NATTENS GÆST
Hun skyndte sig ned ad den folketomme gade, hendes hæle klikkede mod brostenen. Ovenfra gloede månen ned, selvtilfreds og hånlig. Byen smeltede spøgelsesagtigt i nattens dis, kun afbrudt af hussider, der skinnede koldt og fjendtligt i måneskæret. Gadelygter kæmpede en ensom kamp mod mørket, mens vinduer blændede som briller på husenes ansigter.
Foran hende lyste en sporvogn op som en juletræsstjerne, raslede om hjørnet og forsvandt i mørket, opløst som en skygge. Hendes skridt blev hurtigere, ekkoet hamrede mod murene. Nej, hun havde misset den sidste vogn. Månen grinede ondskabsfuldt.
Hun havde siddet for længe hos sin veninde og afvist selvsikkert alle, der tilbød at følge hende hjem hun regnede med sporvognen. Nu standsede hendes skridt, og hun sank udmattet ned på en bænk. Grådkvalte hulke rystede hende. Pludselig hylede bremser, og en stemme fra en bil sang næsten muntert: “Skal vi køre en tur?” Hun krøb sammen, ønskede at blive usynlig, at smelte ind i mørket. Eventyr var det sidste, hun ønskede; hjemmet var en fjern drøm. Manden lænede sig ud: “Bare rolig, jeg kører dig hjem bare sig hvor.” Døren gik op, og hun listede ind i bilens mave. Lædersædet tog imod hende, varmt og indbydende, med en svag duft af noget ukendt og dejligt.
På bagsædet sov en dreng, klemt ind til en enorm hund. Den åndede mod hendes nakke, dens varme pust fik små krøller til at dirre. Hun frøs af skræk. Manden smilede: “Bare rolig, Alma er sød hun gør ingen fortræd.”
“Johan,” sagde han og rakte hånden frem. Hun mumlede “Agnete Sørensen.” Han brød ud i latter: “For Sørensen er du alt for ung.” I spejlet så hun sit eget blege ansigt, øjenvipper klæbende af mascara. Ugenkendeligt. “Det kommer an på, hvem du spørger,” svarede hun stødt.
“Lærer, hva?” gættede han. Hun svarede ikke, måske fordybet i egne tanker. “Vi er også sent ude,” fortsatte han. Pludselig føltes det, som om de havde kendt hinanden i århundreder. Frygt forsvandt; det hele føltes hjemligt. Johan rakte hende et lommetørklæde. Hun rettede hurtigt sit udseende i telefonens kamera og smilede taknemmeligt. Han granskede hende: “Du er sød nok.” Ordene fik humøret til at stige. De grinede og drillede hinanden, mens Alma knurrede blidt som en opdrager: “Ti stille, I vækker barnet.”
Bilen svingede pludselig ind i en mørk gyde. Hjertet hamrede. “Apoteket. Lovede mor medicin ellers glemmer jeg det,” forklarede Johan, da han så hendes stivnende krop.
Det var langt over midnat, dagen efter var weekend. Ingen ventede på Agnete kun en stak uklarerede opgaver. Så de kørte gennem den tomme by, bilen skar gennem nattens mørke som et spøgelse.
Til sidst inviterede Johan hende hjem. Hun blinkede ikke engang.
Lejligheden lå på syvende sal. Han bar den sovende dreng forsigtigt. I elevatorens spøgelseslys betragtede de hinanden, fniste som skolebørn, da de blev opdaget. Johan var bredskuldret, solbrændt, med lyse lokker, der kontrasterede mod hans hud. Agnete nåede ham knap til skuldrene, selv med hæle.
Hjemmet var pænt, alt på sin plads. Johan lagde drengen Mikkel i seng. Alma krøllede sig sammen på gulvet. De drak te, lyttede til klassisk musik. Underligt nok føltes det naturligt at sidde her hos en fremmed midt om natten.
På køkkenet drak de vin, mens Johan pludselig åbnede sit hjerte: Konen var død for tre år siden, under fødslen. Hun havde insisteret på, at de reddede barnet deres længe ventede førstefødte. Hans mor hjalp nu med Mikkel, når arbejdet blev for meget.
Han tilbød hende at blive natten over. Hun nikkede måske påvirket af vinen, måske af noget dybere.
Morgenen fandt hende i hans seng. En lille hvisken vækkede hende: “Mor,” prøvede Mikkel at sige, mens han kærtegnede hendes kind. Alma lå tungt over hendes fødder. Med tårer i øjnene krammede Agnete ham og hviskede: “Min, min.” Johan trådte ind med morgenmad. “I har allerede fundet sammen,” smilte han.
“Gift dig med mig,” sagde han pludselig. Ordene faldt som en bombe. “Du kender mig ikke,” svarede hun tøvende. “Jeg ved nok. Livet er langt vi kan lære hinanden at kende. Mikkel og Alma har allerede accepteret dig. Du bliver en god mor.”
Udenfor var det ved at blive lyst, solens første stråler krøb ind ad vinduerne. Agnete lukkede øjnene og tænkte på den mærkelige drøm: en by, der ville sluge hende, en fremmed mand, der reddede hende og et bryllup.
Hun åbnede øjnene en smule. Hendes mand Johan sov ved hendes side, Mikkel snorkede mellem dem. Alma lå stadig over hendes ben. Hun bevægede sig forsigtigt; hunden gispede og faldt tilbage i søvn.
Vækkeuret ville ikke ringe i lang tid. Agnete begyndte at planlægge dagens undervisning og faldt stille i søvn igen. Solen jagtede de sidste rester af mørke. Månen blinkede til hende et sidste gang fra himlen.
