**Dagbogsnotat**
“Hun kan ikke blive her, hun er ikke en del af familien,” hører jeg min mands datter sige til sin bror, mens hun forklarer, at jeg skal smides ud af det hus, jeg har boet i de sidste 15 år.
“Vent nu, Mette. Det er ikke så simpelt. Hvor skal tante Gerda så hen?” siger Jens, min mands søn, som jeg altid har set som den mere rummelige og ordentlige af de to. I de 15 år, vi levede sammen, lærte jeg dog at kende dem begge.
For nylig døde min mand. Hans børn fra første ægteskab ankom straks og begyndte at fordele arven. Der var en del at tage af: et hus, en have, en garage og en bil.
Jeg havde ikke store krav, men jeg havde heller ikke regnet med, at de ville begynde at smide mig ud så hurtigt.
Poul og jeg mødtes i en alder, hvor vi begge havde bag os mislykkede ægteskaber og børn, der var vokset op. Jeg havde to døtre, han havde en søn og en datter.
Jeg havde lige fejret min 50-års fødselsdag og fået den ældste datter giftet væk. Hun flyttede sin mand ind hos os, mens den yngste stadig var hjemme. Jeg anede ikke, hvordan det skulle fungere, for lejligheden var ikke stor.
Men så mødte jeg Poul, der var fem år ældre end mig og længe havde levet alene. Hans børn var voksne og havde deres eget liv. Han havde sørget for, at de begge fik bolig, for han havde haft gode stillinger og tjent godt.
Kort sagt ventede han ikke længe med at invitere mig til at flytte ind hos ham. Jeg tænkte mig om og tænkte: Hvorfor ikke? Han var en god mand og behandlede mig altid med respekt.
Så flyttede jeg ind i hans landsted. Vi passede godt sammen, han havde en have, kyllinger og kaniner på et tidspunkt havde vi endda en ko og en gris.
Børnene kom ofte på besøg, både mine og hans, og vi tog altid imod dem med åbne arme. Ingen gik nogensinde hjem med tomme hænder altid en taske fuld af hjemmelavet mad.
Poul og jeg blev aldrig officielt gift. I starten talte vi om det, men med tiden mente vi, at et stempel i paset ikke var så vigtigt i vores alder.
Det blev 15 skønne år, og jeg fortryder intet.
I mellemtiden blev min yngste datter også gift, og de to søstre kæmpede næsten om, hvem der skulle have lejligheden. Den ældste, der allerede boede der, ville hverken dele med sin søster eller lade hende og hendes mand flytte ind. Så de aftalte en økonomisk kompensation, og det skulle være slut.
Men for et år siden blev min yngste datter skilt og flyttede nu tilbage med sit barn. Den ældste er ikke begejstret, og der er konstant skænderier.
Jeg håbede, at hun og hendes mand ville finde sammen igen, men det skete ikke.
Nu er Poul også væk, og jeg står tilbage med en umulig valgmulighed: at vende hjem til en lejlighed, der allerede er for lille.
“Tante Gerda, hvis du vil, kan du blive her, indtil vi finder en køber,” tilbød Jens mig næste morgen.
Jeg var glad for hans generøse tilbud, men så kom Mette og præciserede betingelserne: Jeg måtte blive, hvis jeg fortsatte med at passe huset nu helt alene.
Så jeg skulle være deres gratis arbejdskraft i bytte for, at jeg ikke skulle betale dem leje?
Jeg er ikke vild med den idé. At passe en gård og have kræver hårdt arbejde, og jeg er ikke ung længere jeg er 65 år.
Nu står jeg her, i en svær situation. Skal jeg blive og arbejde for børn, der alligevel smider mig ud, når de finder en køber? Eller skal jeg flytte hjem til mine egne børn, hvor jeg også er i vejen?
Lejligheden er teknisk set stadig min, men jeg ved, at der ikke er plads til mig. Jeg står ved køkkenvinduet og ser ud over haven, hvor vi en gang plantede blomster sammen. Solen står lavt, og skyggerne fra træerne når helt hen til køkkenveggen. Pludselig hører jeg min yngste datters stemme i telefonen hun har fundet et lille værelse over en butik i byen, tæt på skolen, hvor hun nu arbejder. Det er ikke meget, men det er frihed. I nat pakker jeg mine kufferter. Morgenbørn har jeg ikke brug for. Jeg tager med mig krukken med min egen jord, nogle få bøger og det portræt af Poul, jeg altid havde på natbordet. Når jeg går ud ad døren, smiler jeg. For første gang på lang tid tænker jeg: Det her er mit liv. Og det er ikke slut.
