Livets gang havde sin sædvanlige rytme: at opdrage sønnen, bygge huset, være der for sin elskede mand. Tove havde selv valgt Mikkel af alle drengene var det kun ham, der havde vundet hendes hjerte. Da Mikkel kom hjem fra militæret, giftede de sig. Snart efter fik parret en søn Asger. Da drengen blev større, begyndte Tove at drømme om en datter.
Hør, Mikkel, når huset er færdigt, skal vi få en lille pige. Så har vi et hjem en rigtig familieidyl, sagde hun ofte.
Mikkel smilede bare og nikkede. Han var selv klar til at blive far igen allerede i morgen. Tit løftede han Asger op på skuldrene og gik stolt gennem byen, hilste på alle, de mødte.
Men så kom vinteren. Sneen lagde sig over vejene, stormen hylede. Tove kiggede ud ad vinduet og ventede på, at manden skulle komme hjem. Men Mikkel kom aldrig. Der var sket en ulykke på arbejdet, og han havde mistet livet.
Tiden læger alle sår, sagde naboerne og bekendte til Tove. Du er ikke den eneste. Græd nu, og så går der måske nogle år, og så finder du en anden.
Tove lyttede tavst, men tårerne ville ikke komme, og det gjorde kun ondt værre. Sådan gik der et år. De urolige 90er satte selv de stærkeste familier på prøve. I byen blev lønninger ikke udbetalt i månedsvis. De, der havde en gård og ikke var bange for hårdt arbejde, havde det bedre.
Tove mærkede snart tidens byrde. Asger startede i skole, og han skulle have tøj, sko og mad. Det betød at plante en hel have, så der var noget at sælge på markedet om efteråret.
Tove arbejdede i haven til langt ud på aftenen. Hendes hænder blev ru, smilet forsvandt, og sjælen føltes hård som sten.
Tag spanden, din lille skid! råbte hun til Asger, når han prøvede at løbe ud til vennerne. Hvad med lektierne? Har du lavet dem?
Asger tog tavst spanden, men i tankerne mindedes han, hvordan det engang var med far, og hvordan mor altid var glad og venlig.
Om natten græd Tove ofte og bebrejdede sig selv for at have råbt af sin søn. Men om morgenen var hun igen mørk og streng.
En lørdag kom hendes veninder forbi Fie og Lotte. Engang havde hun slet ikke haft veninder, for Mikkel havde opfyldt alle hendes behov for selskab. Men nu kom de to skilte, muntre veninder ofte på besøg, lo og kom på en kop te. Selvfølgelig handlede det ikke om teen.
Morgenen begyndte som sædvanlig. Tove stod op uden at kigge i spejlet. Hun vidste, at ansigtet så medtaget ud. Hun fodrede grisen, gav kyllingerne korn, samlede beskidt service i en balje og beordrede Asger at vaske sig og skynde sig i skole.
Om aftenen forventede hun ikke gæster, men hun vidste, at en af de faste måske ville dukke op. Hun tog det med ro: kom han, så fint; kom han ikke, ville invitationen ikke blive fornyet. Mændene forstod det som regel med det samme. De så sønnen, fik et par ord af vejen og gik igen en kvinde med bagage.
Hør, Tove, så skræmmer du dem alle væk, grinede Fie. Du er svær at tilfredsstille. Eller måske er det din seng? Skal vi købe en ny sofa?
Åh ja, lad mig lige løbe ud og købe en sofa, sukkede Tove. Med hvad? Og hvis du synes, den er for god, så tag den selv.
Nå, men bliv ikke sur. Kom nu, dæk bordet, vi har gæster.
Fie irriterede hende nogle gange, men Tove sagde stadig ingenting og satte saltede agurker på bordet. Da hun så deres bryllupsbillede, sukkede hun dybt:
Undskyld, Mikkel. Det er svært uden dig.
De er alle ens, sagde Fie, som om hun læste hendes tanker. Kom nu, Tove, skål for os! Vi er de bedste!
Næste morgen ryddede Tove resterne af festen og gik på arbejde.
Hendes mands tante, Nina, kom forbi.
Hvad laver du, Tove? Man kan slet ikke genkende dig efter Mikkel, sagde hun. Og de veninder de hjælper dig ikke.
Hvad er det, Nina, vil du læse mig moralen? Tror du, jeg er en fiasko? Jeg har et hus, passer gården, min søn går i skole, jeg tjekker hans lektier Tove tav pludselig, da hun huskede, at hun ikke havde set Asgers skolebøger i over en uge. Og for nylig mødte hun hans lærer, der inviterede hende til en samtale.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun begyndte bare at samle beskidt service i baljen.
Du var så anderledes før, fortsatte Nina. Smuk, flittig, venlig Drop det der festen.
Jeg fester ikke, protesterede Tove. Jeg taler bare med veninderne for at distrahere mig selv. Har jeg ikke ret til lidt afslapning efter arbejde?
Jo, det har du selvfølgelig, nikkede Nina og sukkede.
Så lad være med at læse mig moralen. Og generelt, blande dig udenom, kære tante. Døren er åben.
Nina bandt sit tørklæde tættere og gik stille ud.
Tove sukkede og så nedtrykt ud, som om hun havde ondt. Hun følte sig dårligt tilpas, og noget trak hende mod døren. Hun løb efter sin tante og indhentede hende ved døren.
Nina, vent, jeg har gulerødder til dig. De er rigtig gode i år.
Det behøves ikke, barn, vinkede Nina af.
Jo, vent, jeg mener det, insisterede Tove.
Nina havde levet længe nok til at forstå andre menneskers smerte. Hun vidste, det var Toves stille undskyldning. Selvom Tove ikke sagde det højt, bad hendes blik om tilgivelse. Nina stoppede.
Her har du en pose, sagde Tove og hældte en masse gulerødder i. Kan du bære dem?
Ja, Tove, tak, svarede Nina og gik hjem. Hendes hjerte bed ved tanken om Toves smerte.
Fredag aften pakkede Tove løg og gulerødder sammen for at tage dem på markedet.
Måske får jeg lidt ekstra penge, for mine egne ser jeg ikke noget til, tænkte hun.
Hvor skal du hen med de poser? spurgte den nysgerrige nabo, Lise, og kiggede ned i tasken.
På markedet, jeg sælger grøntsager, svarede Tove.
Hun slæbte de tunge poser til busstoppestedet. Der stod allerede gammel Mads og gammel Karen, der også skulle til byen. Men bussen kom ikke.
Hvad er det nu for en ulykke? Mon den er gået i stykker igen? sukkede Karen.
Mads bandede over bussen og hele busværket. Da det gik op for ham, at den ikke kom, gik de hjem for at prøve en anden dag.
Tove blev tilbage. Hun havde ikke lyst til at slæbe poserne hjem igen, så hun besluttede at vente på et lift.
Først kom en gammel Volvo, så en landmandsvogn, men der var ikke plads. Endelig kom en nyere bil. Tove kneb øjnene sammen for at se, om der var plads, men chaufføren stoppede allerede, før hun nåede at løfte hånden.
Manden var lidt ældre end hende, en hun ikke kendte. Hun kunne se, han var fra nabobyen, for hun havde aldrig set ham før. Han så på hende, derefter på hendes poser.
Bussen kommer ikke i dag. Den er i stykker. Jeg kører til byen, jeg kan give dig et lift.
Nå, men så tag mig med, sukkede Tove.
Aftale, smilede han. Han steg ud, og selvom han var spinkel, løftede han posen, som om den vejede ingenting.
Kan du køre mig helt til markedet? spurgte Tove.
Måske.
Jeg betaler, sagde hun.
Undervejs tog Tove et lille spejl frem og lagde lidt læbestift på. Baggætten gjorde det muligt for hende at iagttage chaufføren.
Jeg hedder Tove, sagde hun for at bryde stilheden.
Jeg er Jørgen.
Hvad, ung og allerede med fornavn? Er du chef eller noget?
Ja, direktør for alle fabrikker og dampskibe, grinede Jørgen. Nej, jeg er bare bygningsarbejder.
Jørgen kørte hende til markedet og hjalp endda med at bære poserne. Han tog kun halvdelen af pengene.
Resten kan du betale i aften. Jeg kører samme vej hjem, sagde han.
Åh, hvor gavmild, smilede Tove. Det var min heldige dag.
Om aftenen kørte Jørgen hende hjem.
Kom indenfor, få en kop te, Jørgen.
Du kan droppe det formelle. Bare Jørgen, grinede han.
Tove dækkede hurtigt bordet. Asger kiggede ind i køkkenet.
Hvad glor du på? Gå ind i stuen. Har du lavet dine lektier?
Næsten, mumlede drengen.
Så få dem færdige! beordrede hun.
Jørgen sad ved komfuret med benene over kors og henvendte sig til drengen med et smil:
Lad os lære hinanden at kende. Jeg hedder Jørgen, og hvad hedder du?
Asger.
Har du problemer med lektierne?
Matematikken er svær, indrømmede drengen.
Lad mig se. Jørgen vinkede ham hen med bogen.
Efter en halv time gik Asger glad i seng, fordi han havde fået hjælp. Tove stod i døren til stuen og så på Jørgen, der rystede af grin over en gammel vittighed fra byen. Noget i den måde, han sad der og talte blidt og roligt, fik hende til at føle noget, hun havde glemt eksisterede. Uden at tænke over det satte hun sig ved siden af ham, og denne gang smilede hun ikke ud af pligt men af lyst. Derude hørtes vinden mod vinduerne, men inde i stuen brændte lampen stille, og varmen fra komfuret rakte langt ud.
