” Lise, det er jo ikke noget forfærdeligt, der er sket! Mænd er nu engang sådan nogle gange bliver de revet med og kan ikke stoppe i tide. Vær nu klog. Vil du virkelig overlade din mand til en anden kvinde? Hun vil da tro, hun har vundet over dig! Kæmp for din familie! svigermoren overtalte hende.
Lørdag morgen kørte Lise sin søn til sine forældre. Hun havde aftalt, at Daniel skulle bo hos dem et stykke tid.
Da hun kom hjem, hentede Lise nogle flyttekasser fra altanen og begyndte at pakke. Først i børneværelset.
Hun lagde tøj, legetøj og bøger i kasserne, tapede dem til og skrev på dem. Snart var der kun møbler tilbage, som hun ikke havde planer om at tage med.
Klokken cirka tolv ringede telefonen. Lise kiggede på skærmen det var svigermoren.
Goddag, Birthe.
Goddag, Lise. Jakob har fortalt mig alt. Jeg forstår, at du er ked af det. Men måske burde du ikke skynde dig sådan? Vent lidt, tag en dyb indånding og tænk over det. Er det virkelig værd at ødelægge familien med det samme? spurgte svigermoren.
Det er ikke mig, der ødelægger familien, det er Jakob, svarede Lise.
Lise, jeg tager ikke hans ansvar fra ham! Men kunne du ikke tilgive ham første gang?
Hvilken første gang taler du om? Din søn har været sammen med sin kollega i et halvt år og bedraget mig. Og du siger ’tilgiv ham’? Nej, sagde Lise.
Lise, vær nu sød at tænke dig om. Du tager jo Daniel fra hans far. Og Jakob elsker ham jo!
Birthe, Jakob kan godt se Daniel. Jeg vil ikke forhindre det. Men jeg vil ikke længere bo sammen med din søn. Lad os lade det være jeg har travlt med at pakke.
Lise pakkede de sidste to kasser og gik ind i soveværelset for at lægge sit tøj i kufferterne.
Svigermoren dukkede op i lejligheden præcis en time senere. Birthe var på en eller anden måde overbevist om, at hun kunne få sin svigerdatter til at ombestemme sig.
Samtalen gik i ring:
Lise, det er jo ikke noget forfærdeligt! Mænd er bare sådan nogle gange bliver de revet med.
Vær nu klog. Vil du virkelig lade en anden kvinde vinde din mand? Kæmp for din familie!
Birthe, Jakob er ikke en pokal, jeg skal kæmpe om! Skal jeg invitere den her Johanne ud i en duel? Eller i bokseringen? Hvad har hun med det at gøre? Hvis det ikke var Johanne, var det Emma eller Christina.
Ved du hvad, jeg fortæller dig en hemmelighed: Eriks far Jakobs far var også utro i sin ungdom. Men jeg var klogere end dig og holdt familien sammen. Og se vi har været sammen i næsten 35 år. Snart fejrer vi vores korallenhvidt bryllup.
Hvad bestod din kloghed så i? grinede Lise.
Jeg lavede ikke skandaler. Tværtimod blev jeg mere kærlig, lavede hans yndlingsretter, tog mig sammen skiftede frisure, tabte mig, mødte ham med et smil, forklarede svigermoren.
Nogle gange vidste jeg godt, at han lige var kommet fra sin elskerinde, og jeg havde lyst til at tage en pande og slå ham i hovedet. Men jeg holdt ud og smilede. Og se, jeg beholdt min mand. Min søn voksede op med sin far, og min barnebarn har en bedstefar.
Birthe, du er en forbløffende kvinde. Det kunne jeg ikke. Jeg har desværre en meget udviklet fornemmelse for afsky. Det, du lige har foreslået, svarer til at spise fra skraldespanden, svarede Lise.
Svigermoren blev rasende, rejste sig hurtigt og forlod lejligheden uden at sige farvel.
Lise fortsatte med at pakke. Hun vidste godt, at dette ikke var slutningen, at både Jakob og Birthe ville gøre livet surt for hende. Derfor skyndte hun sig at forlade lejligheden.
Næste dag søndag kom hendes far, og de lastede hurtigt kufferter og kasser i en varevogn og kørte.
På vejen bad Lise sin far om at stoppe ved svigermorens hus for at aflevere nøglerne til lejligheden.
Kan du forestille dig, fortalte Lise sin veninde dagen efter, i går brugte svigermoren en hel time på at overtale mig til at tilgive Jakobs ‘små udskejelser’ og ikke skille mig.
Hvilke argumenter kom hun med? spurgte Mette.
De sædvanlige: ‘du tager barnet fra sin far’, ‘alle mænd er utro’, ‘kvinder skal være klogere’. Og så delte hun sin erfaring med, hvordan hun selv fik sin mand tilbage til familien.
Og hvordan? spurgte veninden.
Jeg vil ikke gentage det, men tro mig, det er fuldstændig vanvittigt. Du ville ikke gøre sådan.
Har du allerede indgivet ansøgningen?
Ja, allerede fredag, svarede Lise.
Endelig er du fri af den Casanova. Det var trist at se på den klaphat, sagde Mette.
Hvad mener du med ‘trist at se på’? Vidste du, at han havde noget kørende med Johanne? blev Lise vred.
Jeg vidste det ikke med sikkerhed, men jeg havde en mistanke, indrømmede veninden.
Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg troede, vi var veninder, blev Lise fornærmet og rejste sig for at gå.
Vent! stoppede Mette hende. Hør først, hvad jeg har at sige. For det første vidste jeg ikke noget sikkert. Jeg så det samme som dig, men traf en anden konklusion. Vi var til firmafesten.
Kan du huske, hvordan Johanne kredsede om Jakob? Du så det, ikke? Og hvor mange gange bad hun om at tage på forretningsrejse sammen med ham?
Du sidder i bogholderiet, så hvorfor tænkte du ikke over, hvorfor det altid var Johanne, der erstattede den, der skulle rejse med Jakob? Ja, jeg havde en mistanke, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg ikke var sikker.
Du kunne da i det mindste have antydet det.
Hvad hvis jeg tog fejl, og det bare var mine egne tanker? Hvad ville du så have tænkt om mig? At jeg ville have jer uvenner? Kan du huske Sofie Nielsen?
Hun fortalte en veninde, at hun havde set hendes mand med en anden kvinde. Hun viste endda et billede, hvor han holdte om hende.
Selvfølgelig var der skandale, men de blev forsonet, og Sofie blev beskyldt for at ville ødelægge en stærk familie af ren misundelse.
Sofie sagde op kort efter. Så vær ikke sur. Men hvis jeg havde haft konkrete beviser, havde jeg nok fortalt dig det. Fortæl mig i stedet, hvor du skal bo nu?
Lejligheden er ikke min, den står i svigermorens navn, så Daniel og jeg er flyttet. Lige nu bor vi hos mine forældre.
Men om en uge tror jeg, vi får min bedstemors lejlighed klar mine forældre har lejet den ud, men lejerne flyttede for en måned siden. Der er selvfølgelig kun to værelser, men det er nok til Daniel og mig.
Vi skal også finde en løsning med børnehaven den gamle er for langt væk, men min mors veninde har lovet at hjælpe med at få ham over i den, der ligger lige i gården. Vi skilles, og jeg søger om børnebidrag. Det hele.
Er Jakob enig i skilsmissen? spurgte Mette.
Han siger, han ikke vil skilles, at han har forstået det og at det ikke sker igen. Men jeg har ikke brug for mere. En gang var nok. Han bad mig om ikke at søge om børnebidrag, fordi han selv ville betale.
Hvad sagde du?
Jeg er imod det. Jeg vil ikke mødes med ham igen. Lad alt være officielt. Han sagde, at han ville tage Daniel fra mig: ‘Jeg har en bedre lejlighed og en højere løn’.
Jeg svarede ikke, men regnede bare ud, hvor mange forretningsrejser han havde sidste år. Det viste sig at være otte.
Hvad sagde han? spurgte veninden.
Jeg gemmer den information til retten. Hvis han siger, han vil have Daniel, spørger jeg, hvem barnet skal være hos, når han er væk. Desuden har jeg både job og lejlighed. Så det lykkes ikke for ham.
Jakob indgav faktisk en ansøgning om forældremyndighed og krævede, at Daniel skulle bo hos ham:
Min ekskone kan ikke give Daniel den nødvendige levestandard, erklærede han.
Og Birthe påstod, at hendes tidligere svigerdatter gemte barnet for dem:
Hun er flyttet fra lejligheden, taget drengen ud af børnehaven. Vi troede, de ville bo hos Lises forældre, men de var der kun en uge og forsvandt derefter.
Jeg har vidner fra naboerne. Hvor gemmer hun barnet? Barnet skal gå i børnehave, ikke gemmes på mistænkelige steder!
Lise måtte forklare, at hun og Daniel boede i en toværelses lejlighed, der tilhørte hende, og at sønnen gik i en børnehave tæt på.
Hun fortalte også, at Jakobs job krævede hyppige rejser, hvilket ville gøre det svært for ham at opdrage på barnet.
Kort sagt lykkedes det hverken svigermoren eller eksmanden.
Lise ville ikke have noget med Jakob at gøre efter skilsmissen og fandt et nyt job hun var en dygtig fagperson, så det var ikke svært.
Kort efter kom Mette med nyt:
Johanne har sagt op og er taget afsted.
Hvorfor det? blev Lise overrasket.
Vores kolleger gav hende en hård tid. Hun prøvede i en måned, indså, at der ikke var mere at hente her, og tog til hovedstaden. Så din eksmand er alene nu.
Det bekymrer mig ikke længere, svarede Lise.
Og hun talte sandt. For i den brønd, man må drikke af, er der spyttet nok i forvejen…
Hvad siger I til det? Handlede Lise rigtigt? Skriv jeres mening i kommentarerne. Lise rullede vinduet ned og lod sommerluften strømme ind i bilen. Daniel sad tilbage i børnesædet og tegnede roligt med en farveblyant på et stykke papir. Hun kiggede i bakspejlet og mødte hans blik han smilede. Hun smilede tilbage. Ingen forbrydelser behøvede at sones, ingen hemmeligheder skulle gemmes. Måske var livet ikke, hvad hun havde drømt om. Men det var hendes. Og det var rent.
