»Den altid hjælpsomme grå mus! Hvem har brug for sådan en som dig?« lo de alle. Men tiden gik, og hver ny dag lignede den forrige. Mette sad ved sit skrivebord, og bunken af papirer foran hende virkede som et levende væsen, der stille men ufortrødent voksede og slugte både tid og plads. Mapper, filer, rapporter alt sammen stablet i et højt tårn, der truede med at vælte hvert øjeblik. Kollegerne kom hen til hende med smil og anmodninger, der lød som noget selvfølgeligt. »Mette, du siger vel ikke nej?«, »Skatter, hjælp mig, jeg når det simpelthen ikke«, »Du er vores mest ansvarlige, kun du kan klare det.« Og Mette kunne ikke sige nej. Hun fandt simpelthen ikke de ord, der kunne gøre en anden ked af det.
Uret tikked langsomt, og pludselig viste viseren klokken otte om aftenen. Det store kontor lå stille, der var kun lyden af tastaturets lette klikken og vagtens dæmpede snorken. Mette sad stadig foran skærmen, og det kolde lys lagde sig over hendes trætte ansigt og fremhævede mørkeranderne under øjnene. Hun var toogtredive år, iført en beskeden grå cardigan og med håret samlet i en klassisk knold. Hun var den, man kunne regne med, den, der aldrig svigtede. Bekvem.
Pludselig blev stilheden brudt af hendes telefons vibration. På skærmen lyste ordet »Mor«. Mette tog en dyb indånding og tog imod opkaldet.
»Mette, min skat, hvor er du? På arbejde igen?« morens stemme lød bekymret, fyldt med en underliggende uro.
»Ja, mor, jeg blev lidt længere. Alt er fint.«
»Skatter, jeg bliver så bekymret! Du er altid på arbejde hvornår lever du egentlig?« moren sukkede, som om hun bar hele verdens bekymringer. »Da jeg var på din alder, var jeg allerede sammen med din far, men du«
»Mor, vær nu ikke bekymret,« Mette klemte om sin nækkerod og mærkede, hvordan hovedpinen steg. »Jeg har faktisk en kæreste.«
Der blev stille i røret. Mette vidste ikke engang selv, hvad der fik hende til at sige det. Ordene kom af sig selv, som et skjold mod morens evige bekymringer.
»Virkelig?!« morens stemme lyste pludselig af glæde. »Mette, hvorfor har du ikke sagt noget? Hvad hedder han? Fortæl mig alt nu!«
»Vi har ikke været sammen så længe endnu. Jeg ville vente, til det var mere sikkert.«
»Men I må komme på besøg i lørdag! Til middag! Jeg laver din yndlingssuppe og den æblekage, du elsker! Jeg skal se ham!«
Mette lukkede øjnene og forestillede sig middagen. Der var en hel uge til lørdag. Syv lange dage til at finde en, der ville spille rollen og ikke skuffe den vigtigste kvinde i hendes liv.
»Okay, mor. Vi kommer.«
Da samtalen var slut, lagde hun hovedet i hænderne. Hvad havde hun dog gjort? Hvor skulle hun finde en, der ville gå med til sådan en løgn?
Næste morgen startede med en tung hovedpine og mørke ringe under øjnene. Hele natten havde Mette søgt på dating-sider, men hver profil virkede falsk eller kedelig. Hvordan skulle hun beskrive sig selv? »Beskeden bogholder søger mand til kunstige dates«?
»Mette, er alt okay? Du ser helt udkørt ud,« lød en lys stemme. Det var Lise fra marketingafdelingen, en altid smilende blondine. De var ikke nære veninder, men Lise havde en særlig evne til at trænge ind i andres privatliv uden invitation.
»Det er bare træthed,« svarede Mette automatisk.
»Det tror jeg ikke på. Kom nu, hvad er der galt?«
Og Mette fortalte det. Måske af udmattelse, måske fordi hun ikke kunne bære det alene længere hun afslørede alt. Om moren, lørdagens middag og den ikke-eksisterende kæreste.
Lise lyttede og nikkede, indtil hun pludselig klappede i hænderne, som om hun havde løst en vanskelig opgave.
»Jeg ved det! Jeg tager dig under mine vinger. På en uge laver vi dig om til en dronning, finder en ordentlig fyr, og din mor kan sove roligt. Aftale?«
»Lise, nej, det behøves ikke, jeg klarer det nok selv«
»Selv bliver du i de her papirer. Aftalt! Efter arbejde mødes vi ved hovedindgangen.«
Mette ville protestere, men Lise var allerede væk, efterladt med en duft af parfume og en fornemmelse af et nært forestående uvejr.
Om aftenen tog Lise hende med til en eksklusiv restaurant i hjertet af København. Blanke bestik, hvide dugge, servitører som svævede mellem borde og priser på menukortet, der fik hende til at få vejret.
»Lise, jeg kan ikke være her, det er for dyrt,« hviskede Mette og sank sammen på stolen.
»Slap af! Her er det fine folk. Du skal bare præsentere dig rigtigt.«
Men Mette kunne ikke »præsentere« sig. Hun sad sammenkrøbet i sin gamle cardigan, mens Lise flirtede med gæsterne og udvekslede telefonnumre. Mette følte sig som en fisk uden vand.
»Se, der er Nikolaj, han ejer en café-kæde,« hviskede Lise og vinkede en velklædt mand med selvsikker mine hen til deres bord.
Nikolaj talte i ti minutter om sine forretningsplaner uden at spørge Mette om hendes navn, før han forsvandt tilbage til sit eget bord. Så kom Andreas, så Mads. Alle kastede et hurtigt blik på hende og mistede interessen.
»Lad ikke hovedet hænge,« opmuntrede Lise hende på vejen hjem. »I morgen har vi en coaching-seminar om personlig udvikling. Der er helt sikkert nogle ordentlige typer.«
Seminarerne var endnu mere underlige. Et rum fuld af fremmede, der råbte om selvkærlighed og krammede hinanden. Mette stod ved væggen og følte panikken stige. Da seminarlederen, en mand i en syrergrøn t-shirt, bad hende om at dele hendes dybeste frygt, syntes hun, jorden svigtede under hende. Hun hviskede: »At ingen nogensinde ser mig.« Der blev stille. Så gik døren op, og en mand med briller og en bølget hårgrans standsende i døråbningen så sig omkring. Han smilede, da hans blik faldt på Mette. »Er det her selvkærlighedsgruppen? Undskyld, jeg er tabt, jeg leder efter Excel-seminaret.« Mette lo første gang på uger. Lise prikkede hende i siden og blinkede. Manden blev stående. De begyndte at tale. Om regneark. Om fejl. Om, hvordan ting nogle gange bare skal sorteres for at give mening. Lørdag kom. Mette standsede uden for morens dør, hånden i hans. »Mor,« sagde hun, »det her er Thomas. Vi har arbejdet sammen på det nye system.« Moren strålede. Og Mette, der altid havde været den hjælpsomme grå mus, fornemmede for første gang, at nogen faktisk så hende. Virkelig så hende.
