt fast om den lille hånd i den tykke vanter.
Han fik aldrig talt med Simone den dag, og han glemt helt timerne i stedet gik han til første-klasses optræden.
Katrine fremsagde sit digt med rap tunge. Da klassen gik forbi, dukkede hun pludselig frem fra rækken, kastede sig ind til ham og sagde:
“Mads, hvis det ikke var for dig, var jeg død i dag… Helts død.”
Sådan en dumring…
