” Du er ikke familie til os sagde svigermor og flyttede kødet fra svigerdatterens tallerken tilbage i grylllen
Mette stivnede ved komfuret, mens hun holdt tallerkenen i hånden. Der var stadig sovs tilbage fra kødbollerne, som Grethe Frandsen lige havde lavet. Stykkerne af kød forsvandt én efter den anden tilbage i gryden, som svigermor tællede dem med vilje.
Undskyld? spørger Mette og tror ikke sine egne ører.
Hvad er der at misforstå? Grethe Frandsen tænker ikke håndfladerne af i sit forklæde og vender sig mod svigerdatteren. Vi tog dig ikke ind i familien. Du tvang dig selv ind i vores liv.
Køkkenet blev så tyst, at man kunne høre suppen boble på komfuret. Mette satte tallerkenen på bordet og skubbede en lok i panden væk. Hænderne rystede.
Grethe Frandsen, jeg forstår ikke. Morten og jeg har været seks år sammen! Vi har en datter
Og hvad så? afbrød svigermor. Liva er vores blod, det er rigtigt. Men du vil altid være en fremmede.
Døren til køkkenet gik op, og Morten kom ind. Håret var uordnet, skjorten var knappet forkert han havde tydeligvis lige taget en halvtimes lur efter arbejde.
Hvad foregår der? spurgte han og skiftede blik mellem kone og mor. Hvorfor råber I?
Vi råber ikke svarede Grethe Frandsen roligt. Vi taler bare. Jeg forklarer din kone, hvordan man opfører sig i vores hjem.
Morten rynkede panden og så på Mette. Hun stod bleg og bed sig i læben.
Mor, hvad sagde du?
Jeg sagde sandheden. At kødet ikke er til alle. Familien er stor, men der er kun få stykker.
Mette følte en klump stige i halsen. Sådan var det. Seks år troede hun, hun var blevet en del af familien. Seks år havde hun prøvet at gøre svigermor tilfreds, udstå hendes spydigheder og håbet, at det med tiden ville blive bedre.
Morten, jeg tager hjem til min mor sagde hun stille til sin mand.
Hvad mener du med hjem? udbrød Grethe Frandsen forarget. Dit hjem er her nu. Tror du, du kan komme og gå, som du vil?
Mor, hold op Morten tog et skæv mod Mette. Hvad er der sket?
Mette tav. Hvordan forklarede hun sin mand, at hans mor lige havde givet hende at forstå, at hun ikke hørte til her? At selv en tallerken med kød var for meget at bede om?
Jeg pakker Livas lille taske sagde hun i stedet. Så tager hun til min mor i weekenden.
Hvad skal det nu gøre godt for? protesterede svigermor. Bedstemor er lige her, hvorfor skal barnet slæbes rundt?
Fordi bedstemor mener, hendes mor ikke er familie svarede Mette stille. Måske er der et bedre sted for Liva også.
Hun vendte sig og gik ud af køkkenet. Morten greb hende i armen.
Mette, vent! Forklar mig, hvad der er sket.
Mette vendte sig. Hendes mand så på hende med forvirring, mens svigermor stod ved komfuret og lod som om hun rørte i suppen.
Spørg din mor sagde Mette. Hun kan forklare det bedre.
I børneværelse legede den fireårige Liva med sine dukker. Da hun så sin mor, løb hun glad hen til hende.
Mor! Se, jeg giver min dukke mad!
Godt gået, skat Mette knælede ned og krammede hende. Er du sulten?
Ja! Bedstemor sagde, der skulle være kød i aften.
Det bliver der også, søde. Men du og jeg spiser hos bedstemor Inge i stedet. Mette trykkede panden mod datterens og lukkede øjnene. Hun hørte Mortens fodtrin ude på gangen, men vendte sig ikke om. Hendes hænder rystede, da hun begyndte at pakke de små tøjstykker ned i tasken en trøje, et par bukser, den lyserøde dyne. I stuen hørte hun Grethe Frandsens stemme, lav og skarp, tale med sin søn. Da døren til lejligheden smækkede i bag hende, vidste hun, det var første gang i seks år, hun gik uden at sige farvel.
