I drømmenes underlige verden lå en lille dansk lejlighed, indhyllet i en dis af fortid og fremmedhed.
“Jeg har lært din lille Villiam at spille kort!” jublede bedstemor Gerda med glitrende øjne.
“Hvorfor?” sukkede den udmattede Mette, der lige var kommet hjem fra arbejde. Villiam var kun seks år.
“Tænk dig om! Hvis han kommer på besøg, og folk spiller kort, kan han være med!” forklarede bedstemor. “Det er godt for fællesskabet, må du forstå!”
Man kunne ikke bebrejde hende. Hun var vokset op i en tid, hvor kortspil og domino var højdepunkter af socialt samvær. Og dette skete ikke nu, men midt i det forrige århundredes sløve årtier. Så kom an med “Gnav” og “Solitaire”!
Bedstemor Gerda passede sin oldebarn, den énårige Lukas, mens Villiam, der hadede børnehaven, kredsede omkring dem. Drengen var selvstændig nøglen om halsen og frokosten i en termos. Engang var det normalt. Nu til dags kan man ikke få børn væk fra brystet før de fylder fyrre.
Gården var forholdsvis hyggelig omgivet af boligblokke på alle sider. Der stod endda et bordtennisbord og en børnelegeplads med sandkasse og gynger.
I en af blokkene lå butikken “Lys & Lækkerhed”, hvor man, udover lamper og lysekroner, af en eller anden grund også solgte møbler.
Og møbler er tunge. At losse dem ud af lastbilerne skabte ikke ligefrem glade miner.
Så børnene kom ofte hjem med nye ord på forskellige bogstaver: “Mor, hvad betyder…?”
Det blev kaldt “lysfangende ord.”
Men det var småting i forhold til den store fordel: man behøvede ikke at bekymre sig for børnene i gården selv lastbilchaufførerne holdt øje med dem!
Mette blev den første, der giftede sig. Hun forelskede sig i en medstuderende og blev gravid. Senere tog svigermoren, der arbejdede på en vuggestue, Lukas med i fem dage om ugen, så Mette kunne færdiggøre sin lægeuddannelse.
Derefter arbejdede begge som praktiserende læger dengang var der stadig uddannelsespligt.
Den smukke Lotte ventede til hun var femogtyve før hun giftede sig hvilket dengang blev betragtet som sent.
Søstrene lignede hinanden på ingen måde: den hurtige, slanke, mørkhårede Mette var det modsatte af den langsomme, fyldige og lyshårede Lotte.
Men begge var utroligt charmerende: sort og hvid ikke kun kontrast, men to halvdele af en helhed.
Folk stillede ofte spørgsmål til deres far: “Er I sikre på, I har samme far?”
“Nej!” snappede søstrene, der ellers levede i perfekt harmoni.
Faren var død for længst. Moderen havde en ny familie og boede et andet sted, mens lejligheden tilhørte de voksne døtre. Hun undveg altid spørgsmålet: “Hvorfor vil I vide det? Selvfølgelig har I samme far! Præcis den samme!”
Indtil hun var fireogtyve, styrede Lotte mændene efter forgodtbefindende: hendes sjæl sov stadig, selvom forelskelser kom og gik det var uundgåeligt.
Hun mødte sin fremtidige mand, Peter, til en fest hos en gymnasieven. Han var nabo og ven af hendes klassekammerat, Mads.
Lotte sagde endda ja til en date. Men hun kom hjem dybt skuffet.
“Han er så jordnær!” protesterede hun. “Du aner ikke, hvad han spurgte mig om!”
“Hvad?” hviskede Mette med bankende hjerte.
“Om jeg havde termounderbukser på! Kan du forestille dig?” rynkede Lotte på næsen. “Sikke en plathed!”
Ja, den tre år ældre mand, som var vild med hende, havde blot ønsket at passe på hende. Men ungdommen er streng. Så den omsorgsfulde Peter blev afvist sammen med underbukserne.
Han dukkede først op igen syv år senere. Til den tid havde Lotte prøvet af med adskillige bejlere, men var stadig alene. Hun boede stadig i den samme lejlighed med sin søster.
Pludselig var alle frierne væk. Det gik op for hende efter nytår hun endte med at fejre det hjemme hos Mettes familie, fordi ingen havde inviteret hende.
Så fandt Mette en nål gemt i Lottes dyne. Det betød én ting: nogen havde lavet troldom på hende!
Lotte havde mange veninder, der ofte sov over. Lejligheden lå tæt på metroen, hvilket var praktisk til studie og arbejde.
Nålen blev fjernet, og lige efter stødte Lotte tilfældigvis på Peter igen et tegn! Skæbnen kunne ikke afvises.
Og da han igen spurgte om termounderbukser hvilket han gjorde! lød det pludselig helt anderledes: “Han er så omsorgsfuld, kan du forestille dig?”
Så Lotte sagde ja til Peter, der nu var kandidat i matematik, og de blev gift.
Han flyttede ind i lejligheden og markerede sin ankomst med en ny emaljeret tekande og en sofa.
“Men vi har allerede en tekande!” protesterede Mette.
“Den er jeres!” forklarede matematikeren. “Denne her bliver vores!”
Og for første opstod der en lille uoverensstemmelse mellem søstrene: Peters tekande var langt flottere og dyrere…
Hans forældre var også velhavende, ikke som Mettes mands familie, som moren kaldte “fattigrøve” bag deres ryg.
Fremtidsplanen var at bytte lejligheden til to mindre med tilskud ellers var det umuligt. Peters forældre lovede at hjælpe.
Tiden gik, og snart kom Lukas til verden. Lotte var tilbage på arbejde, mens den snu matematiker “overtalte” sin bedstemor, Gerda, til at passe barnet.
En dag kom Mette tidligere hjem hun havde fået feber, måske fra sin mand, Jens, eller fra patienterne.
Hendes vagter var blevet overdraget til en kollega. “Bliv rask hurtigt, Mette!”
Lejligheden lå i mørke. Måske sov de alle.
Derhjemme var også et sygehus: Lotte havde taget sygeorlov med Lukas, og Jens var også syg med let feber. Villiam var selvfølgelig hjemme.
Mette åbnede forsigtigt døren og standsede underlige lyde lød indefra! Gudskelov, måtte børnene være okay!
Uden at tage overtøjet af kiggede hun ind i stuen. I det svage dagslys sad Villiam og den suttende Lukas på gulvet med kort i hænderne. Villiam lærte sin bror at spille “Gnav” “for fællesskabets skyld”.
“Hvor er far?” spurgte Mette.
“Far og tante Lotte vasker tøj i badeværelset!” svarede Villiam og vendte sig mod sin bror, der kun kunne holde ét kort ad gangen: “Jeg smider dæk!”
Bedstemor Gerdas frugter bar endelig modning…
“Hvor længe har de vasket?” hviskede Mette.
“Den store viser var på seks, nu er den på ni!” svarede den kloge Villiam.
“Femten minutter!” tænkte Mette. “Med mig ‘vasker’ han måske i fem.”
Hun følte sig svimmel. Hun støttede sig til dørkarmen, feberen bankede i tindingerne. Derinde fortsatte lydene fra badeværelset latter, skvulp, hvisken. Lukas viste nu to kort ad gangen. Villiam klappede ham på ryggen. Ude i køkkenet stod den nye emaljerede tekande og glinsede svagt i mørket. Mette trak vejret dybt, smilede for sig selv og hviskede: “Gnav” så gik hun stille hen og lagde sig.
