En sjal af minder
Mor sad aldrig stille.
Hver gang der var et øjeblik tilovers, tog hun strikketøjet frem.
Hun strikkede, som om hun talte med sig selv, med bedstemor, med fortiden.
Det var altid sådan.
Hun strikkede alt, hun mente ville passe til mig og min søster: huer, cardigans, vester, halstørklæder, halstørklæder, baretter.
Nogle gange var det moderne, andre gange hjemmelavet og enkelt, men i hver maske boede der kærlighed.
Sådan gjorde hendes mor vores bedstemor også.
Dengang var tiderne hårdere: hvis man ville have noget særligt, måtte man sy eller strikke det selv.
Bedstemor kunne alt. Hun forvandlede gamle ting, brugte mønstre fra «Hjemmet», fandt på egne idéer, og hvis hun så en ny kjole i fjernsynet, greb hun straks efter blyanten skitserede, tegnede mønstre.
En kvinde med hænderne skruet rigtigt på.
Mor arvede ikke kun håndværket, men også den stille styrke hos en kvinde, der skaber hygge.
Da bedstemor døde, tog mor stille vedholden over satte sig ved symaskinen, tog strikketøjet frem
Men allerhelst strikkede hun.
Om aftenen, under lampen, duftede huset af uld, frugtte og bagte æbler.
Vi satte selvfølgelig ikke pris på det.
Som børn bar vi det uden at brokke os bare for ikke at gøre mor ked af det.
Men da vi flyttede hjemmefra for at studere, tog vi kun noget af det strikkede med for syns skyld.
Det hele virkede gammeldags, «ikke som alle andres».
*
Da mor døde, blev min søster og jeg i hendes hus i nogle dage endnu.
Vi gennemgik alt: skabe, skuffer, kasser
Næsten alt blev givet væk tøj, service, selv den kasse med garnnøgler under sengen.
Tante Grethe, naboens kone, blev glad:
«Det kan allesammen bruges, piger, I skal ikke bekymre jer.»
Og det gjorde vi heller ikke.
Dengang forstod vi ikke, at vi sammen med garnet gav en hel verden væk mors, kærlig, stille verden.
*
En uge efter kom jeg hjem.
Sjælen var tom, hænderne vidste ikke, hvad de skulle gøre.
Og så huskede jeg det sjalet.
Det farverige, bløde, lidt fjollede et, som mor havde strikket til mig sidste år.
Jeg fandt det øverst i skabet og slog det om skuldrene og pludselig var der varmt.
Som om mor krammede mig.
Ikke i en drøm, ikke i erindringen på rigtig.
Jeg græd.
Det var den eneste ting, strikket af mors hænder, som jeg havde beholdt.
Ikke smuk levende.
Hver farve havde sin historie:
Blå mors gamle cardigan, som hun bar, da jeg startede i skole;
Gul min sweater, som jeg havde på, da jeg første gang stod på skolens scene;
Rosa søsterens vest, en fødselsdagsgave;
Grøn et stykke af bedstemors gamle sjal;
Blågrå bare mors yndlingsgarn, uden historie, men med hendes varme i hver maske.
Hver farve var som en aften for sig, et lille øjeblik, som mor havde lagt i sjalet.
Det blev en hel verden hendes verden, vores verden, vævet af minder, omsorg og kærlighed.
*
Nu strikker jeg selv.
Nogle gange sent om aftenen, når huset er faldet til ro, tager jeg pindene op og opdager, at mine hænder bevæger sig, ligesom hendes gjorde.
Min datter griner:
«Mor, hvem strikker du alt det til? Ingen går sådan klædt nu. Man skal opdatere sig: tøj, møbler, frisure Du er gammeldags!»
Jeg smiler.
I hendes stemme hører jeg min egen, ung og fjern.
Og jeg tænker: ingenting ændrer sig.
Folk taler og lever bare i deres tids ånd.
Men tråden er den samme.
Fra hånd til hånd. Fra hjerte til hjerte.
Og så længe der er en eneste kvinde, der om aftenen tager strikketøjet frem, vil varmen ikke forsvinde.
Den tager bare nye former.
