»Hør her! Jeg er rig nu, og det er på tide at vi skilles,« sagde manden hånligt. Han havde ingen anelse om konsekvenserne.
»Du aner ikke, hvor meget din middelmådighed og kedelighed irriterer mig nu,« knurrede Morten, hans øjne glødede af foragt. »Jeg har ikke brug for en grå musjeg fortjener mere!«
»Tror du virkelig, penge gør dig bedre?« svarede Freja, hendes stemme knækkede af sårbarhed, mens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Aftenlyset spillede varmt over køkkenet, hvor Freja stod og lavede aftensmad. Duften af hjemmelavet flæskesteg og nybagte rugbrød fyldte luften.
Morten stormede ind ad døren, viftende med et kuvert og med et bredt smil. »Freja! Freja! Du gætter det aldrig!« råbte han, uden engang at tage skoene af. »Jeg har fået brev om en arv fra en fjern slægtning! Nu er jeg rig!«
Freja vendte sig om og tørrede hænderne i sit forklæde. »Det er da godt, Morten,« svarede hun roligt. »Men hvem er denne slægtning? Vi kendte jo ingen«
»Hvem bekymrer det!« grinede Morten og kyssede hende på kinden. »Nu kan vi få alt, hvad vi drømmer om!«
Freja løjede øjenbrynene, men nåede ikke at sige noget, før Morten begyndte at udmale fremtiden med store gestikulationer og drømme om dyre køb.
Men dagen efter, tydeligvis efter en søvnløs nat som kommende millionær, var Morten en helt anden mand.
Han så på Freja med afsky, beordrede hende rundt og krævede al opmærksomhed. Alt, han talte om, var hans nyfundne rigdom og succes. Som om brevet ikke handlede om en arv, men om at vinde en Nobelpris.
»Hør her, Freja,« sagde han ved morgenbordet uden at se på hende. »Nu hvor jeg er rig, må vi genoverveje vores forhold.«
Freja gispede og stirrede vantro på ham. »Hvad mener du?« spurgte hun, mens tårerne pressede på.
»Altså, jeg er på et helt andet niveau nu,« svarede han og tog en bid af sin smørrebrød.
»Andre mennesker? Hvad snakker du om, Morten?«
»At jeg nu er rig,« gentog han, som om det forklarede alt. »Og du du er for almindelig.«
Freja var målløs. Hun ringede til sine bedste veninderMette og Lærkeog mødtes med dem på en café for at fortælle dem, hvad der var sket.
»Piger, I vil ikke tro det!« begyndte hun, så snart de satte sig. »Morten har fået en arv og mener nu, at jeg ikke er god nok til ham!«
Mette fnøs. »Det var da en nyhed. Hvem er denne mystiske slægtning?«
Lærke rynkede panden og lyttede intenst. »Hvad vil du gøre?« spurgte hun.
»Jeg ved det ikke,« sukkede Freja. »Morten er blev så afskyelig!«
Mette rystede på hovedet. »Freja, er du sikker på, det ikke bare er en fase? Måske er han blevet lidt forblindet?«
»Jeg ved det ikke,« gentog Freja. »Men det er ikke ham.«
Lærke stirrede tankefuldt ned i sin kaffe.
Aftenen endte sådan. Freja vendte hjem, hvor Morten allerede var fordybet i kataloger over luksusbiler. En gnist af håb om hjælp fra hendes veninder holdt hende oppe.
Dage gik, og Morten blev mere og mere uudholdelig. Selvom han endnu ikke havde modtaget pengene, opførte han sig, som om han allerede var millionær. Hans arrogance og foragt var ulidelig.
»Freja, hvor er mit jakkesæt?« brølede han en morgen. »Jeg har et vigtigt møde!«
Freja fandt det og hængte det omhyggeligt på døren.
»Morten, må vi ikke snakke?« spurgte hun forsigtigt.
»Ikke nu,« afviste han. »Jeg har ikke tid til småting.«
Freja mærkede tårerne presse på. Hun forstod ikke, hvorfor manden, hun elskede, var blevet til denne fremmede, kolde person. Hun besluttede at mødes med sine veninder igen.
På caféen sad de tre sammen ved et bord ved vinduet.
»Piger, jeg kan ikke holde til det længere,« begyndte Freja, mens stemmen knækkede. »Morten behandler mig som tjener og siger, han har brug for andre mennesker omkring sig.«
Mette rullede med øjnene. »Sikke en skiderik! Freja, du må sætte ham på plads. Han har ikke engang pengene endnu!«
Lærke nikkede og tog Frejas hånd. »Vi er her for dig. Alt skal nok gå.«
Dage gik, og Mortens opførsel blev værre. Han beskyldte Freja for at være pengegrisk og udnytte ham.
»Freja, du forstår, jeg er en helt anden mand nu,« sagde han en aften. »Du var altid så almindelig, men nu gennemskuer jeg dig. Du venter bare på, at jeg bliver rig.«
Freja stirrede på ham med rystelse. »Morten, hvordan kan du sige sådan? Jeg har altid støttet dig!«
»Ja, ja, støttet,« hånlo han. »Men nu ved jeg, det kun handler om penge for dig.«
Hun kunne mærke, hendes hjerte knuste. Hans ord skar som knive.
»Morten, lad os tale sammen,« sagde hun fast.
»Om hvad? Om dine pengeplaner?« spottede han.
»Nej, om hvad der sker med dig. Hvorfor du er blevet sådan.«
Han så ned på hende. »Du forstår det ikke. Du er for simpel til mit nye liv.«
Det var dråben. Freja besluttede sig for at sige stop.
Næste dag mødtes hun med Mette og Lærke igen.
»Freja, vi må fortælle dig sandheden,« begyndte Mette.
Lærke nikkede. »Undskyld, vi ville lave en joke, men det gik over gevind.«
Freja stirrede forvirret. »Hvad mener I?«
Mette sukkede. »Brevet om arven det var falsk. Vi arrangerede det for at vise dig, hvordan penge kan ændre en person.«
Freja blev bleg. »Så det hele var en løgn?«
Lærke tog hendes hånd. »Vi gjorde det, fordi vi så, hvordan Morten behandlede dig. Vi ville vise dig hans sande ansigt.«
Freja græd. »Hvordan kunne I?«
Mette så bedrøvet ud. »Vi troede, det ville hjælpe dig. Vi forventede ikke, han ville blive sådan«
Freja tav længe. Endelig sagde hun: »Nu ved jeg, Morten ikke er den mand, jeg troede. Men det var en grusom måde at finde ud af det på.«
Da Morten kom hjem, stod Freja klar i stuen, fast besluttet.
»Freja, hvad er det nu?« sukkede han irriteret.
»Sæt dig ned, Morten. Vi skal tale.«
Han rullede med øjnene, men satte sig.
»Jeg kender sandheden om brevet. Det var falsk. Mine veninder lavede det for at vise mig, hvem du virkelig er.«
Morten blev håbløst bleg. »Hvad? Falsk? Er du sindssyg?«
»Nej, Morten. Du opførte dig, som om du var blevet rig. Du blev hånlig og ond. Du troede, penge gjorde dig bedre end mig.«
Han rejste sig, rød af raseri. »Det er latterligt! Du tror mere på dem end på mig? De er bare misundelige!«
Freja rejste sig også og mødte hans blik. »De hjalp mig se sandheden. Du fortjener ikke mig eller min kærlighed.«
Morten åndede tungt. Han vidste, han havde tabt.
»Det er dit valg, Freja. Du ødelægger det selv. Jeg går.«
Da døren smækkede bag ham, føltes det som en befrielse. Freja græd, men hun vidste, det var rigtigt.
Mette og Lærke kom straks efter. De satte sig hos hende, støttende og kærlige.
»Freja, vi har ikke fortalt dig alt endnu,« sagde Mette.
»For tre uger siden kontaktede en advokat fra Liechtenstein mig. Han ledte efter digdin sociale medier er låste. Han sagde, der er en ægte arv til dig.«
Freja stirrede vantro. »En ægte arv? Fra hvem?«
Lærke smilede. »Vi testede Morten først, for at sikre, han ikke ville skade dig, hvis du blev rig.«
Freja græd igen, men denne gang af lettelse. »Så I gjorde det for min skyld?«
De nikkede. »Ring til advokaten. Det er virkeligt.«
Da Freja ringede, bekræftede han det hele.
»Jeg er virkelig rig!« udbrød hun.
Mette og Lærke jublede. »Og nu er du fri af Morten!«
De skålede med champagne.
»På et nyt liv fuld af lykke!« sagde Mette.
»På sande venner og en lys fremtid!« tilføjede Lærke.
Freja løftede sit glas. »Tusind tak, piger.«
Hun vidste, fremtiden ville bringe udfordringer. Men nu var hun klar. Med rigdom og ægte venner ved sin side.
