**Dagbogsnotat af en mand**
Hjertet gjorde ondt på Gerda Nielsen, så hun ringede efter en læge. Det var ikke fordi hun var dødssyg, men hun havde virkelig brug for at snakke med nogen. Lægen var ny ung, spinkel, med rødgrådte øjne. Fra hendes pose stak en lang agurk frem.
»Kom indenfor,« inviterede Gerda hende ind i lejligheden. Lægen forlod forlegent posen med agurken i entreen, tog sine støvler af og gik ind i stuen. Gerda havde aldrig set en læge tage skoene af hos en patient, så hun følte straks sympati for den unge kvinde.
»Hjertet?« spurgte lægen blidt og satte sig ved siden af sengen, hvor Gerda havde lagt sig.
»Ja, den skiderik,« bekræftede Gerda. »Det banker og banker. En gang i hælene, en gang i knæene, en gang i ørerne og så steder, jeg skammer mig over at nævne.«
Lægen tog sin stetoskop og lyttede omhyggeligt, mens hun rynkede sine perfekt trimmede øjenbryn og krøllede sin opadbuede næse.
»Knæene,« hviskede Gerda. »Det banker helt vildt der måske skulle du også lytte der?«
Lægen rystede på hovedet.
»Arytmi,« sagde hun pludselig og brast i gråd så voldsomt, at Gerda blev bange.
»Er det så slemt?« gispede Gerda og mærkede, hvordan hendes hjem bankede som en jackhammer.
»Ikke hos dig hos mig!« hulkede lægen. »Du kan tage nogle piller, og det går over, men mig mig«
Og lige der blev Gerda glad. Muligheden for en god snak tegnede sig så tydeligt, at hendes hjerte straks stoppede med at hamre.
»Har din mand gjort dig ked af det?« spurgte Gerda direkte, mens hun knappede sin morgenkåbe.
»Jeg har ingen mand!« græd lægen endnu værre. »Det er netop pointen jeg har ingen!«
»Så er det en kæreste, der har slået op.«
»Jeg skriver dig nogle piller,« snøftede lægen og tørrede øjnene med sin kåbe. Hun fandt en sammenkrøllet receptblok frem.
»Hold nu op med de piller,« afbrød Gerda. »Kom, vi tager en kop te i stedet.«
»Jeg er på arbejde,« hikstede lægen og kradsede noget ned på recepten.
»Og jeg er også på arbejde,« svarede Gerda bestemt og gik ud i køkkenet for at sætte vand over.
Lægen slæbte sig ind i køkkenet, stadig med stetoskopet i ørerne.
»Tag det lort ud af ørerne!« snappede Gerda og hentede marmelade, småkager og chokoladebollerne frem fra køleskabet.
Lægen tog hurtigt stetoskopet ud og græd igen. Gerda lagde først nu rigtig mærke til, hvor ung hun egentlig var. Fregner på næsen, røde hænder, og et blik, der sagde, at livet var forbi.
»Kom nu, fortæl,« befalede Gerda og satte sig ved bordet.
»Jeg har skrevet nogle rigtig gode piller til dig,« hulkede den unge kvinde i den hvide kåbe.
»Jeg skal ikke have nogle piller fortæl mig, hvorfor du græder!«
»Jeg er allergisk over for kulde,« løj hun åbenlyst og begyndte at nippe til den varme hyldeblomst-te.
Gerda rejse sig og kiggede på termometeret udenfor.
»For sent til den allergi, min ven. Det er foråret nu ti grader!«
»For sent?!« græd lægen. »Nå, så er det nok nervøst.«
Hun tog en chokoladebolle og proppede den hele i munden.
Mens hun var tavs, skyndte Gerda sig at spørge:
»Nu stiller jeg diagnosen. Du græder, fordi din kæreste er gået til en anden, ikke sandt?«
»Jo-o-o!« nikkede lægen med munden fuld af bolle og begyndte at græde igen.
»Ah!« jublede Gerda over sin egen diagnosticering. »Og den anden det er vel din veninde?«
»Min søs-ter!« Lægen slugte bolden næsten i ét stykke og satte igen stetoskopet i ørerne.
»Din rigtige søster?!« gispede Gerda og greb sig om hjertet selvom det nu slog roligt og forventningsfuldt i håb om en dramatisk historie.
»Halvsøster,« hulkede lægen og drak lidt mere te. »Men vi er tætte som rigtige søstre.« Hun lyttede til sit eget hjerte med stetoskopet og tog det så ud igen.
»Jeg har også arytmi,« meddelte hun sørgmodigt. »Har du noget hjertensfred?«
»Det har jeg!«
Gerda sprang op og hentede en hjemmebrygget urtedrik, hvis opskrift kun hun, hendes bedstemor og en grønlandsk shaman kendte til. Denne drik løsnede tungen, lysnede humøret og fik en til at drømme om at blive gift.
Hun skænkede lægen et glas.
Uden protester drak hun det, lysnede i ansigtet og begyndte at fortælle alt uden videre spørgsmål.
»Jeg elskede Mads, og Mads elskede mig. Vi var kærester i tre år! Vi drømte om, at når han færdiggjorde sin ph.d., ville han få et kollegieværelse, og så skulle vi giftes. Få børn, købe et sofasæt, lease en bil. Mads forsker i kernefusion. Ingen metaller kan modstå den fusion! Hans sidste håb var wolfram, men selv det kunne ikke holde til det Men hvis det havde, så havde han fået sit diplom og værelset. Vi elskede hinanden, gik i biografen, kyssede i opgange, sad på caféer alt hvad der hører til. Jeg behandlede patienter i min fritid, og Mads ledte efter det perfekte metal. Og så Pludselig dukkede min lillesøster op. Smuk!!! Hun studerer til sangerinde. Fra første øjeblik Mads så hende, glemte han alt om fusion. Han begyndte at snakke om, at han kunne synge og danse som Christopher. Jeg vidste det med det samme. Kærlighed ved første blik Lidenskabelig og vanvittig. Blind og hensynsløs. Min søster syntes, det var fedt, at min kæreste skrev en ph.d. Hun droppede ud af skolen og flyttede hertil for at være tæt på kernefusionen. Måske skulle jeg have kæmpet for min kærlighed, for mit kollegieværelse, sofasættet og den leasede bil, men Jeg har altid vagter og flere vagter!«
»I går friede Mads til min søster. Hun sagde ja, og jeg var lige ved at hænge mig. Som man siger i fysikerkredse: Jeg var tæt på at overdøve vakuumpumpen med tung plasma! Jeg er den tredje i denne sanger-fusions-forbindelse.«
Lægen satte igen stetoskopet i ørerne og spiste alt hindbærmarmeladen med et fjernet smil.
Gerda gned sig i hænderne og løb efter sin computer.
»Wow!« Lægen blev så overrasket over den ældre dames tekniske udstyr, at hun tog stetoskopet ud. »Hvad skal det her?«
»Nu finder vi en kæreste til dig!« Gerda satte brillerne på, tændte computeren og begyndte at klikke hurtigt som en hacker.
»Nej, nej!« protesterede lægen. »Jeg vil ikke finde kærlighed på en computer!«
»Det er ligegyldigt, hvordan man møder kærlighed,« mumlede Gerda og stirrede på skærmen. »Det vigtige er at finde den! Se her. 42 år, skilt, ingen børn, arbejder i en bank, elsker at rejse, kål i hveder og hunde.«
»Han må elske hunde uden mig. Jeg er bange for dem! Jeg kan ikke bage, og jeg hader at rejse. Og 42 år?! Det er jo en pensionist.«
»Okay, ham dropper vi. Her er en anden. 33 år, single, manager i en stor virksomhed, elsker brune, blonde og rødhårede. Hobby: sex. Træt af løse forbindelser, ønsker én fast, men meget alsidig relation. Nej, ham passer nok heller ikke.«
»Hør,« sagde lægen forarget, »er du en kærestemager? Hvor har du alle de her kandidater fra?!«
»Jeg er en professionel kærestemager. To uger uden arbejde det er derfor, mit hjerte gør ondt. Folk gifter sig ikke mere; de er bange for ansvar. Selv affærer skærer de ned på. Og så dukker du op med din ulykkelige kærlighed, arytmi, allergi og stetoskop! Gud har sendt dig til mig!«
»Jeg har ikke brug for«
»Hvad hedder du?«
»Mette. Altså, Mathilde.«
»Mette-Mathilde, du skal lade din idiot-fysiker få en omgang. Bestemt!« Gerda klikkede videre. »Ah! Her er den perfekte. Yndlingsnavn: Mathilde. Hun skal være høj, slank, med blå øjne og smilehuller.«
»Nej, sådan en gris skal vi ikke have!«
»Her! 25 år! Bor i San Francisco! Søn af en millionær! Egen villa og yacht! Lækker fyr!« Gerda gned sig tilfreds i hænderne.
Lægen kiggede skeptisk over skulderen på hende.
»Ad! Han ligner en orangutang!«
»Men han er en millionærs søn! Villa! Yacht! Lækker fyr! Ikke noget med at eksperimentere med metaller!«
»Jeg vil ikke have en millionærs søn,« insisterede lægen. »Hvad hvis hans far dør, og så sidder den abe på min nakke? Jeg taler ikke engelsk hvordan skal jeg finde et job i San Francisco?!«
Gerda så strengt på hende over brilleglassene.
»Jeg har aldrig haft så kræsen en klient før. Alle andre klamrer sig til millionærer!«
Lægen rødmede, skænkede sig selv et glas af den grønlandske drik og foreslog:
»Må jeg selv vælge en kandidat?«
»Det er ikke normen,« rynkede Gerda panden. »Det er mit job.«
»Åh, kom nu. Dit job er at servere te og snakke folk efter munden. Lad mig selv finde en!«
Gerda rullede med øjnene og gav hende computeren.
Aldrig før havde hun haft så irriterende en klient.
Fem minutter senere råbte lægen:
»Her! Det er ham, jeg vil have!«
»Er du sindssyg, Mette-Mathilde?! Den fyr er her kun for sjov! Tralala!«
»Nej, det er ham. 30 år, single, rensdyravler. Og han hedder Mikkel.«
»En rensdyravler?!« hvæsede Gerda. »Han er grønlænder! Han bor på grønlandsk is!«
»Netop,« svarede lægen stædigt. »Jeg vil til Grønland. Ham eller ingen.«
»Nå, Mette-Mathilde,« sukkede Gerda, tog en varm halsedug på, satte sutsko på og gik mod døren.
»Hvor skal du hen?« spurgte lægen forvirret.
»Hente rensdyravleren.«
»Til Grønland?!«
»Nej, han bor i lejligheden ved siden af. Han er min nabo!«
»Og millionærsønnen i San Francisco?«
»Han er min amerikanske vens nabo. »Og kærligheden?« spurgte lægen stille, mens hun fumlede med stetoskopet.
»Den finder sig,« sagde Gerda og stod allerede i døren med sin taske over armen. »Men den kræver mod. Og en god nabo.«
Et øjeblik efter bankede de begge på døren til Mikkel, rensdyravler og ejer af tre rensdyr, to hunde og en samling gamle danske slagerplader.
Da han åbnede, med hår i panden og en sweater strikket af rensdyrlår, smilede lægen for første gang på uger.
»Jeg er ikke allergisk for kulde,« sagde hun. »Jeg er bare dårlig til at sige det, jeg mener.«
Mikkel lo og rakte hende en kop te, varm og sød præcis som i Grønland.
