*”Dit sted er ved mine fødder, tjenestepige!”* sagde svigermoren. Efter et slagtilfælde hyrede jeg en plejer til hende en kvinde, hun havde hadet hele sit liv.
*”Har du flyttet min pande igen, Katrine?”*
Svigerindens stemme, Valborg Jensens, skar gennem luften som en kniv. Den borede sig ind i køkkenvæggene, sivede ind i køkkenbordets træ, og selv mønsteret på fliserne syntes at falme under hendes bid.
Katrine drejede sig langsomt fra vasken og tørrede hænderne i sit forklæde. Panden tung, støbejern, en af Valborgs helligste relikvier stod på den fjerneste blus, lige hvor hun selv havde sat den om morgenen. På *hendes* plads. Den eneste rigtige plads.
*”Jeg har ikke rørt den, Valborg.”*
*”Ikke rørt den? Hvem har så? Nissen?”* Valborgs læber krusede sig i et hånligt smil, og hendes gennemborende blik gled hen over køkkenet. *Katrines* køkken, der længe var blevet til en slagmark, hvor hun tabte kamp efter kamp.
Overalt mærkedes en fremmed, påtrængende orden. Konserverne stod ikke i alfabetisk rækkefølge, som Katrine foretrak, men efter højde som soldater på parade. Håndklæderne hang ikke på kroge, men var smidt over ovnlågen, hvilket fik Katrine til at knuge hænderne i lydløs fortvivlelse. En kvælende, smålig kaos, forklædt som perfektion.
*”Jeg spurgte bare,”* sagde Valborg og tog en agurk fra tallerkenen, tydeligt højlydt, mens hun bed i den. *”I mit eget hjem må jeg vel have lov at spørge?”*
*”I mit eget hjem.”* Den sætning hørte Katrine ti gange om dagen. Selvom lejligheden tilhørte Mads, hendes mand. *Deres* lejlighed. Men Valborg opførte sig, som om det var hendes familiegods, og de blot var midlertidige gæster.
Katrine svarede ikke. At diskutere med hende var som at slå hovedet mod en mur. Hun vendte sig og fortsatte med opvasken. Vandet rislede stille ned, skyllede sæbeskum og hendes uudgydte tårer væk.
Om aftenen kom Mads hjem. Manden. Sønnen. Han kyssede sin mor på kinden, før han flygtigt, nærmest formelt, rørte ved Katrines hår.
*”Jeg er helt færdig. Hvad er der til aftensmad?”*
*”Kartofler og kylling,”* svarede Katrine uden at se op fra komfuret.
*”Igen?”* Valborgs stemme skar ind fra hendes *”post”* på taburetten. *”Mads, min dreng, jeg har jo sagt du har brug for rigtigt kød. Hun fodrer dig kun med frugt og grønt, snart er du gennemsigtig.”*
Mads sukkede træt og forsvandt ind i stuen. Han blandede sig aldrig. Hans holdning var simpel og bekvem: *”Det er jeres kvindeting, ordn det selv.”* Han så ikke en krig. Kun små huslige skænderier mellem to kvinder, han påstod, han elskede lige højt.
Senere, da de var alene på køkkenet, trådte Valborg tæt på Katrine. Hun lugtede af dyrt parfume og noget andet tungt, dominerende.
*”Hør her, lille pige,”* hvæsede hun, så Mads ikke kunne høre det. *”Du er ingen her. Bare en tilføjelse til min søn. En rugemaskine til mine fremtidige børnebørn, ikke mere.”*
Hun tog en serviet og tørrede en ikke-eksisterende plet væk.
*”Husk det for altid: dit sted er ved mine fødder. Du er tjenerinden, intet mere.”*
Lige i det øjeblik fortrak hendes ansigt sig mærkeligt. Den højre mundvig faldt, hånden med servietten slap, og Valborg vaklede før hun langsomt gled ned på gulvet.
På hospitalet lugtede det af sterilitet og andres sorg. Mads sad med hovedet i hænderne.
*”Slagtilfælde… Lægen siger, hun har brug for konstant pleje nu. Hendes højre side er lammet.”*
Han så op på Katrine med rødrandede øjne. Der var ingen smerte i dem kun irritation og kold kalkulation.
*”Katrine, jeg kan ikke. Arbejdet, du ved. Det bliver dit ansvar nu. Du er konen det er din pligt.”*
Han sagde det, som om han gav hende en stafet i et løb, han lige selv var trådt ud af.
Han ville komme forbi. Besøge. Kontrollere. Men alt det hårde, daglige arbejde ville være hendes.
Katrine så på ham og følte for første gang i mange år ingenting. Ingen sorg, ingen vrede. Kun tomhed. Et afbrændt mark.
Hun nikkede.
Da hun kom hjem til det nu tomme køkken, gik Katrine hen til vinduet. Nede på legepladsen legede Frederikke naboens datter fra femte med sin lille pige.
Ung, højlydt, den kvinde Valborg havde hadet med et brændhad for hendes skraldende grin, for korte nederdele og *”frække blik”*.
Katrine stirrede længe på hende. Så modnedes en plan i hendes hoved. Kold, præcis, grusom. Hun tog telefonen og fandt Frederikkes nummer.
*”Frederikke? Hej. Jeg har brug for en plejer til min svigermor.”*
Valborg blev bragt hjem en uge senere. Hun sad i en kørestol, indhyllet i et tæppe. Hendes højre side adlød hende ikke, hendes tale var uforståelig, men øjnene…
Øjnene var de samme. Herskeriske, stikkende, fulde af uforbrugt ondskab.
Da Frederikke trådte ind på værelset, blussede der et sådan had i dem, at det næsten lignede, at gardinerne ville tage fyr. Hun genkendte hende.
*”Goddag, Valborg,”* smilede Frederikke med sit mest afvæbnende smil. *”Jeg er Frederikke, jeg skal passe dig fremover.”*
Valborg udstødte en hæs, gryntende lyd. Hendes venstre hånd knyttede sig.
*”Katrine, vil du ikke være sød at gå?”* sagde Frederikke blidt. *”Vi skal lige lære hinanden at kende.”*
Katrine gik ud uden et ord. Hun lyttede ikke. Det var nok at forestille sig, hvad der nu skete på det værelse.
Frederikke var det perfekte våben. Hun havde en sjælden gave total immunitet over for andres had.
Først åbnede hun vinduet på vid gab:
*”Åh, hvor er luften dejlig! Lad os få lidt frisk luft ind i dit fængsel.”*
Så tændte hun radioen. Glad popmusik, som Valborg altid havde foragtet som *”ragelse”*. Valborg mumlede og rullede vredt med øjnene. Frederikke nikkede forstående, da hun kom tilbage med en tallerken suppe:
*”Kan du lide den? Jeg elsker også den sang! Den er perfekt til at arbejde på!”*
Hun gav hende mad med ske, uden at lade sig påvirke af Valborgs forsøg på at skubbe den væk. Suppen løb ned ad hagen og ned på den dybe natkjole.
*”Åh, du er som et lille barn,”* sagde Frederikke milt. *”Vil du ikke spise pænt, må du tvinges. Hvis du bliver snavset, klæder jeg dig om. Det gør ikke noget.”*
Mads kom hjem om aftenen. Valborg forvandlede sig til hans ankomst. I hendes øjne læste man universel smerte. Hun rakte ud efter ham med sin raske hånd, pegede på Frederikke og mumlede.
*”Mor, vær nu rolig,”* sagde Mads og strøg hendes hånd, mens han undgik at se på Frederikke. *”Frederikke er dygtig. Hun passer godt på dig.”*
Han bragte appelsiner, sad en halv time og gik igen, med tydelig lettelse da han trådte ud på trappen.
Katrine så det hele fra sidelinjen. Hun gik næsten ikke ind til Valborgs værelse. Hun gav bare Frederikke penge og korte instruktioner:
*”I dag kan du bytte om på billederne på hendes kommode. Og sæt en vase med liljer. Hun hader duften.”*
Frederikke udførte opgaverne med entusiasme. Hun flyttede møbler, læste højt fra kærlighedsromaner. En dag tog hun sin lille datter, Sofie, med. Sofie kravlede op på sengen, uden at Frederikke stoppede hende. Den lille pige rakte ud mod Valborgs ansigt, trak i en grå hårlok, lo højt. Valborg vred sig, skreg den stumme skrig, men ingen hørte. Ingen så. Kun Katrine, bag døren, stående i skyggen. Hun så, hvordan hadet i Valborgs øjne langsomt blandede sig med noget andet rædsel. Ren, uforklart rædsel. Og hun smilede. Første gang på ti år. Så vendte hun sig, gik ud i køkkenet, satte panden tilbage på den rigtige blus *hendes* blus og skruede op for gassen.
