En mand ryddede op i sit skur og smed skrald og gamle ting ud. Han samlede en stor bunke i gården. Pludselig så han en tynd, snavset lille bog sikkert fra børnene. Han åbnede den og begyndte at læse. Hans øjne faldt på en sætning, der sagde, at et menneske »bliver født for at rode i jorden og så dø, uden engang at have gravet sin egen grav.«
Da han læste det, føltes det, som om han blev sindssyg. For det passede jo præcis på ham selv. Hvad havde han egentlig oplevet? Arbejde, arbejde, arbejde siden ungdomsårene. Både på jobbet og hjemme. Haven skulle passes, hegnet skulle repareres, og porten trængte til maling. Om foråret pløjede han jorden, passede grøntsagerne. Han og hans kone, Lise, havde endda taget et ekstra stykke land. De havde brugt hele deres ungdom på det.
Hus og hjem havde gjort dem til slaver. Nu, i deres alderdom, havde begge en lille pukkel på ryggen.
De havde ikke set noget. Ikke en ting! De havde ikke rejst nogen steder. Arbejdet havde gjort dem dumme, hænderne var jordfarvede, og øjnene stirrede altid ned i jorden.
Og Lise? Hun vaskede, kogte, konserverede syltede, lagde grøntsager på glas, altid optaget af at skaffe mad på bordet.
Maksim Gorkij havde ret i »Makar Tjudra«: Mennesket er en slave. Hele livet går med at bekymre sig om brødet.
De havde ikke læst bøger, var uden for kultur, kunne knap nok sætte to ord sammen.
Hans hjerte gjorde ondt. Han følte, at hele livet var spildt. Et sted fandtes teatre, et sted vokser palmer, smukke, intelligente mennesker taler om smukke og dybe ting men han og Lise var blevet bonderøve, som de altid havde været.
Og børnene fulgte den samme sti. Den samme skæbne ventede dem.
Hvad havde han egentlig set? Han havde aldrig haft pænt tøj på. Han havde ikke været længere end til Bornholm. Ikke engang København havde han besøgt. Kun én gang i sit liv havde han fløjet. Med toget havde han kørt et par gange.
Hele livet var gården, haven, kreaturerne og hønsene. Arbejde til ferien. I ferien arbejdede han hjemme. Og så Lise, som altid var i gang med noget.
Man dør, »uden engang at have gravet sin egen grav«! Fremragende ord!
Han glattede den snavsede bog ud med hånden og bar den ind i entrén, hvor han lagde den på kommoden. Han kunne ikke bringe sig til at smide den ud. Alle burde læse den og tænke over deres slaveri.
Dagen sluttede. Han og Lise sad i tusmørket uden at tænde lyset. Han fortalte hende om sine tanker om slaveri og om at rode i jorden. Om, at livet var gået til spilde. At de snart skulle dø, og de havde ikke set andet end deres bede. Hvorfor havde de overhovedet gidet? Livet gives kun én gang og de havde spildt det.
Lise sagde ingenting. Hun rejste sig, hentede vand og vandede blomsterne. Så åbnede hun skufferne og tog rent sengetøj frem. Hun redte sengen, lagde sig og vendte sig mod ham: »Kom nu og lig dig. Hold op med at ævle.«
Begge lå de vågne. Han kunne mærke, at hun også var vågen. Hun sukkede. Så vendte hun sig mod ham og sagde: »Ikke alle kan være en Rødovre eller en Thor Heyerdahl. Gud har givet dem en særlig gave. Men til os andre har Han sagt, at vi skal glæde os over arbejdet og jorden. At vi skal opdrage børn og høste kartofler. Hvorfor stirre på de store?«
Hun tav et øjeblik og tilføjede, at hun ikke var nogen slave. Hun havde gjort, hvad hun ville, hvad der gjorde hende glad. Og hun havde ingen bebrejdelser.
Han rejste sig, kastede en gammel trøje over skuldrene og gik ud i gården. Stjernerne lyste guldligt på himlen. Han tændte en cigaret og satte sig på trappen.
»Tænk, hvor klog min kone er! Halvtreds år har vi levet sammen, og det vidste jeg slet ikke.«
Hun passede huset, sørgede for familien, holdt det rent. Og hun var ikke nogen slave! Fordi Gud havde givet hende en gave for hjemmet, børnene, ham og familien. Fordi alt begynder og slutter i familien. Stjernen lyset faldt blidt over skuret, haven, det gamle hegn. Han sad længe og så op. Ingen rejser, ingen palmer, ingen teatre men her var hans verden. Og pludselig føltes den ikke tom. Han trak dybt i cigaretten, så røgen stige mod himlen, og smilede svagt. Måske var livet ikke spildt. Måske var det netop nu, han først forstod, hvad det havde handlet om.
